Ustekinumab
Ustekinumab
Hvordan virker Ustekinumab
Ustekinumab er et antistof. Ustekinumab blokerer virkningen af to proteiner i kroppen (Cytokiner), som spiller en stor rolle i udviklingen af colitis ulcerosa og Crohns sygdom. Ved at blokere denne virkning svækker Ustekinumab den del af immunsystemet, som giver inflammation ved colitis ulcerosa og Crohns sygdom.
Forberedelse til behandling med Ustekinumab
Man skal sikre sig, at kroppen er fri for infektioner, da man ellers kan risikere, at disse blusser op, når immunforsvaret dæmpes.
Forud for behandlingen tages derfor en række blodprøver og et røntgenbillede af lungerne.
Behandlingens forløb
Behandling med Ustekinumab gives i Dagafsnittet.
Første dosis gives som infusion i en blodåre i armen. Dosis er vægtafhængig og infusionen gives på 1 time.
Anden dosis gives efter 8 uger som en indsprøjtning i låret eller maven.
Når sygdommen er velbehandlet kan injektionsintervallet for nogles vedkommende øges til hver 12. uge.
Selvadministration
Når der er sikkerhed for, at behandlingen virker, som den skal, og du er tryg ved behandlingen, kan du
tilbydes selvadministration af Ustekinumab.
Dagafsnittets sygeplejersker vil sikre, at du forinden bliver oplært i blandt andet injektionsteknik,
opbevaring af medicin, forbehold ved sygdom m.v.
Du tager så selv injektionerne derhjemme.
Udlevering af Ustekinumab
Der udleveres maksimalt 1 sprøjte og under forudsætning af:
- At du har fulgt dine blodprøvekontroller
- At du medbringer en køletaske med køleelement
Sådan opbevarer du Ustekinumab
- Opbevares i køleskab (2 - 8 °C). Må ikke nedfryses
- Opbevar den fyldte injektionssprøjte i den ydre karton for at beskytte det mod lys
- Hvis det er nødvendigt, kan den enkelte fyldte sprøjte også opbevares ved stuetemperatur op til 30 °C i en enkelt periode på maksimalt 30 dage i den oprindelige karton for at beskytte mod lys. Når en sprøjte har været opbevaret ved stuetemperatur (op til 30 °C ), må den ikke anbringes i køleskabet igen
- Ryst ikke den fyldte injektionssprøjte. Langvarig, voldsom rysten kan ødelægge lægemidlet
Hvornår må du ikke få Ustekinumab
Du må ikke få Ustekinumab, hvis der er tegn på infektion i kroppen. Hvis du føler dig sløj, er det en god ide at måle din temperatur.Kontakt Dagafsnittet og aftal, om du skal have behandling eller om tidspunktet skal ændres.
Kontrol af behandlingseffekt
Når du er i behandling med Ustekinumab, skal du have taget blodprøver og indsende afføringsprøver med jævne mellemrum. Blodprøverne er bestilt fra Dagafsnittet og du får udleveret materiale til afføringsprøverne i forbindelse med besøg i ambulatoriet / Dagafsnittet.
Derudover bedes du udfylde "mit skema" i app´en Mit Sygehus forud for dine besøg på afdelingen.
Bivirkninger
Det er med Usstekinumab som med mange andre lægemidler, hvis det har en virkning, kan det også have
en bivirkning. Det er meget forskelligt fra person til person, hvor mange bivirkninger man får, og hvor alvorlige de er.
Alle registrerede bivirkninger ses herunder.
Almindelige (Højst 10 ud af 100 personer får bivirkningen)
- Reaktioner på indstiksstedet, Træthed, Diarré, Kvalme, Opkastning, Halsbetændelse, Halssmerter, Høfeber, Ledsmerter, Muskelsmerter, Rygsmerter, Hovedpine, Svimmelhed, Hudkløe, Infektioner
Ikke almindelige (Højst 1 ud af 100 personer får bivirkningen)
- Depression, Lammelse af den ene side af ansigtet, Betændelse i hudens dybere lag, Helvedesild, Psoriasis (udslæt med pus), Allergiske reaktioner, Luftvejsinfektion, Betændelse i og omkring skeden
Sjældne (Højst 1 ud af 1.000 personer får bivirkningen)
- Allergisk lungebetændelse, Allergisk hævelse i ansigtet samt mundhulen og strubehovedet, Anafylaktisk chok - en akut alvorlig allergisk tilstand, Alvorlig hudreaktion
Nålehætten på den fyldte injektionssprøjte indeholder latex. Dette kan give alvorlige allergiske reaktioner hos personer, der er overfølsomme over for latex. Det er derfor vigtigt, at du fortæller det til lægen eller sygeplejersken, hvis du tidligere har haft en allergisk reaktion over for latex.
Graviditet og amning
Der er endnu sparsom erfaring med behandling med Ustekinumab under graviditet og amning. Planlægges graviditet, og er du i behandling med Ustekinumab, skal du altid tale med din behandlingsansvarlige læge om den videre behandlingsplan
Bliver du gravid, er det vigtigt, at du kontakter ambulatoriet, så den rette behandling kan tilrettelægges i samarbejde med dig.
Vaccinationer
Du vil i forbindelse med behandlingen blive orienteret om forhold vedrørende vaccination, og du vil blive tilbudt afdelingens vaccinationsprogram.
Under behandling med Ustekinumab, må du ikke blive vaccineret med vacciner indeholdende levende svækket virus.
Ferie og rejser
Planlæg din ferie i god tid, så behandlingen kan tilpasses din ferie.
Det et altid vigtigt, at få en snak om vaccinationer, rejseforsikring, medicinsk forhåndsvurdering hos SOS m.v.