Hjemmefødsel
I Danmark har alle ret til at føde hjemme.
For nogle kan det være en fordel at vælge en hjemmefødsel, fordi den kan give en følelse af mere personlig kontrol med situationen.
De, der har født hjemme, kan fortælle at en hjemmefødsel foregår på deres egne præmisser, at der er megen ro, og at partneren har en mere aktiv rolle under fødslen sammenlignet med fødsel på hospital.
I dag ved vi, at fødsler i hjemmet er lige så sikre som fødsler på hospital, når graviditeten er forløbet normalt, og der er udsigt til en normal fødsel til terminen; det vil sige mellem graviditetsuge 37 + 0 og 41 + 0.
Nogle gange skønner jordemoderen, at det er nødvendigt at overflytte til hospitalet enten under eller efter barnets fødsel. Overflytningen sker i de tilfælde, hvor der opstår komplikationer, som kræver observation og eventuelt behandling på hospital.
Tal med din jordemoder eller egen læge om valg af fødested, så du træffer dit valg om
fødested på et informeret grundlag.
Jordemødrene tilbyder
- En nærværende jordemoder som hjælper dig og dine pårørende under fødslen
- Besøg i hjemmet af konsultationsjordemoderen omkring 36. graviditetsuge
- Mulighed for vandfødsel
- Forslag til hvilestillinger
- Hjælp til at lindre fødselssmerterne, blandt andet med akupunktur og steriltvandspapler
- Tilbud om hjemmebesøg ca. et døgn efter fødslen
- Efterfødselssamtale og hælprøve i forbindelse med hjemmebesøg 48 timer efter fødslen.
- Hørescreening af dit barn indenfor 10 døgn efter fødslen på Barselsklinikken, OdenseUniversitetshospital.
- Efterfødselssamtale 4 - 6 uger efter fødslen ved behov.
For at vælge hjemmefødsel anbefaler vi, at du:
- Er sund og rask, har en ukompliceret graviditet, og at det fagligt set skønnes, at du føder normalt
- Er enig med din partner om en hjemmefødsel
- Sammen med dine pårørende kan være med til at skabe rammerne for en god og tryg atmosfære under fødslen
- Er indstillet på, at mulighederne for medicinsk smertelindring er begrænsede.
Det praktiske til brug under fødslen
- Et rum opvarmet til 22 grader
- Mellemstore plastposer til affald
- Voksdug/plastik til beskyttelse af madras
- Gammelt tæppe, håndklæder eller aviser til at beskytte gulvet
- En fastnettelefon eller opladet mobiltelefon
- Mulighed for høj seng eller madras på spisebord, arkitektlampe/spotlampe samt en kontorstol til jordemoderen til brug ved eventuel syning efter fødslen
- Rent håndklæde og sæbe til jordemoderen
- Strygebræt eller lille bord som jordemoderen kan lægge sine remedier på
- Energidrik, iste - eventuelt med honning, frugt, isterninger af saft
- Mad og drikke til jordemoderen og andre fødselshjælpere
- Massageolie
- Stor badering hvis du har badekar til rådighed
- Varmepude eller varmedunk til opvarmning af tøj og dyne
- Store puder/hynder til at sidde op ad og ligge hen over
- Store bind (for eksempel natbind) og trusser der kan anvendes sammen med disse bind. Jordemoderen har ekstra store bind med til de første par nætter.
Til barnet
- Bløde varme håndklæder
- Barnedyne
- Varmt tøj, hue, svøb/tæpper.
Det er en stor fordel at alliere sig med en praktisk hjælper, sådan at du og din partner bedre kan koncentrere jer om fødslen. Hvis der er børn i hjemmet under fødslen, skal der være to hjælpere, således at den ene hjælper kan tage sig af børnene.
De praktiske hjælpere må meget gerne deltage, når jordemoderen aflægger hjemmebesøg i graviditeten.
Jordemoderen medbringer alt nødvendigt udstyr til fødslen.
Før fødslen vil vi bede dig klargøre 3 kuverter til jordemoderen. Kuverterne påføres adresse til:
- Din praktiserende læge
- Din sundhedsplejerske. Adressen kan findes på din kommunes hjemmeside
- Det sogn du er bosat i. Adressen på dit sogn kan findes på www.sogn.dk
Når fødslen går i gang
Når du får veer eller vandafgang kontaktes jordemoderen i kendt jordemoderordning på
tlf. 2199 9199.
Vandfødsel
Praktiske råd til dig der planlægger en vandfødsel:
- I kan leje eller købe et fødebadekar. Der er mange muligheder - søg selv på Internettet
- Masser af varmt vand; der skal bruges meget vand (ca. 500 liter). Vandet må maksimalt være 37 grader under brug
- En ny vandslange til vandpåfyldning som skylles godt igennem inden brug. Vær opmærksom på at have en vandhanestuds, der passer til jeres varmtvandshane og en afløbsslange, hvis denne ikke følger med fødekarret
- Tal med jordemoderen om hvor det vil være hensigtsmæssigt at placere karret. Vi anbefaler, at I prøver at fylde karret engang før fødslen
- Stor badering
- Vi anbefaler, at du tager et lavement i starten af fødslen (kan købes på apoteket)
- Sigte til urenheder i vandet
- Eventuelt knæpude/hoppebold til fødselshjælper
- Store håndklæder/lagner/badekåbe som varmes godt (eventuelt i tørre- tumbler)
- El-sikringer (når kogeblus, tørretumbler, varmtvandsbeholder osv. er i gang, kan sikringerne springe)
- Termometer til at måle vandets temperatur
- Til fødslen beklædes karret med en plastikpose, som udleveres af jordemoderen ved hjemmebesøget i 36. graviditetsuge
- Tal med jordemoderen om hvornår det er hensigtsmæssigt at fylde karret, da karret helst ikke skal stå ubrugt med lunkent vand i alt for mange timer.
Du kan læse mere om hjemmefødsler i Bogen om hjemmefødsler af Kim Andrea Brofeldt (2003) og på Foreningen Forældre og Fødsels hjemmeside: www.fogf.dk
Vi ønsker dig/jer en rigtig god fødsel!