Skip til primært indhold

Vejledning til at fjerne slim fra lungerne

Der kan være mange årsager til, at du har slim i lungerne. Bakterier trives i slim. Derfor er det vigtigt, at du fjerner slimen effektivt. Det kan være hårdt og udmattende at hoste slim op. Undgå overfladiske og svage host. Du kan have en støttende hånd på maven eller omkring ribbenene, hvis du har ondt eller føler dig udmattet.

Sådan gør du

Der er flere teknikker, du kan bruge til at løsne og fjerne slim fra lungerne. Her kan du læse om stødeteknik, stød i forskellige niveauer og High-PEP.

Du kan kombinere de forskellige teknikker afhængigt af, hvad der virker for dig.

Stødeteknik

Når du skal støde, skal du tage en dyb indånding og lave kraftig udånding med åben mund. Du må gerne have en fornemmelse af, at du tømmer lungerne for luft. Tænk eventuelt på, at du ånder på et spejl, så det dugger. Hvis der er meget slim, kan den sidste del af udåndingen lyde våd og boblende.

Sådan skal du udføre teknikken:

  1. Lav de stød der er behov for, for at løsne slimen.
  2. Når det føles, som om slimen er løsnet, kan du hoste for at fjerne den.
  3. Synk slimen eller spyt den ud.

Stød i forskellige niveauer

Teknikken handler om at lave stød på forskellige niveauer af din udånding.

Sådan laver du teknikken:

  1. Ånd roligt og helt ud, og lav et kraftigt stød, når du næsten ikke har mere luft at puste ud.
  2. Træk vejret normalt ind, og lav et kraftigt stød.
  3. Træk vejret dybt ind, og lav et kraftigt stød.
  4. Host slimen fri, og synk eller spyt det ud.
  5. Gentag teknikken på det niveau, hvor du oplevede effekt.

High-PEP med PEP-fløjte

Sådan laver du teknikken:

  • Efter du har brugt PEP-fløjten (som du kan læse om i Vejledning til brug af PEP-fløjte), skal du slutte af med 3 kraftige pust i PEP-fløjten for at løsne slimen.
  • Host slimen fri, og synk eller spyt det ud.
  • Gentag teknikken, når du har behov for det.

Vær så fysisk aktiv som du kan

Husk at være så fysisk aktiv, som du kan, da slim i høj grad løsnes fra lungerne, når du bevæger dig.

Du kan se video af teknikkerne og finde en vejledning til brug af PEP-fløjte på www.ouh.dk/traening-af-luftveje .

Kontakt

Hvis du har spørgsmål under din indlæggelse, kan du kontakte afdelingens fysioterapeut.


pinfoOUH-773016950-48 176794   |   12.10.2026

APPFWU02V