Når jeres barn er på BRITA
Velkommen til børneintensiv - BRITA
Denne pjece er et supplement til den mundtlige information, som I løbende får under jeres barns ophold hos os.
Vi svarer gerne på yderligere spørgsmål, så spørg os endelig.
BRITA er et intensivt afsnit for kritisk syge børn i alderen 0 - 18 år.
Vi er specialiseret i at pleje og behandle børn, der har behov for
intensiv overvågning døgnet rundt.
Hvis vi har ledige pladser, modtager vi også voksne patienter.
BRITA står for BøRneIntensivtTerapi-Afsnit.

Når jeres barn er indlagt på BRITA
Når jeres barn pludselig bliver indlagt på en intensiv afdeling med en kritisk sygdom, medfører det mange tanker og følelser.
Vil vores barn overleve - og i så fald uden mén?
Hvad sker der mon i løbet af natten eller i den næste time? Hvordan kan vi
bedst støtte og hjælpe vores barn - og
hvordan tager vi hånd om søskende?
Vi har stor erfaring i at hjælpe for-
ældre som jer igennem et barns sygdomsforløb. Vi vil gøre vores bedste for at give jer den viden og støtte, I måtte have brug for undervejs.
Vi har dog også brug for, at I selv siger til, stiller spørgsmål, og prikker os på skulderen, hvis I har brug for
hjælp, som vi måske endnu ikke er
blevet opmærksomme på.
Hverdagen kan nogle gange virke uforudsigelig, da vi hele tiden tilpasser vores pleje og behandling efter barnets behov.
Men døgnet rundt er der mindst én sygeplejerske tilknyttet jer og jeres barn, så brug os endelig.
I er barnets vigtigste støtte
Det er jer som familie, der er barnets vigtigste støtte under sygdommen og indlæggelsen hos os.
I kender hele forløbet og jeres barns særlige behov og vaner. Det er
en viden som vi har brug for, for at kunne give barnet den bedste pleje og
behandling.

Når jeres barn er indlagt på BRITA
Jeres barn har brug for nærvær og tryghed
Barnet har behov for at mærke jeres nærvær. I må meget gerne røre ved, holde om, tale til, og synge for jeres barn. Gør så vidt muligt de tingsom plejer at gøre barnet trygt derhjemme. Badning, måltider og bleskift er også gode situationer, hvor I kan give barnet nærvær og tryghed.
Vi planlægger gerne dagen, så I får de bedste muligheder for at deltage i den daglige pleje.
For det nyfødte barn er det særligt vigtigt, at det får en god tilknytning til jer fra starten. Dette sker især i den daglige kontakt med jer, hvor barnet mærker jeres berøring og hører jeres stemmer.
I må gerne lægge jer i sengen ved
barnet, hvis barnets tilstand samt dræn og infusionsslanger tillader det. Hvis barnet kan klare at komme op at sidde, kan det være godt for barnet, at sidde hos jer, når I sidder i en stol. Tag gerne kendte ting med hjemmefra f. eks. bamse, sut, billeder, tøj, barnets pude osv. Hvis barnet har lyst, har vi TV og iPad med børnefilm og musik samt forskellige spil og legetøj.
Vær på stuen så meget I kan
I må være på barnets stue så meget I vil - vi har fri besøgstid.
Vær også hos jeres barn, når vi behandler det. Jeres nærvær giver
barnet tryghed.
Mange forældre giver udtryk for, at det er bedre selv at være til stede og
opleve hvad der foregår,

Når jeres barn er indlagt på BRITA
opleve, hvad der foregår i akutte situationer på stuen end at få gengivet hændelsesforløbet bagefter.
Besøg af søskende
Barnets søskende er meget velkomne. Erfaring viser at søskende har brug for at få del i indlæggelsen - uanset hvor gamle de er. Dette er både til gavn for jeres syge og jeres raske barn samt resten af familien.
Når et barn bliver kritisk sygt, rammer det uundgåeligt alle i familien.
Hvis søskende ikke har konkrete
billeder af, hvad der foregår, danner de ofte fantasibilleder, som ikke nødvendigvis har meget med virkelig-
heden at gøre.
Andre børn er også velkomne, hvis jeres barn har behov for at være
sammen med en kammerat eller
lignende. Drøft besøget forinden med personalet.
Det er vigtigt, at det besøgende barn ikke bringer smitte ind i afdelingen - dvs. har været udsat for forkølelse,
influenza, eller børnesygdomme i de seneste 2 - 3 uger før besøget.
Vi vil også gerne vide, om barnet har været smittet med skoldkopper.
Vi hjælper jer gerne med at vurdere risikoen.

Hverdagen i BRITA
Jeres kontaktpersoner
Vi tilstræber, at det så vidt muligt er de samme læger og sygeplejersker, som varetager pleje og behandling af jeres barn under indlæggelsen på BRITA.
Stuegang
På hverdage begynder stuegangen ca. kl. 9.15. Her bliver behandlingsplanen for jeres barn lagt. Det er derfor en fordel for jer at være tilstede, da I her kan få svar på mange af jeres spørgsmål til behandlingen.
Hver dag bliver barnet tilset på stuegang af en intensivlæge og de fleste børn også af en børnelæge. Læger fra andre specialer tilser barnet efter behov. Der er hele døgnet en intensivlæge til stede i afdelingen, som har det endelige ansvar for behandlingen.
BRITA er også et uddannelsessted
Afdelingens fastansatte personale har til opgave at oplære nyt personale i intensiv observation, pleje, og behandling. Dvs. at I kan møde medicinstuderende, intensivsyge-plejersker under oplæring, og sygeplejestuderende.
Det kan nogle gange virke over-vældende, at der er så mange
personer på stuen. Vi tager naturligvis al den hensyn til barnet, som vi kan.
Måske møder I
- En 'fast vagt', der er en sundhedsfaglig person, som sidder hos barnet hele tiden, hvis barnet har behov for det.
- Fysioterapeuten/ergoterapeuten som træner med jeres barn, hvis tilstanden tillader det, og vi skønner, at det er nødvendigt.
- Socialrådgiveren, som kan afklare jeres eventuelle spørgsmål om økonomi, orlov o.lign. i forbindelse med indlæggelsen.
- Hospitalspræsten, som kommer hver onsdag og derudover kan kontaktes efter behov. Præsten er en god og neutral samtalepartner - også selvom man ikke er troende.
- Pædagogen og hospitalsklovnen fra børneafdelingen kan tilbyde aktiviteter for barnet og give det en opmuntrende oplevelse, hvis I eller vi skønner, at barnet kan have glæde af det.
- Psykologen fra børneafdelingen kan tilbyde samtaler med jer eller jeres barn efter behov.
Personalet vil hjælpe med at få kontakt til disse personer, hvis I eller
barnet har brug for det.
Undgå at bringe smitte ind
Det er vigtigt, at jeres barn ikke bliver udsat for smitte og dermed risiko for infektioner. Jeres barn er svagt lige nu og derfor mere modtagelig for bakterier og virus.
Det handler om at undgå, at støv
og skidt kommer i nærkontakt med
sengen og barnet.
Før I går ind på stuen
- Hæng jeres overtøj på knagen ude foran jeres barns stue.
- Ure, ringe, og andre smykker giver grobund for bakterier - tag dem af, når I er på stuen.
- Vask eller afsprit jeres hænder ved håndvasken på stuen, hver gang I kommer ind på stuen.
- Anvend eventuelt hjemmesko som I let kan tage af og på. Strømpefødder, der har rørt gulvet, bringer bakterier op i sengen til barnet.
- Skuffer, skabe, og arbejdsborde på stuen skal holdes så rent som muligt, og er derfor forbeholdt personalet.
- På stuen er der i stedet et familiebord og et skab beregnet til jeres ting.
- Hvis bamsen ryger på gulvet, skal den vaskes i sæbevand. En sut, der har været på gulvet, skal skoldes.
Når I er på stuen
Sker det, så spørg sygeplejersken
om råd.

Værd at vide
Overnatning på hospitalet
Vi har mulighed for at tilbyde jer forældre forskellige former for overnatning.
- På stuen kan I sove hos barnet i en gæsteseng, som pakkes væk i dagtiden. Vi har også et hvilerum på afdelingen - spørg om det er ledigt, hvis I trænger til et hvil i løbet af dagen.
- I kan også overnatte på H.C. Andersen Børnehospital, hvis der er plads. I deres familierum er der køleskab, mikroovn og en udtræksseng til to personer.
- På Patienthotellet kan begge forældre overnatte gratis.Øvrige pårørende betaler selv for opholdet. Sygeplejersken hjælper jer med at lave en aftale.
Mad og drikke
Én forældre kan blive registreret som medindlagt på børneafdelingen og dermed spise gratis.Dette arrangeres via børneafdelingen, hvor i vil få mere information om madbestilling og tidspunkter.
I er velkomne til at tage maden med på BRITA - bare i selv sørger for at tage det brugte service og bestik med retur til børneafdelingen.
Det er også muligt at købe mad og drikkevarer i hospitalets café og restaurant. Derudover findes et mini-marked med kioskvarer og frisk brød.
Her på afdelingen har vi et køkken for pårørende med køleskab, kaffe-
maskine, og mikroovn. Husk at skrive navn og dato på jeres mad.
Jeres udgifter til mad og drikke
betaler I som udgangspunkt selv. Nogle forældre kan få dækket udgifter til forplejning - gem derfor kvittering- erne. Rådfør jer hos personalet som eventuelt kan hjælpe jer videre til en socialrådgiver på hospitalet.
Værd at vide
Parkering på OUH
Når jeres barn er indlagt, skal I som forældre ikke betale for parkering.
I skal registrere parkeringen på en skærm, når I ankommer i afdelingen - husk bilens registreringsnummer. Andre pårørende og gæster må betale for parkering i betalingszonen på sygehusets område i perioden kl. 08.00 - 16.00 mandag til fredag.
Der er gratis langtidsparkering vest for OUH eller ved dyrskuepladsen.
Mobiltelefon og internet
Det er tilladt at have mobiltelefonen tændt på stuerne, hvis I tager
følgende hensyn:
- Telefonen skal være indstillet på lydløs.
- Samtaler skal foregå uden for stuen - enten i opholdsstuen for pårørende eller uden for afdelingen.
- Telefonen skal være 1 meter fra det tekniske udstyr, som overvåger jeres barn.
- I kan gå gratis på internettet via Region Syddanmarks "gaestenet".
En oplevelse, der sidder i jer
længe efter
Når et familiemedlem er indlagt på en intensivafdeling, flyder dagene let sammen til en stor klump af angst og usikkerhed. Hos mange sidder den oplevelse i kroppen længe efter. Man kan blive i tvivl om, hvad der skete, og hvorfor det skete. Og man kan blive i tvivl om, hvad man i virkeligheden oplevede. Sådan er det både for voksne og for børn.
Vi skriver dagbog
Hvis vi forventer, at jeres barn skal være indlagt 3 døgn eller mere, tilbyder vi jer at skrive dagbog om barnets indlæggelse. I dagbogen skriver sygeplejersken om de ting, der sker med jeres barn, og om hvordan barnet reagerer. Det kan være en hjælp for barnet til at huske og forstå, hvad det har oplevet under indlæggelsen, og kan senere være til gavn for både barnet og jer.
Måske kan det også være rart for jer at føre en dagbog over indlæggelsen, hvor I skriver det ned, som I synes er vigtigt at huske. Det kan både være de store beslutninger og de små hverdagsoplevelser, som f.eks. hvilke bøger I har læst for barnet, og hvilke sange I har sunget.
Billeder og video
I er meget velkomne til at tage
billeder og optage video af jeres barn under indlæggelsen.
Billeder kan ofte meget bedre end ord fastholde virkeligheden og detaljerne. Dog gør vi opmærksom på, at billeder af personalet kræver tilladelse.
Besøg os gerne bagefter
I er meget velkomne til at besøge os efter udskrivelsen, hvis I får behov - uanset forløbet for jeres barn. Det er vigtigt at få sat begivenhederne på plads, og vi viser jer gerne afdelingen igen og tilbyder en snak om jeres ophold på BRITA. Vi synes selv, at det er rart at høre, hvordan det er gået jer.
Nogle gange går der uger, og andre gange måneder eller år, før en familie får behov for at gense den afdeling, deres barn lå på under et svært sygdomsforløb.
Hvis I ringer på forhånd, kan vi finde et tidspunkt hvor der er personale til stede, som I har mødt under indlæggelsen.
Venlig hilsen
Personalet på BRITA
Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling V
Egne notater