Stilket ekstra anlæg hos nyfødte
Enkelte børn fødes med et ekstra anlæg til en finger, årsagen til dette er ukendt.
Vi tilbyder fjernelse af det ekstra anlæg i lokal bedøvelse inden for de første uger af barnets liv. Når anlægget fjernes ved en lille operation, opnås det mest optimale kosmetiske resultat. Risikoen for at der dannes en øm knude, hvor anlægget har siddet, bliver så lille som mulig.
Operationen
Sæt et par timer af til besøget på sygehuset.
Før operationen påsmøres lokalbedøvende creme omkring det ekstra anlæg. Når cremen har haft tid til at virke lægges lokalbedøvelse.
Operationen foregår mens barnet afledes i forbindelse med måltid eller ved at give barnet lidt sukkervand i munden. Barnet vil hele tiden være i armene hos en forældre.
Under operationen skæres anlægget af, og kar samt nerver til anlægget brændes.
Huden lukkes med en lille tråd eller plasterstrimmel, og der anlægges bandage. Herefter kan I tage hjem.
Efter operationen
Barnet vil ikke have behov for smertestillende medicin.
Efter 3 dage kan bandagen skiftes og hånden skylles under rindende vand. Plasterstrimler kan blive siddende og skal lufttørre inden der sættes almindeligt hæfteplaster ovenpå.
Karbad frarådes indtil såret er helet. Hvis huden er syet, falder stinget af i løbet af et par uger.
Komplikationer
Infektion ses sjældent. Vær dog opmærksom på feber og rødme i området.


