Lav blodprocent efter fødslen
Denne patientinformation om jernmangel er tænkt som en vejledning til dig, som efter fødslen har en lav blodprocent.
En rask kvindes blodprocent skal normalt være mellem 7-10% mmol/l.
Årsager
til en lav blodprocent kan være den øgede celledeling i kroppen under graviditeten.
Ligeledes kan blodprocenten blive for lav som følge af blødning under/efter fødslen.
Det er kroppens naturlige reaktion at være træt og uoplagt, når din blodprocent er lav, og dit humør kan ligeledes påvirkes. Som nybagt mor stilles der ofte store krav til ens fysik og overskud, og med en lav blodprocent kan de nævnte symptomer forstærkes.
Det er vigtigt, at du hviler dig, og at du får hjælp fra dine omgivelser i form af støtte og aflastning.
Du skal være særlig opmærksom på kostens indhold af jern, da det er et supplement til at øge blodprocenten - se mere om jernindholdet i forskellige fødemidler på http://frida.fooddata.dk
Spis gerne små og hyppige måltider - gerne 6-8 måltider dagligt.
Forslag til fødemidler med højt indhold af jern
Brød: Grahamsbrød, fiberknækbrød, rugbrød gerne med sesam - eller hørfrø
Morgenmad: Havregryn/grød, cornflakes, hirsegrød
Pålæg: Torskerogn, leverpostej, æg, pate, myseost, muslinger, tomat, avocado, karse, purløg, dild, persille
Kød: Indmad, "rødt" kød, torsk
Grøntsager: Spinat gerne rå, broccoli, ærter, grønne bønner, tørrede hvide bønner, kikærter og linser
Snacks: Tørrede abrikoser, dadler, figner, cashewnødder, pinjekerner, mandler, pistcianødder, lakrids
Symptomer
Når du har en lav blodprocent kan følgende symptomer forekomme:
- Svimmelhed og Træthed
- Utilpashed og uoplagthed
- Hjertebanken
- Følelsen af at være forpustet ved fysisk anstrengelse
- Nedsat appetit og eventuelt kvalme
- Bleg/gusten ansigtskulør
Behandling af lav blodprocent
I sjældne tilfælde tilbydes blodtransfusion. Dette afhænger af blodprocentens værdi samt dine
symptomer.
I alle tilfælde er det vigtigt med jernbehandling. For at få blodprocenten tilbage på et normalt niveau anbefales et dagligt tilskud på 100 mg Jern. Afhængigt af præparatet kan antallet variere, men oftest er det 1 tablet, der tages til natten.
Jerntabletter kan købes i håndkøb. Læs mere på www.netdoktor.dk eller på indlægssedlen, der følger med jernpræparatet.
Jernbehandlingen skal vare i minimum 8 uger eller efter anbefaling af din egen læge.
Der findes jernpræparater som indeholder C-vitamin, der fremmer optagelsen af jern. På grund af C-vitaminindholdet kan det være en fordel at drikke et glas appelsinjuice til tabletterne.
Da vi ikke selv danner jern, er du nødt til at få det gennem kosten.
Ikke alle fødevarer indeholder lige meget jern.
Kød er den vigtigste kilde til jern, men selv de små mængder jern i grøntsager, frugt og kornprodukter har også betydning.
Vegetarer skal være ekstra opmærksomme på, hvad de spiser. Hvis man ikke får jern fra kød, er der større risiko for at få jernmangel og dermed lav blodprocent.
Tager man tilskud af jern, er det vigtigt, hvad det indtages sammen med. Den bedste udnyttelse af jern får du, hvis du indtager jerntilskuddet mellem måltiderne sammen med frugt, grøntsagsjuice eller en citrusfrugt.
Undgå at drikke mælk, kaffe, the og kakao 1 1/2 - 2 timer før og efter jerntilskuddet, da dette hæmmer optagelsen.
Da jernbehandling kan give tendens til forstoppelse anbefales det, at du drikker ca. 1 1/2 - 2 liter væske dagligt, heraf gerne 1-2 glas sveskejuice.
Hvis du tager tilskud af Magnesia for din forstoppelse, skal du være opmærksom på, at jern og Magnesia skal tages forskudt af hinanden med ca. 2 timer, da Magnesia hæmmer optagelsen af jern.
Hvis du overvejer at anvende naturlægemidler for din jernmangel, anbefales du at drøfte dette med din egen læge først.
Opfølgning og kontrol
Vi anbefaler at du får målt din blodprocent i forbindelse med dit barns 5 ugers undersøgelse og eventuelt igen ved 8 ugers undersøgelsen hos din egen læge.