Behandling med guselkumab
Du skal have behandling med guselkumab mod kronisk betændelse i tarmen, som colitis ulcerosa eller Crohns sygdom.
Sådan virker behandlingen
Medicinen kan holde sygdommen i ro ved at dæmpe betændelse i tarmen. Den helbreder ikke tarmsygdommen.
Du kan begynde at mærke en effekt efter få uger. Vi vurderer først den endelige effekt efter cirka 3 måneder.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig før behandlingen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.
Spørgeskema før hver behandling
Du skal udfylde et spørgeskema inden hver behandling. Du finder spørgeskemaet i appen MineAftaler eller på www.mineaftaler.rsyd.dk .
Sådan foregår behandlingen
De første 3 gange får du guselkumab i drop. Hver behandling varer 1 time. Efter den første behandling skal du blive hos os i 30 minutter, så vi kan holde øje med dig.
Derefter kan du lære at give dig selv medicinen med en injektionspen i låret eller maven. På den måde kan du med tiden tage medicinen derhjemme. Vi viser dig, hvordan du gør. Du er altid velkommen til at stille spørgsmål.
Hvis en anden person skal hjælpe dig med at give medicinen, kan vi også lære personen, hvordan man gør.
Bivirkninger
Behandlingen kan give bivirkninger. De mest almindelige er:
- luftvejsinfektioner
- hovedpine
- ledsmerter
- diarré
- forhøjede niveauer af leverenzymer i blodet
- hududslæt.
Vær opmærksom på
Når du er i behandlingen med guselkumab, er der nogle ting, du skal være opmærksom på.
Hvis du bliver syg
Kontakt os, hvis du føler dig syg eller får symptomer på en infektion. Vi hjælper med at vurdere, om du kan fortsætte behandlingen, eller om du skal vente, til du er blevet rask.
Hvis du får forkølelsessår, kan du begynde med infliximab igen, når udbruddet tydeligt er i bedring, og der er dannet en sårskorpe.
Hvis du får bivirkninger derhjemme, skal du fortælle sygeplejersken om dem.
Vaccinationer
Når du får guselkumab, kan du have større risiko for infektioner. Vi anbefaler, at du bliver vaccineret mod influenza og covid-19 1 gang om året.
Vi anbefaler også, at du bliver vaccineret mod pneumokokker, når du starter med guselkumab, medmindre du allerede er vaccineret.
Vi anbefaler desuden vaccination mod herpes zoster, som også kaldes helvedesild. Tal med din læge på afdelingen om vaccinen. Der er klausuleret tilskud til denne vaccine.
Tal med din egen læge om vaccination mod leverbetændelse type B (hepatitis B). Du skal selv betale for denne vaccination.
Du må ikke få vacciner med levende, svækkede virus eller bakterier, mens du får guselkumab.
Spørg os, hvis du er i tvivl om, hvorvidt en vaccine er sikker for dig.
Opbevar medicinen i køleskab
Første gang du får medicin med hjem, får du en køletaske med køleelementer. Tag køletasken med frosne køleelementer med, hver gang du henter ny medicin.
Opbevar injektionspennene i køleskabet ved 2-8 grader. De tåler ikke frost.
Blodprøve
Når du er i gang med behandlingen, skal du have taget blodprøver hver 6 uge. I starten af behandlingen er det lidt oftere. Bestil tid på www.mineaftaler.rsyd.dk eller i appen MineAftaler.
Aflever afføringsprøver
Aflever en afføringsprøve 1 gang om året eller før samtaler med en læge. Hvis dine symptomer ændrer sig, kan vi bede dig om at sende prøver oftere. Prøverne hjælper os med at kontrollere effekten af behandlingen.
Du får et prøveglas og en kuvert, som du skal bruge, når du sender prøven.
|
Kontakt Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme 65 41 27 55 Skriv til os på www.ouh.dk/post-mts |
|
pinfoOUH-603263675-429 | 16.09.2026 |