Porfyriundersøgelse
Forsendelse af urinprøver fra hjemmet
Formål
Formålet med urinprøven er at undersøge, om du har en porfyrisygdom.
Du skal bruge følgende
- 3 uringlas
- Stanniol
- Prøvetagningsblanket (rekvisitionsseddel evt. med stregkode)
- 3 labels med navn og cpr-nummer, plastikkrus/-beholder til opsamling af urin
- Kuvert mærket med adressen:
Odense Universitetshospital
Blodprøver og Biokemi, Att.: Porfyrilaboratoriet
J.B. Winsløws Vej 4
5000 Odense C
Prøvetagningen
OBS! Prøvetagning i eget hjem kan kun ske mandag til torsdag, og prøveglas skal forsendes samme dag.
Om morgenen skal du opsamle din urin fra første vandladning.
Opmål ca. 3 x 10 ml urin fra samme vandladning og over i alle tre glas. Hvis der ikke er volumenangivelse på siden af glasset, bør du fylde alle tre glas til lige under proppen.
Påfør labels med navn og cpr-nummer på alle tre uringlas. Alle uringlas skal desuden mærkes med datoen for prøvetagningen.
Herefter skal glassene straks pakkes ind i stanniol (lysbeskyttelse).
Opbevar de fyldte prøveglas på køl, indtil forsendelse.
Forsendelse
- Prøvetagningsblanketten og uringlassene lægges i kuverten.
- På forsiden af kuverten noteres modtageradressen, og kuverten mærkes som Priority-brev (skriv P på forsiden til venstre for kundemærke og frimærke).
- Kuverten sendes som Priority-brev. Derfor skal den afleveres på postbutik. Det skyldes, at prøven kan blive for gammel, hvis den sendes med almindelig post.
Urinprøverne skal sendes samme dag og helst med det samme.
Kontaktoplysninger
Hvis du har praktiske spørgsmål til vejledningen, er du velkommen til at kontakte Porfyrilaboratoriet på hverdage mellem kl. 08.00-15.00 på tlf.: 29 64 77 62.
Ved lægefaglige spørgsmål bedes du ringe til den afdeling eller læge, der har bestilt prøven.