Skip til primært indhold

Koloskopi

Kikkertundersøgelse af tyktarmen

Du skal møde ________ dag d._____________kl. _______

 

Sted:

Endoskopiafsnit Afdeling A og S

Indgang 44/46, 1. sal (Afdeling S)

 

Du skal medbringe sundhedskort til brug i receptionen.

 

Formål med undersøgelsen:

At undersøge tyktarmens slimhinder.

 

Forberedelse til undersøgelsen:

De seneste 3 dage inden undersøgelsen:

For at lægen kan se tarmslimhinden, er det vigtigt at tarmen er tom. Du skal derfor undgå at indtage kerner såsom druekerner, fuldkornskerner, hørfrø og lignende de sidste 3 dage før undersøgelsen. Hvis du får jernmedicin, skal du holde pause med dette.

 

Udtømning udleveret sammen med denne pjece:

Dagen før undersøgelsen:

Du må ikke spise fast føde i døgnet før undersøgelsen. Du må gerne indtage klare væsker. Klare væsker omfatter vand, klar suppe, juice uden frugtkød, sort kaffe, te, klar saft, sodavand.

Følg nedenstående vejledning for udtømning:

Den sædvanlige dosis er 1 brev om morgenen og 1 brev om eftermiddagen, dagen før din undersøgelse. Det første brev indtages inden kl. 8 om morgenen og det andet brev indtages mellem 6-8 timer senere. Et brev pulver opløses i en kop koldt vand (omkring 150 ml). Rør rundt i 2-3 minutter og drik opløsningen. Nogle gange bliver opløsningen varm når pulveret opløses. Hvis dette sker, vent indtil opløsningen er tilpas afkølet inden du drikker den.

Obs.: Du kan have behov for at være sygemeldt på dagen for udtømning. Du bør forvente at hyppige, vandige afføringer kan starte når som helst efter at du har taget det første brev. For at undgå væsketab, er det vigtigt at drikke rigelige mængder af klar væske under hele behandlingen.

 

På undersøgelsesdagen:

Du må gerne spise morgenmad, men det skal være flydende kost, f.eks. yoghurt, tykmælk eller lignende uden drys. Du skal indtage din vanlige medicin, se dog nedenstående.

 

Vigtigt vedrørende medicin:

Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin, skal du snarest muligt og senest 1 uge før undersøgelsen kontakte os på tlf. 23 84 50 18 kl. 8-15.

 

 

 

Hvordan foregår undersøgelsen:

Du får lagt en kanyle i en blodåre i den ene arm, hvori der gives

afslappende og smertestillende medicin. Ved undersøgelsen føres en ca. 1 cm tyk kikkert (et skop) op i endetarmen og videre til tyktarmen. Lægen kan under undersøgelsen se tarmens slimhinde og evt. tage vævsprøver.Under undersøgelsen pustes luft op i tarmen, hvilket kan give ubehag, men du kan få yderligere beroligende og smertestillende medicin. Undersøgelsen varer fra 0,5-1 time.

 

Efter undersøgelsen:

Efter undersøgelsen kan du hvile i endoskopiafsnittet. Du må gerne spise og drikke med det samme. Du er velkommen til at medbringe lidt spiseligt. Kolde drikke fåes i endoskopiafsnittet.

 

Varighed:

Det hele forventes at vare 2-4 timer. Du må gerne medbringe læsestof eller egen musik i høretelefoner. Der kan forekomme ventetid.

 

Komplikationer:

Komplikationer er meget sjældne, men kan opstå (under 1%). Der kan opstå mindre læsion af tarmen og blødning. Hvis du indenfor 1. døgn får svære mavesmerter, blodtilblandet afføring eller frisk blødning fra endetarmen, skal du kontakte vagtlæge eller møde op i Skadestuen. Vis denne pjece til lægen.

 

Hjemtransport:

Pga. medicinpåvirkning må du ikke selv føre motorkøretøj de næste 24 timer. Vi anbefaler derfor, at du bliver hentet af pårørende. Angående transport, kontakt kørselskontoret på tlf. 70 11 31 11.

 

Svar på prøver:

Du vil få information om undersøgelsen samt evt. videre forløb med det samme. Hvis der er taget prøver eller fjernet polypper, vil du få svar efter 2-3 uger. Hvis du lider af udtalt hjerte- eller nyresygdom skal du kontakte afdelingen.

 

APPFWU02V