Operation i lokal bedøvelse med observation
Du skal opereres i lokalbedøvelse. Du kan tage hjem igen umiddelbart efter operationen.
Hvis du bruger kørestol, skal du ringe til os hurtigst muligt, da vi har operationsstuer, hvor der ikke er
plads til en kørestol, og vi kan muligvis blive nødt til at ændre din tid.
Din operationstid på dagen er ikke altid nøjagtig, og der kan godt være ventetid. Det er derfor en god
ide, at du tager en bog eller lignede med. Der er gratis wi-fi på OUH.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig inden operationen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.
Gør dig klar til operationen
For at nedsætte risikoen for infektion skal du:
- Tag et bad og vask hår om morgenen eller aftenen før operationen.
- Brug ikke creme eller makeup.
- Fjern neglelak og kunstige negle.
- Tag rent tøj på, du let kan få af og på selv.
- Fjern smykker og piercinger.
- Fjern kontaktlinser eller tag et etui til dem med på sygehuset.
Medicin
Du må gerne tage 2 stk. Paracetamol/Panodil/Pinex (1 gram) ½ time før det aftalte tidspunkt. Det forebygger smerter efter operationen.
Blodfortyndende medicin
Du skal kun tage blodfortyndende medicin, hvis det er aftalt med lægen ved forundersøgelsen.
Tager du fiskeolie, ginseng, ginkgo biloba eller hvidløgspiller, skal du holde pause med det 1 uge før din operation.
Du kan medbringe en opdateret medicinliste, hvis du tager fast medicin.
Smertestillende medicin og plaster
Du kan med fordel købe Panodil og microporeplaster (kirurgisk tape) til brug, når du er hjemme igen.
Forbered din hjemkomst
Det er planlagt, at du skal hjem samme dag. Du må ikke selv køre hjem, så du skal sørge for, at nogen henter dig på sygehuset. Det første døgn anbefaler vi, at du har en anden voksen hos dig, hvis du får komplikationer.
Rygning
Rygning nedsætter sårheling og øger risikoen for infektion. Du bør derfor holde op med atryge inden operationen .
ICD-enhed
Hvis du har en ICD-enhed, er der nogle ting, du skal være særligt opmærksom på.
Hvis du har en ICD-enhed, er det vigtigt, du kontakter os
Din ICD-enhed vil blive sat på pause under operationen. Vi holder øje med din hjerterytme, mens din ICD-enhed er på pause, og så snart operationen er færdig, indstiller vi din ICD-enhed igen.
Faste
Når du har en ICD-enhed, skal du faste. Det betyder:
- 6 timer før din aftale skal du stoppe med at spise. Drik heller ikke mælkeprodukter, juice med frugtkød eller smoothies.
- 2 timer før din aftale skal du stoppe med at drikke alle væsker.
Lige inden du stopper med at drikke, anbefaler vi, at du drikker et glas saftevand eller sodavand med sukker. Det kan gøre, at du har det bedre efter bedøvelsen.
Det er vigtigt, at din mavesæk er helt tom. Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Du kan se en kort video om faste på www.ouh.dk/faste .
|
Kontakt Plastikkirurgisk Afdeling 65 41 42 96 Skriv til os på www.ouh.dk/post-plk |