Passageundersøgelse og kapselkikkertundersøgelse
Du skal have lavet en passageundersøgelse med Patency-kapsel og en kapselkikkertundersøgelse. Formålet er at undersøge din tyndtarms slimhinde og finde årsagen til fx mavesmerter, blødning, blodmangel og betændelse i tarmen.
Om undersøgelserne
Du skal først have lavet en passageundersøgelse med Patency-kapsel. Undersøgelsen viser, om der er fri passage gennem din mavetarmkanal. Patency-kapslen er opløselig og indeholder en kerne, som vi kan se ved en scanning.
Hvis vi ikke kan se kapslen ved scanning cirka 30 timer senere, er den kommet ud med afføringen. Det betyder, at der er fri passage, og du kan få lavet en kapselkikkertundersøgelse. Hvis kapslen stadig er i tarmen efter 30 timer, går den gradvist i opløsning og kommer ud i mindre stykker.
Ved en kapselkikkertundersøgelse sluger du en lille kapsel med et indbygget kamera. Kapslen tager billeder, mens den passerer gennem din tarm.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig inden undersøgelsen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.
Medicin
Du skal være opmærksom på din medicin:
- Hvis du tager jerntabletter, skal du holde pause med dem 1 uge før undersøgelsen.
- Hvis du tager smertestillende medicin med morfin, skal du holde pause dagen før og på undersøgelsesdagen.
- Hvis du har sukkersyge, skal du måle dit blodsukker oftere og justere insulin efter behov. Du må først tage tabletter mod sukkersyge, når du ikke længere faster.
Dagen før undersøgelsen
Dagen før undersøgelsen skal du gøre følgende:
- Kl. 6 skal du synke Patency-kapslen med et glas vand. Du må spise morgenmad og frokost som normalt. Efter frokost må du kun få flydende kost (drikke, suppe og yoghurt).
- Kl. 12 skal du tage 3 stk. Dulcolax.
- Fra kl. 22 skal du faste helt. Du må ikke spise eller drikke. Du kan forvente hyppige toiletbesøg og tynd, vandig afføring under udrensningen.
På undersøgelsesdagen
Du skal fortsætte med at faste indtil dit mødetidspunkt på sygehuset. Du må tage nødvendig medicin med lidt vand indtil 2 timer før mødetidspunktet. Du må ikke tygge tyggegummi, tage halspastiller eller ryge de sidste 2 timer før undersøgelsen.
Sådan foregår undersøgelsen
Du møder i Endoskopiafsnit Afdeling S, A og J, hvor vi laver en røntgenundersøgelse for at se, om Patency-kapslen er kommet ud med afføringen. Hvis kapslen er kommet ud, skal du gå til S-Dagafsnit. Her laver vi kapselkikkertundersøgelsen. Du skal blive ved med at faste.
Ved kapselkikkertundersøgelsen sætter vi en optager fast under din navle. Du synker kapslen med vand. Kontrollampen blinker, mens undersøgelsen er i gang. Når du har slugt kapslen, kan du tage hjem.
Kapslen tager billeder, mens den passerer gennem tarmen. Billederne sendes trådløst til den optager, som du bærer på kroppen.
Mad og drikke
Sådan må du spise og drikke:
- 3 timer efter du har slugt kapslen, må du drikke klare væsker som vand, saft og klar juice.
- 5 timer efter du har slugt kapslen, må du spise normalt.
Undgå hård fysisk aktivitet
Du må gerne gå ture og cykle, men du skal undgå fysisk krævende aktiviteter.
Varighed
Undersøgelsen slutter, når kapslen er kommet ud, eller når kontrollampen stopper med at blinke. Det varer oftest 6-8 timer, men det kan vare fra 3-15 timer.
Kapslen er til engangsbrug og kommer naturligt ud med afføringen inden for 1-3 dage.
Efter undersøgelsen
Når undersøgelsen er slut, skal du fjerne optageren fra huden, folde den sammen og lægge den i den kuvert, du har fået udleveret. Du skal aflevere kuverten på S-Dagafsnit næste hverdag, medmindre vi har aftalt noget andet med dig. En pårørende kan også aflevere den for dig, hvis du ikke selv kan.
Komplikationer og risici
Du kan få milde mavesmerter eller ubehag efter undersøgelsen. Hvis du får stærke mavesmerter, kvalme eller opkast, skal du ringe til os på 65 41 27 55 (kl. 8-14). Efter kl. 14 skal du ringe til os på 65 41 27 53.
I sjældne tilfælde kan kapslen sætte sig fast i tarmen. Risikoen er større, hvis du har forsnævringer i tarmen. Hvis du er i tvivl, om kapslen er kommet ud, skal du kontakte os. Ved behov tager vi et røntgenbillede.
Sådan får du svar
Du får svar på undersøgelsen ved din næste tid i afdelingen.
|
Kontakt Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme S-Dagafsnit Odense Universitetshospital Kløvervænget 11 5000 Odense C Indgang 128. kælder 65 41 27 55 |
|
pinfoOUH-603263675-387|10.04.2026 |