Træning af følesansen i hånden efter en nerveskade
En nerve kan være beskadiget ved overskæring, tryk eller træk.
Dette giver problemer med håndens følesans og gribeevne.
Efter en overskæringsskade syes nervens "hylster", hvis det er muligt.
Beskadigede nervetråde vokser med ca. 1 mm pr. døgn.
De nye nervetrådekan give en oplevelse af forandret følesans, som hjernen skal lære at tolke.
Homunculus:
I hjernen findes et detaljeret
"kortbillede" af kroppen.
Via hjernen registreres og tolkes berøring.
Ved en nerveskade sættes denne funktion midlertidigt ud af spil.
Det er derfor vigtigt hurtigst muligt at komme i gang med stimulering af hånden for at "bevare" området i hjernen.

Øvelsesprogram
Træning i perioden hvor hånden er uden følesans svarende til det skadede område
Denne fase omfatter tiden umiddelbart efter operationen/skaden og indtil nervetrådene er vokset ud til fingerspidsen.
Dette kan vare i op til 3 måneder efter en skade i håndledsniveau.
Formålet med træningen er at hjernen får en illusion af følelse i hånden og bibeholder de områder, der tolker sanseindtryk.
Øvelsesprogrammet udføres 3-5 gange dagligt af 5-10 minutters varighed.
Sid bekvemt et sted hvor du ved, at du kan koncentrere dig om træningen.
Stimulering af hånden i kombination med synets hjælp
1) Stryg med rask hånd let hen over de dele af hånden, hvor følesansen er væk. Du ser på berøringen og tænker på, hvordan det plejer at føles.

Øvelsesprogram
2) Rør ved forskellige slags overflader med begge hænder samtidig, for at stimulere begge hjernehalvdele.
Du kan evt. lade en anden person berøre dine fingre.
3) Træn ved spejl:
Placer den skadede hånd bagved spejlet.
Begynd med at se på spejlbilledet af
din raske hånd.
Berør derefter forskellige overflader med den raske hånd, imens du hele tiden ser ind i spejlet.
Prøv i løbet af dagen at forestille dig, hvordan det plejer at føles, når du ser andre bruge deres hænder.
Det er vigtigt, at du bruger hånden i dagligdagen, til det du kan og må.
Vær opmærksom på at hånden i denne periode er uden beskyttelsessans. Pas derfor på i forhold til varme eller skarpe genstande. Brug synet som kompensation.


Øvelsesprogram
Træning i perioden hvor der er kommet en form for følesans i håndfladen
I denne periode danner håndens kortbillede i hjernen nye ustrukturerede mønstre, og følesansen i hånden vil være forandret.
Formålet med træningen er, at hjernen lærer at registrere, hvor berøringen kommer fra = lokalisationstræning.
Øvelsesprogrammet udføres 3-5 gange dagligt af 5-10 minutters varighed.
Sid bekvemt et sted hvor du ved, at du kan koncentrere dig om træningen.
Lokalisationstræningen består dels af bevægelsesberøring og dels af konstant berøring:
Berør huden med f.eks. et viskelæder på en blyant.
Udfør først en bevægelse og dernæst et tryk så tilpas hårdt, at du let opfatter berøringen.
Tænk koncentreret på hvor og hvordan der berøres i håndfladen.
Start med at se på det sted du berører.
Herefter gentager du samme berøring med lukkede øjne.
Træn skiftevis med åbne og lukkede øjne indtil berøringen opfattes tydeligt.
Bed evt. en anden person kontrollere om det sted, hvor du opfatter berøringen, er korrekt.
Start med berøring i nogle begrænsede områder indtil du opfatter dette sikkert.
Hvis der er ubehag ved berøring af huden i det område, hvor nervetrådene vokser ud, skal området hærdes med forskellige materialer (se særskilt program).
Det er desuden vigtigt, at du så vidt muligt bruger hånden til daglige gøremål.
Øvelsesprogram

Øvelsesprogram
Træning i perioden hvor der er kommet en vis følelse i fingerspidserne
Formålet med træningen er at bedre håndens evne til at skelne overflade og form samt at identificere genstande uden synets hjælp, dvs. at hjernen lærer et "nyt sprog".
Øvelsesprogrammet udføres 3-5 gange dagligt af 5-10 minutters varighed.
Sid bekvemt et sted hvor du ved, at du kan koncentrere dig om træningen.
Manipulation af emner med fingrene
Begynd med at mærke på forskellige overflader og former og tænk på hvordan det føles. Start med grove overflader.
Prøv dernæst at manipulere ting i hånden (f.eks. nøgle, mønt, sikkerhedsnål, blyant og lignende).
Start med større ting.
Skift imellem at træne med og uden synets hjælp.
Brug evt. en handske med afklippede fingerspidser svarende til området, der skal trænes.


Øvelsesprogram
TIPS
- Du kan evt. træne med identiske emner i begge hænder samtidigt.
- Eller træn skiftevis med den ene og den anden hånd.
- Du kan også røre ved små ting, du har i lommen, hvorved du træner uden synets hjælp.
- Bemærk hvordan det føles, når du bruger hånden i dagligdagen. Prøv flere gange i træk.
- Vær opmærksom på at man kan få hjælp af at bruge flere sanser (hørelse, lugt).

Noter