Stivgøring af ankelled
Operationen kort fortalt:
Formålet med operationen er at fjerne eller
mindske smerter, som skyldes slid- eller
leddegigt i ankelleddet. En eventuel skævstilling
af anklen kan samtidig rettes op.
Leddet sammenføjes ved hjælp af skruer, og
vokser sammen ligesom hvis man har haft et
brud. (billede 1)
Indgrebet foretages enten i rygmarvsbedøvelse eller fuld bedøvelse. Det besluttes sammen med vore anæstesilæger. Under operationen lægges en nerveblokade, der bedøver dit underben i ca. 10 timer efter operationen. Efterfølgende kan der være behov for ny nerveblokade.
Forløbet efter operationen
Efter operationen indlægges du normalt 2-4 dage.
Foden er typisk hævet, og der kan være smerter. Du har foden i en midlertidig skinne og skal holde foden højt.
Når hævelsen er svundet tilstrækkeligt og smerterne aftaget så meget, at håndkøbs-smertestillende midler er nok, træner vi med dig.
Du bliver udskrevet, når du kan klare dig med de hjælpeforanstaltninger afdelingen sætter i værk.
Efterbehandling
Knoglerne vil som regel være 3-4 måneder om
at hele. I denne periode skal anklen beskyttes af
en stiv bandage / static walker. (billede 2)
Hvis du har behov for smertestillende midler, må du anvende Paracetamol eller Kodein.
Du bør ikke anvende såkaldte gigtmidler, før
knoglehelingen er solid (efter 3-4 måneder). Det skyldes, at smertestillende midler, af denne type, kan have negativ indflydelse på knoglehelingen.
Du skal typisk kontakte egen læge for at få
fjernet tråde efter ca. 2 uger.


De første 6 uger, må du ikke støtte på ban-dagen. Her skal du bruge krykkestokke, til at bevæge dig omkring med. Hvis der er behov for en kørestol vurderes dette under indlæggelsen. Du skal have støvlen på hele døgnet, men kan åbne den, under kontrollerede forhold (når du er vågen og sidder med benet højt)
De næste 6 uger, må du begynde at støtte på
bandagen. Nu er det vigtigt at du støtter på det opererede ben, for at opnå en optimal heling.
Du kontaktes pr telefon to uger efter udskrivelsen af en sygeplejerske fra ambu-latoriet, og I aftaler behov for at du møder i ambulatoriet til kontrol efter 6 uger.
Efter ca. 12 uger kommer du til kontrol i ambulatoriet, hvor der tages røntgen.
Det vurderes om knoglehelingen er tilstrækkelig solid, så du kan starte på gangtræning uden bandage.
Hvad kan du forvente?
Du kan forvente en tendens til hævelse og fornemmelse af ubehag i foden i op til 1/2-1 år efter operationen.
Du kan med fordel anvende en støttestrømpe (flystøttestrømpe) for at mindske hævelsen.
Det er helt almindeligt at der er følenedsættelse omkring arrene.
Eventuelle komplikationer
Infektionsrisikoen er lille. Den forebygges i
forbindelse med operationen med Pencillin eller
tilsvarende midler.
Der er større risiko for komplikationer, hvis du ryger. Vi anbefaler derfor at du stopper med at ryge mindst 6 uger før operationen.
Skader på huden i form af sårdannelse kan
forekomme i sjældne tilfælde. Sårdannelsen
forsinker forløbet, men kan normalt bringes til at
hele.
Bandagen kan give tryk på huden, derfor er det vigtigt du kontakter os, hvis du oplever
at den generer og/ eller der opstår nye
smerter. Der kan opstå smerter omkring arret.
Husk at se til arret eller få vurderet om
der er tegn på betændelse.
Hos enkelte patienter udebliver knoglehelingen. En ny operation kan da vise sig at være på-krævet.