Skip til primært indhold

Bevæg dig under indlæggelsen

Det har stor betydning - også når du kommer hjem


Vi lægger stor vægt på, at du bevæger dig, mens du er indlagt. Når du er fysisk aktiv, hjælper det dig med at bevare dine kræfter og din evne til at klare hverdagens opgaver. Det har også stor betydning for, hvor godt du kan klare dig selv, når du kommer hjem.

Bevæg dig under indlæggelsen

Når du ligger i sengen, mister du muskelstyrke og kondition. Du kan derfor opleve, at du føler dig svagere og mister kræfter. Det kan gøre det sværere at klare hverdagen, både på sygehuset og når du kommer hjem.

Ved at være aktiv i løbet af dagen bruger du dine muskler og bevarer bedre dine kræfter. Fysisk aktivitet hjælper dig med at:

  • holde dine muskler, knogler og led stærke
  • bevare din vægt
  • holde humøret oppe og få bedre søvn
  • mindske risikoen for lungebetændelse
  • styrke dit immunforsvar
  • bevare dine grundlæggende færdigheder og din evne til at klare dig bedst muligt selv.

Det kan du gøre

Der er flere ting, du selv kan gøre, når du er indlagt. Du kan være fysisk aktiv på egen hånd eller med støtte fra os.

Vær så aktiv som muligt

Du kan holde dig aktiv på flere måder. Prøv fx at:

  • skifte stilling ofte i sengen
  • deltage aktivt, når du får hjælp til at blive vasket eller til at tage tøj af og på
  • komme op at sidde i en stol i løbet af dagen, især ved måltiderne
  • gå til og fra toilettet
  • hente mad, eller gå med ud og vælge mad og drikke ved måltiderne
  • hente dit tøj selv, og bed os eventuelt om at lægge det frem på en aftalt plads
  • gå ture udenfor, på stuen, på gangen eller i forhallen, hvor du kan kigge på billederne på væggene eller nyde udsigten
  • lave aktiviteter, hvor du ligger, sidder, står og går, og gentag aktiviteterne, til du bliver træt.

Aktiviteter

På de næste sider kan du kan hente inspiration til aktiviteter, der hjælper med at holde kroppen i gang, og som du kan lave, mens du er indlagt.

Vælg de aktiviteter, som passer til dig og spørg altid din fysioterapeut, ergoterapeut eller sygeplejerske, om du kan bevæge dig frit, hvis du er i tvivl om, hvilke aktiviteter du må lave, og hvor meget du må anstrenge dig.


 

Husk

Små skridt i løbet af dagen gør en stor forskel for dine kræfter, både under indlæggelsen og når du kommer hjem.


 

Aktivitet 1: Mave

Aktiviteten gør det lettere at komme ud af sengen. Sådan gør du:

  1. Lig på ryggen med bøjede ben.
  2. Kryds armene over brystet.
  3. Træk navlen lidt ind, så din lænd hviler i madrassen. Du skal kunne trække vejret frit.
  4. Løft hovedet, og kig ned mod navlen. Hold spændingen i 3 sekunder.

En mand ligger på ryggen i en hospitalsseng med bøjede ben og armene langs kroppen. Han forbereder sig på en maveøvelse.

En mand ligger på ryggen med bøjede ben og løfter hoved og skuldre fra madrassen for at spænde mavemusklerne.


Aktivitet 2: Bagdel

Aktiviteten gør det lettere at komme ud af sengen og tage tøj på. Sådan gør du:

  1. Lig på ryggen med bøjede ben.
  2. Træk navlen lidt ind, og spænd i ballerne.
  3. Løft bagdelen så højt, du kan. Hold spændingen i 3 sekunder.
  4. Sænk langsomt bagdelen igen.

En mand ligger på ryggen med bøjede ben og armene langs kroppen i udgangsstillingen til en øvelse for balderne.

En mand ligger på ryggen med bøjede ben og løfter bækkenet fra madrassen ved at spænde balderne.



Aktivitet 3: Hofte og lår

Aktiviteten gør det lettere at flytte benene ud over sengekanten, når du skal op at sidde eller ud af sengen. Sådan gør du:

  1. Lig på ryggen.
  2. Træk navlen let ind.
  3. Bøj det ene ben, og pres hælen let ned i madrassen. Lad benet glide op og ned.
  4. Skift til det andet ben.

En mand ligger på ryggen i en hospitalsseng med benene strakt og armene langs kroppen.

En mand ligger på ryggen med det ene ben bøjet og foden placeret på madrassen.


Aktivitet 4: Lårets forside

Aktiviteten holder gang i de muskler, du bruger, når du skal op at stå. Sådan gør du:

  1. Lig på ryggen med en pude under knæene.
  2. Bøj foden opad, og stræk knæet, så underbenet løfter sig fra madrassen.
  3. Hold benet løftet i op til 3 sekunder.
  4. Sænk langsomt igen.
  5. Skift mellem benene.

En mand ligger på ryggen med en pude under knæene som støtte under en benøvelse.

En mand ligger på ryggen og løfter det ene strakte ben fra madrassen.


Aktivitet 5: Underben

Aktiviteten hjælper med at pumpe blodet rundt i kroppen. Sådan gør du:

  1. Lig på ryggen.
  2. Bøj og stræk skiftevis fodleddene.
  3. Sørg for at komme helt ud i yderstilling.

En mand ligger på ryggen med begge ben strakt og armene hvilende på maven.

Nærbillede af fødder og underben, hvor fødderne bøjes opad som en øvelse for anklerne.


 


Aktivitet 6: Ryg

Aktiviteten gør det lettere at komme ud af sengen. Sådan gør du:

  1. Lig på ryggen med bøjede ben med en pude mellem knæene. Hold skuldrene i underlaget.
  2. Før knæene ud til den ene side, til du mærker et stræk i lænden – pust ud under bevægelsen.
  3. Før nu knæene til den anden side.

En mand ligger på ryggen med bøjede ben og en pude mellem knæene

En mand ligger på ryggen med bøjede ben og en pude mellem knæene. Knæene føres til siden for at mærke et stræk i lænden.


Aktivitet 7: Lår

Aktiviteten gør det lettere at rejse dig op og sætte dig ned. Sådan gør du:

  1. Sid med ret ryg uden at læne dig mod ryglænet. Sid gerne lidt fremme på sædet.
  2. Stræk det ene knæ, mens du lader tæerne pege mod næsen. Sænk langsomt benet.
  3. Gentag med det andet ben.

En mand sidder på en stol med ret ryg og lidt fremme på sædet og fødderne placeret på gulvet.

En mand sidder på en stol og strækker det ene ben frem foran sig med foden bøjet opad.

Aktivitet 8: Ben og bagdel

Aktiviteten gør det lettere at rejse dig, sætte dig og komme ud at gå. Sådan gør du:

  1. Sid med ret ryg uden at læne dig mod ryglænet. Sid gerne lidt fremme på sædet.
  2. Læn dig frem, så næsen kommer ud over knæene, og rejs dig op. Brug eventuelt armene til at skubbe dig op. Sæt dig igen, og gentag.

En mand sidder på en stol lidt fremme i sædet med bøjede knæ og fødderne på gulvet i udgangsstillingen til en benøvelse.

En mand står op foran en stol med armene langs siden

Aktivitet 9: Arme og ryg

Aktiviteten gør det lettere at tage tøj på og vaske dig. Sådan gør du:

  1. Sid med ret ryg uden at læne dig mod ryglænet.
  2. Brug eventuelt 2 fyldte vandflasker som vægte.
  3. Løft armene over hovedet eller så højt, du kan.
  4. Sænk dem roligt igen, og gentag.

En mand sidder på en stol og holder en vandflaske i hver hånd med armene bøjet.

En mand sidder på en stol og holder en vandflaske i hver hånd med armene strakt over hovedet.

Aktivitet 10: Underben

Aktiviteten hjælper dig, når du skal gå. Sådan gør du:

  1. Sid med ret ryg uden at læne dig mod ryglænet. Sid gerne lidt fremme på sædet.
  2. Løft tæerne, så du støtter på hælene.
  3. Løft derefter hælene, så du støtter på tæerne.
  4. Fortsæt med at vippe mellem hæl og tå.

En mand sidder med ret ryg på en stol. Han støtter på hælene.

En mand sidder på en stol med ret ryg og løfter hælene, så han støtter på tæerne.

Aktivitet 11: Hoftebøjere

Aktiviteten er god at lave inden en gåtur. Sådan gør du:

  1. Sid med ret ryg uden at læne dig mod ryglænet. Sid gerne lidt fremme på sædet.
  2. Løft det ene knæ op mod næsen.
  3. Sænk benet, og skift til det andet ben.

En mand sidder på en stol med ret ryg lidt fremme i sædet og fødderne i gulvet.

En mand sidder på en stol og løfter det ene knæ op mod næsen.

Aktivitet 12: Ben og bagdel

Aktiviteten gør det lettere at rejse dig og sætte dig. Sådan gør du:

  1. Stå for enden af sengen.
  2. Bøj i knæene, mens du stritter bagud med bagdelen.
  3. Stræk benene igen, og gentag.

En mand står ved en hospitalsseng og støtter sig med hænderne på enden af sengen.

En mand står ved en hospitalsseng og støtter sig med hænderne på enden. Han bøjer i knæene, mens han stritter bagud med bagdelene.

Aktivitet 13: Hoftens yderside

Aktiviteten gør det lettere at gå og tage sko af, mens du står. Sådan gør du:

  1. Stå med ryggen ret for enden af sengen. Hold fast i sengen for at støtte balancen.
  2. Løft det ene ben skråt bagud til siden.
  3. Før benet tilbage, og gentag med samme ben.
  4. Skift derefter til det andet ben.

En mand står med ryggen mod billedet ved en hospitalsseng og holder fast i sengekanten.

En mand står ved en hospitalsseng og fører det ene ben skråt ud til siden.

Aktivitet 14: Hoftebøjere

Aktiviteten hjælper dig, når du går eller skal have tøj på. Sådan gør du:

  1. Stå med ryggen ret for enden af sengen. Hold fast i sengen for at støtte balancen.
  2. Løft det ene knæ op mod næsen.
  3. Sænk benet igen.
  4. Skift til det andet ben.

En mand står oprejst ved en hospitalsseng og støtter sig med hænderne til sengekanten.

En mand står ved en hospitalsseng, støtter sig med hænderne og løfter det ene knæ op mod næsen.

Aktivitet 15: Lægge

Aktiviteten gør det lettere at gå. Sådan gør du:

  1. Stå med ryggen ret for enden af sengen. Hold fast i sengen for at støtte balancen.
  2. Løft dig lodret op på tæerne uden at læne dig ind mod sengen.
  3. Sænk dig igen.

En mand står oprejst ved en hospitalsseng og holder fast i sengekanten for at støtte balancen.

En mand står på gulvet ved en hospitalsseng og løfter hælene, så han kommer op på tæerne.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til din indlæggelse, kan du kontakte afdelingens personale.


pinfoOUH-773016950-26 182372   |   06.11.2026

APPFWU01V