Kikkertoperation af knæet
Kikkertoperation af knæet i fuld bedøvelse
Hvad er er en knæartroskopi?
Ved knæartroskopi undersøges knæet indvendigt ved hjælp af en tynd kikkert på cirka 5 mm, hvorpå der er monteret et kamera. Lægen kan på den måde se knæet i forstørrelse på en skærm.
Ved artroskopi kan man undersøge knæet for sygdomme og skader og samtidig operere eventuelle skader såsom:
- Fjernelse af beskadiget menisk
- Fixering af menisk
- Fjernelse af mus (løse knogle-/bruskstykker)
- Forskellige former for bruskoperationer.
- Fjernelse af irriteret slimhinde eller -fold
Før operationen
Ved opskrivning af operation vil der blive skrevet en kort journal. Du bliver informeret af læge og sygeplejerske om forskellige forholdsregler i forbindelse med operationen.
Du tilrådes at købe almindelig håndkøbssmerte-stillende (fx Paracetamol á 500 mg samt Ipren á 200 mg), hvis du tåler det.
Du skal være forberedt på at:
- Der skal være en voksen, der følger dig hjem fra hospitalet (du må ikke selv køre bil det første døgn efter operationen).
- Der er en voksen person du kan kontakte det første døgn efter operationen.
- Du skal melde afbud i god tid, såfremt du er forhindret i at møde til den aftalte tid.
- Du må ikke barbere ben i ugen op til artroskopien.
- Der må ikke være hul på huden omkring knæet (op til 15 cm over og under dette) inden artroskopien; selv ved ganske små sår, rifter, myggestik eller bumser vil artroskopien blive udsat, da det giver risiko for betændelse i selve knæet efter artroskopien. Ring derfor venligst besked så hurtigt som muligt.
På operationsstuen
Inden selve operationen hilser lægen på dig og markerer hvilket knæ, der skal opereres. Der bliver evt. lagt en manchet omkring dit lår, såfremt man har brug for at forhindre blodtilfør-slen til knæet under operationen. Når du er bedøvet, føres kikkerten ind i knæet.
I forbindelse med undersøgelsen bliver hele knæet set grundigt igennem. Der bliver skåret 2-3 huller i huden omkring knæet, hvor forskel-lige instrumenter kan indføres, således at evt. skader i knæet kan udbedres. Til slut sys de små huller, og oftest bliver der indsprøjtet noget lokalbedøvelse i knæet for at reducere smerterne efter operationen.
Der bliver påsat plastre og en forbinding omkring knæet og i visse tilfælde et langt elastikbind fra tæer til op på låret.
Efter operationen
Efter operationen bliver du kørt til opvågnings-stuen. Når du er vågen, får du tilbudt noget at drikke og spise.
Inden du tager hjem, kommer du til at tale med den læge, der har opereret dig, og du vil blive informeret om indgrebet samt den videre behandling. Almindeligvis vil du kunne tage hjem efter få timer.
Hvis planen er, at du skal aflaste det opererede knæ, vil du få tilbudt albuestokke. Hvis man har fixeret en menisk, vil der almindeligvis blive anlagt en knæhængselbandage til brug i 6 uger. Hvis der er brug for genoptræning, vil lægen henvise dig til genoptræning i kommunalt regi, og du bliver indkaldt fra det træningscenter, som
er tættest på din bopæl. Såfremt trådene skal
fjernes, skal du selv sørge for dette hos din
egen læge efter ca. 10-12 dage.
Når du er kommet hjem
Derhjemme skal du ligge med benet højt resten af dagen og i øvrigt følge de instrukser, du har fået af lægen/ sygeplejersken. Såfremt du har fået et elastikbind på hele benet, skal det fjernes, inden du går i seng den første aften. Den under-liggende forbinding skal lades urørt i mindst 24 timer. Efter 24 timer kan du skifte til almindeligt plaster.
Er der hævelse af knæet, er det en god idé med et knæbind i dagtiden. Efter 24 timer må du gerne tage et brusebad uden plaster, dog ikke karbad.
Smerter
Der vil være smerter i knæet efter indgrebet. Inden du tager hjem fra hospitalet, anbefaler lægen, hvilken smertestillende medicin du skal tage. Almindeligvis vil det være Paracetamol samt Ipren. Sygeplejersken skriver dette i planen, du får med hjem. Af hensyn til smerterne bør du forholde dig i ro det første døgns tid og lejre benet højt, helst over hjerteniveau. Samtidig skal du dog være flittig med at bevæge foden op og ned for at bedre blodcirkulationen i benet og forebygge eventuel blodprop i benet. De første døgn kan du med fordel anvende en ispose på knæet en halv time ad gangen flere gange dagligt. Isposen må ikke være i direkte kontakt med huden.
Komplikationer
- Enhver bedøvelse udgør en risiko for komplika-tioner. Risikoen er meget lille, men afhængig af din almene sundhedstilstand.
- Som ved enhver operation er der en lille risiko for betændelse (infektion) i operationsområdet. Infektion opstår hos under 1 % af patienterne. Ved mistanke, såsom stærke smerter i knæet, hævelse, rødme og feber samt ildelukkende forbinding, skal du kontakte os. Er det uden for almindelig dagarbejdstid, skal du kontakte vagtlægen eller skadestuen.
- Der kan opstå små områder omkring kikkert-hullerne, hvor følesansen bliver nedsat eller huden følelsesløs (ofte forbigående). Dette skyldes, at de små følenerver i huden kan blive beskadiget.
Transport
Du skal selv sørge for transport til og fra sygehuset.
Arbejde
Sygemeldingsperioden er afhængig af, hvilken operation der bliver foretaget i dit knæ. Har man et ikke-knæbelastende arbejde, vil man ofte kunne genoptage arbejdet efter få dage til 1 uge. Har man et mere fysisk krævende arbejde, er der ofte behov for sygemelding i 1-2 uger og i nogle tilfælde i længere tid.
Afbud
Er du forhindret i at møde til den aftalte tid, eller har sår/rifter på knæet skal du hurtigst muligt meddele os dette på tlf. 65 41 22 66.
Bliver du syg den dag, du skal opereres, skal du melde afbud på:
Odense: tlf. 65 41 37 00.
Svendborg: tlf. 63 20 20 56.
Har du spørgsmål
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Se telefonnummer på forsiden.