Skip til primært indhold

Medfødt springfinger

Hvad er medfødt springfinger?

Ved medfødt springfinger er bøjesenen

fortykket, så den ikke kan glide frit. Dette medfører at fingeren ikke kan strækkes eller bøjes helt. Af og til klikker fingeren når den fortykkede del af senen glider gennem en snæver passage i seneskeden. Barnet kan klage over at fingeren er øm eller driller.

 

Behandling:

Ofte vil man starte ud med øvelser og natskinne. Hvis barnet klager over ømhed og ikke bruger hånden optimalt pga. fingeren, kan operation senere komme på tale.

 

1. Udstrækningsøvelser og natskinne

 

Behandlingen kræver stor tålmodighed og vedholdenhed. Behandlingen kan strække sig over flere år og består af øvelser og natskinne. Skinnen udleveres i ergoterapien og skal bruges om natten. I ergoterapien vil i blive instrueret i at udføre øvelserne. Det er vigtigt at øvelserne udføres 2-3 gange dagligt i 5 minutter.

Vi følger op på resultatet af behandlingen i ergoterapien, efter behov, til fingeren er velfungerende.

 

2. Operation

 

Forberedelse til operation:

I møder til operation og går hjem samme dag. Jeres barn vil blive opereret i fuld bedøvelse og

skal derfor faste. Fastereglerne fremgår af brevet med indkaldelse til operationen.

Husk at købe smertestillende. I får recept på Bonyl og Panodil mixtur.

Mød ikke forgæves. Kontakt os hvis jeres barn får: Sår eller rifter i området, hvor der skal opereres, feber, hoste eller forkølelse, da vi så kan være nødsaget til at udsætte operationen.

Operationen:

I fuld bedøvelse spaltes vævet omkring senen gennem et lille snit i håndfladen. Senen kan herefter glide frit. Huden syes med selvopløselig tråd og der bliver lagt lokalbedøvelse. Efter operationen dækkes såret med skumplaster og der lægges forbinding på hånden. Når jeres barn er frisk efter operationen, kan I tage hjem.

 

Smerter:

Jeres barn vil ofte have smerter de første dage efter operationen. Vi anbefaler I giver fast smertestillende de første dage.

Inden I går hjem efter operationen, lægger vi i samråd med jer en individuel plan for smertebehandling.

 

Efterforløbet:

Jeres barn må bruge hånden med forbinding på til leg. Forbindingen må dog ikke blive våd.

I må fjerne forbindingen og skumplaster 3-4 dage efter operationen og efterfølgende påsætte almindeligt plaster over operationssåret.

Huden er syet med en selvopløselig tråd. Trådene falder ud af sig selv 3-4 uger efter operationen, den skal evt. nulres af herefter.

Der kan gå nogen tid efter at såret er helet, før jeres barn bruger hånden frit. Vær opmærksom på at stimulere hånden i forbindelse med leg og ved berøring af hånden.

 

Komplikationer:

Infektion og blodansamling forekommer sjældent. Vær opmærksom på tegn på infektion: Feber og tiltagende smerter. Der er desuden en lille risiko for beskadigelse af følenerver til fingeren.

 

 

 

APPFWU02V