Gode råd til dig, der skal ud at rejse
Inden du tager afsted, er der flere forhold, du skal være opmærksom for at sikre en tryg og sikker rejse.
Hvis du planlægger en længere rejse, skal du fortælle det til din behandlende læge i afdelingen. Det er vigtigt, at du planlægger rejsen, så den ikke falder sammen med dine tider til behandling. Det er især vigtigt, hvis du får medicin gennem et drop på sygehuset. Tal med os, så vi kan hjælpe dig med at planlægge rejsen bedst muligt.
Det kan du gøre
Der er flere ting, du selv kan gøre før din rejse.
Kontakt dit forsikringsselskab
Det er vigtigt, at du har en rejseforsikring, som dækker dig, hvis du bliver syg under rejsen.
Kontakt dit forsikringsselskab i god tid for at høre, hvad selskabet kræver for at forhåndsgodkende din rejse. Forsikringsselskabet vurderer, om din nuværende sygdom eller tilstand er dækket, hvis den bliver værre under rejsen. Det sikrer, at du er dækket for kendte sygdomme, hvis forsikringsselskabet vurderer, at din tilstand er stabil.
Bestil et rejsebrev
Du skal medbringe et rejsebrev, som vi laver i afdelingen. Brevet beskriver din sygdom og din behandling. Det indeholder også vores kontaktoplysninger. Du modtager rejsebrevet i Digital Post. Vi anbefaler, at du printer det, så du både har en digital version og en printet version med på din rejse.
Bestil gerne rejsebrevet 1 måned før din afrejse, så det ikke er for gammelt. Du kan bestille rejsebrevet i app’en MineAftaler eller ved at ringe til os på 65 41 27 55.
Medbring en medicinliste
Det er en god idé at medbringe et udskrift af din aktuelle medicinliste. Du kan hente din aktuelle medicinliste på www.sundhed.dk . Print listen så tæt på din afrejse som muligt, så oplysningerne er opdaterede. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for hjælp.
Opbevar din medicin korrekt
Hvis du rejser med medicin, anbefaler vi, at du altid har den i din håndbagage, så den ikke forsvinder under transporten.
Nogle typer medicin skal opbevares på køl. Åbn kun køletasken, når det er nødvendigt. Sæt medicinen på køl, når du ankommer. Medicin, som har været opbevaret ved stuetemperatur, må ikke sættes tilbage på køl. Hvis du er i tvivl, kan du kontakte den sygeplejerske, du er tilknyttet.
Få de rette vacciner
Sørg for at få de vacciner, som anbefales til dit rejsemål.
|
Vigtigt |
|
Hvis du får biologisk behandling, må du ikke få levende vacciner. Din egen læge eller et vaccinationscenter kan rådgive dig om, hvilke vacciner der er relevante for dig. |
Hvis du bliver syg under rejsen
Hvis du får brug for lægehjælp på rejsen, er det vigtigt, at du kontakter dit forsikringsselskab, før du opsøger en læge. Mange forsikringsselskaber samarbejder med bestemte klinikker eller sygehuse.
Medbring et pillepas
Hvis du bruger stærk smertestillende medicin, skal du have et pillepas. Du kan få det udstedt på apoteket eller bestille det via www.apoteket.dk .
Pas på din mave
Undgå at spise salat og frugt fra restauranter og gadekøkkener. Det kan være skyllet i vand fra hanen, som kan give maveproblemer.
Det kan være en fordel at medbringe Imodium ved diarré og Idoform til at stabilisere maven og tarmene. Tal med os om det inden rejsen. Det kan også være godt at medbringe elektrolytter, da det kan erstatte væske og salte i forbindelse med diarré-
Vær særligt opmærksom på god håndhygiejne under rejsen.
|
Kontakt Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme 65 41 27 55 Skriv til os på www.ouh.dk/post-mts |
|
pinfoOUH-603263675-407 | 19.08.2026 |