Stivgørende operation af håndleddet
Hvorfor vælge at gøre håndleddet stift?
Den hyppigste årsag til indgrebet er smerter i håndleddet, oftest på grund af slidgigt som følge af skade eller sygdomstilstand.
Når håndleddet er gjort stift, kan du ikke bevæge håndleddet, men du har fuld bevægelse af fingrene og drejebevægelsen i underarmen.
Operationen
Foregår oftest i fuld bedøvelse, men kan eventuelt foregå i lokalbedøvelse af armen.
Brusken i håndleddet fjernes og knoglestykker ilægges.
En metalskinne skrues fast.
Til sidst pålægges en gipsskinne.
Knogletransplantat:
Oftest er det nødvendigt at tage knogle fra
din hoftekam for at opnå bedst mulig knogle-heling. Der vil være nogen ømhed af hoftekam-men i en periode efter operationen.
Efter operationen
- Er der ro i hånden og hoften, kan du komme hjem samme dag, ellers må du indlægges til næste dag.
- Du får skiftet bandage og fjernet tråde ved en kontrol i Håndkirurgisk ambulatorium ca. 2-3 uger efter operationen.
- Efter ca. 6 uger fjernes bandagen helt og der tages røntgenbilleder.

Smerter
Der vil være nogle smerter efter operationen som gør, at indlæggelsen eventuelt kan vare et par dage.
Der lægges en plan for behandling af smerterne, inden du sendes hjem.
Hvad kan jeg forvente mig af operationen?
Resultatet er afhængig af, hvilken grundlæg-gende lidelse der er årsag til operationen.
De fleste bliver smertefri eller opnår en væsentlig lindring af smerterne, enkelte har fortsat nogle smerter efter indgrebet.
Komplikationer
Langsom eller manglende heling af knoglerne kan forekomme, men er sjælden. Desuden kan der ske beskadigelse af lokale følenerver både på hånden og hoftekammen.
Der er en lille risiko for betændelse.
Har du spørgsmålHvis du har spørgsmål, er du
altid velkommen til at kontakte os.
Se telefonnummer på forsiden.
