Behandling med baklofenpumpe
Baklofenpumpebehandling tilbydes patienter, der ikke i tilstrækkelig grad kan få dæmpet deres muskelstivhed/spasmer ved hjælp af tabletbehandling.
Du kan i denne information læse om pumpen. Du finder også information om behandlingens bivirkninger og om forholdsregler, når man har en pumpe Sidst i pjecen finder du kontaktoplysninger til det ambulatorium, der står for din Baklofenbehandling samt vejledning ved behov for kontakt uden for åbningstid.
Baklofenpumpen
En Baklofenpumpe består af en medicinbeholder af titanium, der opereres ind under maveskindet i højre eller venstre side. Pumpen kan rumme 20 ml eller 40 ml medicin. Den måler 87 mm i diameter og er 19 eller 26 mm høj. I omfang svarer den til en ishockeypuck.
Fra pumpen føres medicien via et tyndt rør (et silikonekateter) direkte ind i rygmarvskanalen. Pumpen er elektronisk styret, så den giver bestemt medicindosis i døgnet. Dosis er individuel og reguleres ud fra behov for medicin.
Testning forud for anlæggelse af Baklofenpumpe
Forud for beslutningen om hvorvidt en Baklofenpumpe kan afhjælpe spasticitet for dig, skal du lave en test, hvor Baklofen gives i en engangsdosis direkte i rygmarvskanalen (lumbalpunktur). Denne test foregår ambulant over en hel dag på Neurologisk Ambulatorium på Odense Universitetshospital. Hvis testen viser et positivt resultat, kan du indstilles til operation. Anlæggelse af Baklofenpumpe
Du skal være opmærksom på, at der kan være ventetid på operationen, og at operationen kræver en kortere indlæggelse på Neurologisk sengeafsnit på Odense Universitetshospital. Du skal være fastende til operationen og vil få antibiotika i forbindelse med operationen for at forebygge infektion. Efter operationen kan du mobiliseres når du føler dig klar til det. Udskrivelse kan komme på tale samme dag, hvis dosis i pumpen opleves tilpas, alternativt dagen efter. En sygeplejerske vil tilse dig og vurdere behovet for justering af din Baklofendosis inden du udskrives. Senest 14 dage efter udskrivelsen vil du blive kontaktet med henblik på en aftale om yderligere justering eller fyldning af pumpen, af det ambulatorium, som du er tilknyttet.
Dagen efter operationen kan plasteret fjernes, og du kan gå i bad, som du plejer. Tråde ved operationssåret fjernes ved egen læge efter 10 dage.
Pumpefyldning og dosisændring
Pumpen skal jævnligt fyldes med medicin. Fyldningen foregår på det ambulatorium, du er tilknyttet eller ved hjemmebesøg. Pumpen aflæses og programmeres af en læge eller sygeplejerske via en programmeringsenhed. Ved behov for dosisændring sker det via programmeringsenheden. Pumpen fyldes via en kanyle gennem huden direkte ind i pumpen. Fyldning af pumpen tager 30-60 minutter. Det er vigtigt at overholde aftalen, da pumpen ikke må blive tom for medicin. Pumpen fyldes hver 2.-6. måned. Hyppigheden afhænger af dit behov for medicin. Pumpen skal fyldes mindst hver 6. måned, for at sikre holdbarheden af medicinen i pumpen.
Udskiftning af Baklofenpumpe
Selve pumpen har en levetid på cirka 7 år, hvorefter den skal udskiftes. Silikonekateteret har væsentligt længere holdbarhed. Udskiftning af pumpen foregår ambulant via Fælles Dagshospital på Odense Universitetshospital.
Vær opmærksom på
Der er flere ting, du skal være opmærksom på, når du har en baklofenpumpe.
Huden omkring pumpen
Undgå strammende elastikker, bælter og lignende lige over pumpen, da dette kan medføre tryk. Vær opmærksom på siddestilling og evt. justering af kørestolen. Undersøg huden og forebyg tryksår. Spørg sygeplejersken i ambulatoriet, hvis du bliver i tvivl, eller har behov for hjælp.
Alvorlige symptomer på under- eller overdosering sker sjældent, men kan komme til udtryk i form af underdosering eller overdosering.
Underdosering:
- Øget spasticitet i musklerne
- Hudkløe
- Abstinenssymptomer som rystelse, svedtendens og hurtig puls
- Konfusion
- Hallucinationer
- Forhøjet temperatur.
Overdosering:
- Svært ved at komme af med vandet/ urinen
- Svært ved at komme af med afføringen
- Øget svaghed/slaphed i musklerne
- Sløvhed og kraftig døsighed
- Hovedpine
- Kvalme og opkast
- Svimmelhed.
Giv altid besked, hvis der pludselig sker ændringer i din spasticitet. Det kan skyldes under- eller overdosering eller infektion.
Særlige opmærksomhedspunkter MR-scanning
Der kan foretages MR-scanning under særlige forholdsregler, kontakt ambulatoriet for vejledning og hjælp i forhold til scanningen.
|
vigtigt |
|
Baklofenpumpen skal efter MR-scanning tjekkes på ambulatoriet. |
Ferierejser
Der er ingen specifikke rejserestriktioner. At flyve eller passere security vil ikke påvirke din pumpe.
Dødsfald
Ved dødsfald skal pumpen fjernes.
Hvis pumpen giver alarm
Pumpen er udstyret med en alarm, som indikerer, hvis der er lavt medicinindhold, fejl i pumpen eller hvis pumpen skal skiftes. Der findes to alarmtyper. En ikke-kritisk alarm vil give et kort signal (bib) en gang i timen. Overhøres denne alarm over flere dage, vil pumpens alarm skifte til en kritisk alarm (ambulancelyd) hvert 10. minut. Ved alarm fra pumpen kontaktes det ambulatorium, der står for din Baklofenpumpebehandling, i åbningstiden. Weekend, aften og helligdage kontaktes vagtlæge, der kan kontakte vagthavende neurolog på behandlende sygehus.
|
Kontakt Neurologisk Afdeling 65 41 16 09 Skriv til os på www.ouh.dk/post-hjn |
|
pinfoOUH-1702209861-333 106405 | 05.10.2026 |