Akut kejsersnit
Akut kejsersnit
Hvordan foregår operationen?
Ved et kejsersnit fødes barnet ved en operation, som oftest foregår gennem bikinisnit (et lavt tværsnit i hårgrænsen). Hvis du i forvejen har et lodret snit op til navlen, vil man ofte bruge samme snit. Barnet fødes få minutter efter påbegyndt operation. Forløbet varer ca. 1 time på operationsstuen, herefter vil du blive kørt på opvågningsstuen.
Hvilken form for bedøvelse?
Operationen vil oftest foregå i lokalbedøvelse (rygbedøvelse), men kan i specielle tilfælde foregå under fuld bedøvelse.
Hvordan påvirker kejsersnittet barnet?
Barnet har det i de fleste tilfælde lige så godt efter et kejsersnit som efter en normal fødsel. I enkelte tilfælde kan barnet have lidt mere væske i lungerne og have brug for hjælp med vejrtrækningen og evt. ligge i kuvøse. Den medicin, du får i forbindeles med kejsersnittet, påvirker ikke dit barn og amning.
Er der komplikationer til operationen?
Langt de fleste kejsersnit forløber uden komplikationer. Blærebetændelse og betændelse i operationssåret kan forekomme. Blærebetændelsen forsvinder som regel hurtigt efter antibiotisk behandling. Betændelse i såret medfører ofte genåbning af såret under bedøvelse.
Alvorlige komplikationer såsom læsioner af andre organer eller større blødning er sjældne, men kan forekomme.
Skal det være kejsersnit ved næste fødsel?
Selve operationen indebærer ikke nødvendigvis kejsersnit ved en ny graviditet. Du vil få mulighed for at tale med en læge om det inden udskrivelsen.
Efter operationen
- Du bliver kort på opvågningsstuen, hvor du skal være i nogle timer.
- Din mand/partner må gerne følge med.
- Har personalet mulighed for at blive hos jer og jeres barn, kan I være sammen på opvågningsafsnittet. Hvis ikke, bliver jeres barn modtaget på afdelingen af personalet.
Tilbage på afdelingen
- Du bliver tilset af plejepersonalet.
- Du får fjernet drop og kateter 4-6 timer efter kejsersnittet.
- Du får tilbudt fast smertestillende medicin. Det er vigtigt, at du ikke har smerter og kan bevæge dig rundt.
- For hurtigt at få gang i din mave får du 2 tabl. Magnesia 2 gange dagligt, indtil du har haft afføring efter kejsersnittet.
- Den medicin, du får, påvirker ikke dit barn og amning.
- Det forventes, at du samme dag kommer op og er med i pasningen af jeres barn.
- Du må spise og drikke, hvad du har lyst til.
- Du må tage bad, når du har behov for det.
- Afhængig af dit behov vejleder personalet dig om amning/pleje af jeres barn.
- Dit plaster fjernes efter et døgn. Hvis du har synlige trådrester i hver ende af såret, klippes de af 1 cm over huden, inden du udskrives. De falder af i løbet af 2-3 uger efter fødslen. Hvis de generer dig, må du tale med din læge om det. Er såret lukket med clips i huden, fjernes de hos din egen læge 5-7 dage efter kejsersnittet.
- Du og dit barn tilbydes indlæggelse i 24-48 timer efter kejsersnittet.
- Du vil blive udskrevet senest kl. 12.00 den dag, du skal hjem.
- Hvis du føder tvillinger eller trillinger afhænger indlæggelsestiden af dit behov.
Besøgstider:
15.00-17.00
19.00-20.00
Partner og søskende har fri besøgstid.
Af hensyn til dig selv, jeres barn og etablering af amningen, har du brug for hvile og ro.
Din partner eller anden pårørende har mulighed for at overnatte på stuen og være med til at passe jeres barn.
Efter udskrivelsen
- Smerter: Du må tage Pamol/Pinex.
- Løft: De 3 første uger efter operationen er det bedst at undgå tungere løft end svarende til jeres barns vægt.
- Bækkenbund: Det er vigtigt at træne din bækkenbund efter graviditeten for at undgå risiko for ufrivillig vandladning. Du finder vejledning og viden i appen "Mit Sygehus".
- Armassage: Du finder vejledning og video om armassage i appen "Mit Sygehus".
- Blødning: Du kan forvente blødning/udflåd i ca. 4 uger efter fødslen. I denne periode frarådes karbad og svømmehal.
- Prævention: Du kan blive gravid, selvom du ammer. Tal med din læge om prævention ved 8 ugers undersøgelsen. Indtil da tilrådes brug af kondom.
- Efterfødselssamtale: Det er vigtigt at få bearbejdet fødselsoplevelsen efter et akut kejsersnit.
Efterfødselssamtalen finder normalt sted i Barselsklinikken på 2.-3. dagen efter fødslen i forbindelse med, at der tages hælblodprøve og foretages hørescreening. Såfremt du/I er indlagt på dette tidspunkt og har behov for en efterfødsessamtale, kan sundhedspersonalet booke en tid til dig/jer i Barselsklinikken.Opstår behovet for en samtale længere tid efter fødslen, kan I kontakte Barselsklinikken på
tlf.: 65 41 13 75.