Stivgøring af subtalærleddet
Operationen kort fortalt
Sammen med kirurgen har du besluttet at du skal opereres i dit fodled og operationen foregår i dagkirurgisk afsnit. Hvis dette ikke er muligt har du aftalt med kirugen at du bliver indlagt til næste dag.
Ved operationen stivgøres leddet mellem hælbenet og rullebenet med det formål at mindske de smerter, der kommer fra leddet på grund af slidgigt, leddegigt, fejlstilling, sammenvoksninger eller følger efter brud.
Operationens tekniske detaljer
Under operationen går vi ind foran den yderste knyst på anklen og fjerner den resterende brusk i leddet. Vi lægger donorknogle ind, og fikserer leddet med skruer isat fra hælen med det formål at få de 2 knogler til at vokse sammen til én. (billede 1 og 2)
Hvordan forbereder du dig til operationen
Det er vigtigt, at du ikke har nogle sår, rifter, myggestik eller hudafskrabninger på den nederste del af underbenet, omkring anklen eller på foden, når vi skal operere dig. Det øger risikoen for infektion. Så er du uheldig at få et sår eller lignende, selv om du har passet på, så kontakt os snarest (se telefonnummer på indkaldelsesbrev)
Hvis du er ryger anbefaler vi, du stopper med at ryge før operationen. Rygning øger risikoen for infektion og for, at knoglerne ikke vil hele, hvilket er en alvorlig komplikation. Du kan altid kontakte din egen læge for at få hjælp til rygestop.


Du skal faste før operationen, men dette kan du se mere om i indkaldelsesbrev eller informationsfilm.
Du skal overveje, hvordan du kan indrette dig i dit hjem, så du kan klare dig, når du skal hoppe på et ben. Det er vigtigt du vedligeholder/ træner, så du er klar til at hoppe på et ben det er nemlig rigtig hårdt, hvis du ikke er i form. Du skal lave aftaler med dine pårørende om hjælp på operationsdagen til at komme hjem og klare dig. Du skal også aftale hjælp til perioden efter operationen, hvor du ikke kan støtte på benet.
Hvordan foregår operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse eller rygmarvsbedøvelse. Det aftaler du med narkoselægen. Under operationen får du lagt en nerveblokade lige over dit knæ. Denne holder dig godt smertedækket op til 24 timer efter operationen.
Under operationen får du antibiotika for at nedsætte risikoen for infektion og vi anlægger en manchet omkring dit lår, så det ikke bløder fra operationsområdet.
Ved operationens afslutning anlægger vi en stor, blød forbinding omkring din fod og ankel og et elastikbind, der går op til under dit knæ. Afslutningsvis anlægges en bandage kaldet en walker støvle.
Forløbet efter operationen
Når du er frisk efter operationen, har fået lidt at spise og været oppe, kan du tage hjem fra dagkirurgisk afsnit. Vi taler med dig om operationen og det postoperative forløb. Din pårørende kan køre dig i en stol ud til bilen.
Hjemme igen
De første dage efter operationen er det vigtigt, at du giver foden ro og ligger med den højt mest muligt (højere end dit hjerte), for at undgå, at den hæver. Hævelsen giver nemlig smerter og øger risikoen for, at det kommer til at bløde/ sive fra sårene.



Medicin efter operationen:
Efter operationen opstartes du i fast smertestillende, herunder Paracetamol og Morfin. Vi medgiver dig en aftrapningsplan for Morfin samt et præparat mod forstoppelse, da Morfin har denne bivirkning. Som smertestillende får du også gigtmedicin (NSAID) i 5 dage efter operationen. Det kan være hårdt for mavesækken, så du får et syredæmpende præparat til at beskytte mavesækken.
Du får recept på medicinen, som vi opstarter dig i efter operationen. På operationsdagen medgives du medicin, så du har til 1. hverdag efter operationen. Så kan dine pårørende nå at komme på apoteket og hente mere.
For at nedsætte risikoen for blodpropper udleverer vi et blodfortyndende præparat (tablet), du skal tage i 7 dage efter operationen.
Vi gennemgår medicinen med dig inden du går hjem. Er der præparater du ikke tåler eller andet, der taler for at ændre i vores standard, afklarer vi det med dig inden du går hjem.
Din forbinding
Efter 3-4 dage skiftes forbindingen af en hjemmesygeplejerske. I kan eventuel aftale du kommer til sygeplejeklinik i din kommune, så får du et tidspunkt.
Den bløde forbinding og walker støvlen anlægges igen. Hjemmesygeplejersken tilsendes en instruktion fra os angående skiftning af sårene. Ved spørgsmål kan I kontakte vores ambulatorium. Herefter skal sårene lades være urørte, indtil du får fjernet trådene ved egen læge 12-14 dage efter operationen. Her skal du selv bestille tid. Nogle gange ses, at operationssårene heler med forsinkelse. Det kan vi oftest klare ved sårskifte ved hjemmesygeplejerske eller i ambulatoriet.
Du skal bruge støvlen i 12 uger
I de første 6 uger må du ikke støtte på foden og skal sove med støvlen på. De følgende 6 uger må du støtte efter evne med støvlen på.
De første 3 uger skal du have støvlen på hele tiden, både når du hviler dig og sover. Når du skal i bad, skal du tage en pose over støvlen, så den ikke bliver våd. Hvis din støvle føles for stram, må du gerne løsne velcrobånd.
De følgende 3 uger må du tage foden ud af støvlen i hvile og lave vippeøvelser i dit ankelled, men du må fortsat ikke støtte på foden.
Det er nu en god ide at du anvender en flystrømpe til at reducere hævelse af fod, ankel og underben.
Når dit ar er helet, behøver du ikke have støvlen på i bad mere. Vi anbefaler du sidder på en plastikstol, når du er i bad.
Du ringes op af vores ambulatoriesygeplejerske efter 2 og 6 uger tiden sendes i din e-boks. Du bestemmer selv, om du ønsker et video-opkald, hvor vi sender en SMS med et link (ligesom lægevagten) eller en telefonsamtale.
Efter 6 uger må du støtte efter evne på benet, når du har walker støvle på. Du må nu også sove uden walker støvle på.
Efter 12 uger
Du får en tid til fremmøde i vores ambulatorium, hvor der tages et røntgenbillede af din ankel.
Nu tages støvlen af. Derfor skal du medbringe dit eget fodtøj, der sidder fast på foden. Efter walker støvlen er fjernet er der ikke planlagt flere besøg.
Det kan du forvente
Når du er i hvile de første dage efter operationen er det vigtigt, at du giver foden ro og ligger med den højt for at undgå, at den hæver for meget. Det giver smerter og øger risikoen for, at det kommer til at bløde fra sårene.
Du kan forvente at være hævet omkring ankel og bagfod mindst 6 måneder efter operationen. Det er en god ide at fortsætte med flystrømpen så længe, der er hævelse. Efter walker støvlen er fjernet, er din ankel oftest mere stiv end før operationen. Det skyldes, at foden har været bandageret i lang tid.
Bevægeligheden bliver oftest normal igen efter
ca. 6 måneder. Du vil være øm omkring din bagfod i flere måneder, når du begynder at gå uden støvlen på. Dette er helt normalt, men ømheden skal gradvist blive mindre, og du skal kunne bevæge dig mere, før du får ondt. Hvis ikke, skal du kontakte os eller egen læge. Det er meget sjældent, at de isatte skruer vil genere dig senere, derfor fjernes de sjældent.
På arbejde igen
Der er stor forskel på, hvornår du kan genoptage dit arbejde. Det er sjældent, at man kan starte fysisk på sit arbejde før 4 måneder efter operationen. Har du mulighed for hjemmearbejde styrer du selv dette med din arbejdsgiver. De fleste starter på nedsat tid, med mindre arbejdet er stillesiddende. Har du tungt, fysisk arbejde eller et arbejde, der kræver, at du går meget, kan du forvente op til 5 måneders sygemelding efter operationen.
Vi anbefaler du taler med din arbejdsgiver, om at starte på nedsat tid.
Hvornår må jeg køre bil
Jf. færdselsloven må du køre bil, når du kan køre forsvarligt, dvs. når du kan katastrofebremse.
Så du må ikke køre bil, så længe du har støvle på.
Risici:
Den væsentligste risiko ved operationen er infektion. Risikoen er lille og vi forebygger ved at du får antibiotika i forbindelse med operationen. Det er også for at hindre infektion at vi tilser såret efter operationen mindst muligt.
De fleste patienter vil efter operationen opleve, at deres følesans omkring arrene og neden for dem er ændret. Det er oftest forbigående og kommer igen i løbet af 6 måneder, men i enkelte tilfælde kan følesansen være nedsat permanent.
Tryk fra walker støvlen kan give trykmærker og sår specielt henover mellemfoden og omkring anklen. Hvis du synes støvlen trykker, er det vigtigt, at du retter den til, så den sidder behageligt, men fortsat fast.
Hvis du bliver indlagt efter operationen:
Når operationen er overstået indlægges du på ortopædkirurgisk afdeling på 12. sal i højhuset. Her taler vi med dig dagen efter og gennemgår operationen og det postoperative forløb. Vi tilser sårene og er de pæne og tørre anlægger vi en blød forbinding og en walker støvle. Du får hjælp til mobilisering af en fysioterapeut, der vurderer dit behov for ganghjælpemidler, oftest krykker eller rollator.
Du udskrives typisk dagen efter operationen, når du sikkert kan komme rundt uden at støtte på foden. Efter udskrivelse har du walker støvle på og sårene lades urørt, indtil du får fjernet trådene ved egen læge 12-14 dage efter operationen.