Skip til primært indhold

Kikkertundersøgelse af hofteleddet

Baggrund

Hofteleddet kan ligesom knæleddet vurderes ved kikkertundersøgelse (artroskopi), og visse hoftelidelser kan samtidig behandles.

Der vil før operationen være lagt en plan for, hvad der skal laves ud fra røntgenbilleder og evt. scanninger. Dette kan være fjernelse af beskadiget brusk, fjernelse af irriteret slimhinde eller slimhindefold, fjernelse af knogleudvækster (keilektomi), oprensning og fastgørelse af ledlæben eller musefjernelse.

 

Før operationen

Alle har som minimum fået foretaget røntgen af hofteleddet, og en del endvidere en scanning (MR eller CT) . Dette for at vurdere om der er behov for kikkertundersøgelse.

Ved forundersøgelsen informerer lægen og sygeplejersken dig om selve operationen og hvad der skal ske på operationsdagen. Du skal

desuden have undersøgt hjerte- og lunge-funktion og evt. tale med narkoselægen.

 

På operationsdagen

Du skal møde fastende og der må ikke være sår

på eller i nærheden af hofteleddet, da dette øger

risikoen for, at bakterier føres ind i leddet. Hvis

du derfor opdager sår på benet, beder vi dig

ringe til afdelingen.

Ligeledes vil en eventuel forkølelse øge risiko ved bedøvelse, hvorfor du i sådanne tilfælde skal

kontakte os.

 

Operationen

Operationen udføres normalt ambulant.

Artroskopien foregår i fuld bedøvelse og varer ca 1-2 timer. Benet lejres med kraftigt stræk for at åbne hofteleddet, og der laves 3 eller 4 småhuller til hofteleddet på hoftens udside og forside.

Kikkert og instrumenter kan nu under

røntgengennemlysning indføres i hofteleddet, og hele seancen kan ses på skærm. Det kan være nødvendigt at lave flere små huller for at kunne komme ind i alle hjørner af leddet.

 

Efter operationen

Efter operationen må man normalt umiddelbart støtte på benet med fuld belastning. Enkelte men sjældne operationer kræver dog aflastning. Når du er tilstrækkelig vågen vil kirurgen fortælle dig om operationen.

Herefter kan du tage hjem, men du skal have en voksen person til at hente dig, og være hos dig det første døgn.

De første dage efter operationen vil der ofte være hævelse af hoften og vævet omkring denne. Dette giver lette til moderate smerter, som lindres efter indtagelse af 1-2 tabletter Panodil op til 4 gange dagligt, samt Ibumetin 400 mg 3-4 gange dagligt. Ibumetin har udover sin smertestillende effekt også en beskyttende virkning på ledkapslen, og vi anbefaler, at du fortsætter med Ibumetin i mindst 2 uger efter operationen, selv om du ikke har smerter.

 

Efter 1-2 dage må du tage brusebad, når blot du skifter eventuelt våd forbinding.

 

Har du stillesiddende arbejde kan dette som regel genoptages efter 1-2 uger, hvorimod der går 2-4 uger ved stående arbejde eller arbejds-plads med mange trapper.

Efter operationen udleveres træningsprotokol som skitserer træningen de første 3 måneder. Du bliver endvidere henvist til fysioterapeut i din kommune. Medbring gerne protokollen første gang du er der.

 

Da man påfører leddet et kraftig forstuvning med det kraftige stræk under operationen, kan der godt gå op til 3 måneder eller længere for at komme sig over en operation.

 

Komplikationer

Som ved alle operationer er der risiko ved bedøvelsen og forblødning efter operationen. På grund at det kraftige stræk på benet er forbigående føleforstyrrelser i skridtet og på foden hyppige. Disse svinder som regel hurtig men kan være tilstede i flere måneder. I forbindelse med man laver de små kighuller i

huden, kan man beskadige små følenerver på forsiden af låret, dette går dog ikke udover funktionen af benet.

 

I nogle tilfælde kan det være svært at se hele leddet igennem, og da hofteleddet har mange skjulesteder, kan man komme til at overse en eller flere løse mus. Indimellem påvises andre skader ved operationen som billederne før operationen ikke havde set. Hos ca. 5 % af de opererede kan der ske en forværring i symptomerne efter operationen.

 

Ældre undersøgelser har vist, der er en risiko for at 2-3% af de der har fået lavet kikkertundersøgelse skal have indsat et kunstigt hofteled indenfor 2 år.

Som regel skyldes det forandringer i leddet man ikke kunne se før kikkertundersøgelsen.

 

Ambulante kontroller

De små tråde i hullerne kan fjernes efter 10-14 dage hos din egen læge. Der aftales som regel en kontroltid efter ca. 3 måneder.

Hvis der er foretaget knogleaffræsning på lårhalsbenet (keilektomi) foretages røntgen-kontrol ved første besøg efter operationen.

 

Har du spørgsmål

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

Se telefonnummer på forsiden.

 

 

 

APPFWU02V