Forløb ved operation af hånd
Tilbud om operation til korrektion af din hånd
Ved undersøgelsen i dag er det vurderet, at du vil blive tilbudt en korrigerende operation af din hånd.
Du vil modtage et brev med dato og tidspunkt for operationsdagen.
Typisk foretages operationen ambulant. Du skal møde om morgenen og kommer hjem samme dag.
Normalt opleves der ingen væsentlige smerter efter operationen, men du vil få tilbudt recept på mild smertestillende medicin.
Ved operationen får du anlagt en gipsskinne, som du skal gå med i 4 uger.
2 ugers kontrol i Ortopædkirurgisk ambulatorium.
Du får skiftet bandage og sårene tilses.
4 ugers kontrol i Ortopædkirurgisk ambulatorium
Du skal til kontrol hos lægen 4 uger efter operationen, hvor gipsen fjernes.
Når gipsen fjernes, kan hånden se lidt anderledes ud og sidde på en anden måde pga. operationen.
Samme dag fremstiller ergoterapeuten en plastskinne, som du skal anvende døgnet rundt i de næste 4 uger. I de 4 uger, hvor du har skinnen på, skal du udføre et træningsprogram 2 x dagligt, hvor du godt må tage skinnen af.
Indlæggelse efter 8 uger
8 uger efter operationen indlægges du ca. 1 uge til træning. Du indlægges på Patienthotellet (OUH) sammen med din mor eller far.
Træningen foregår 2 x dagligt hos ergoterapeuterne.
Træningen vil blive tilrettelagt efter de aktiviteter, du gerne vil blive bedre til at udføre, men du skal også træne og lave øvelser for de flyttede muskler.
Skinnen, som du har haft på de sidste 4 uger, skal de næste 4 måneder anvendes som natskinne.
Dit videre træningsforløb
Når ugen er gået, bliver du udskrevet til videre træning i nærheden af, hvor du bor.
Forholdsregler
8 uger efter operationen
Du må bruge din hånd til lette daglige gøremål såsom at lyne jakke, knappe knapper, spise, anvende PC m.m.
12 uger efter operationen
12 uger efter operationen må du udføre sportsaktiviteter såsom ridning, svømning, gymnastik, løfte tunge tasker m.m.
Opfølgning 1/2 år og 1 1/2 år efter operationen
Vi vil gerne se dig igen 1/2 år og 1 1/2 år efter operationen.
Her vil vi undersøge, hvordan du klarer dine daglige gøremål. Undersøgelsen er den samme, som du gennemførte, før du blev opereret.
Når tiden nærmer sig, modtager du et brev med dato og tidspunkt.
Det er vigtigt, du møder op til disse undersøgelser, da der her tages stilling til, om der skal foretages yderligere.
Endvidere bliver undersøgelsesresultaterne brugt til at kvalitetssikre vores behandlingstilbud.
Hvis du bor længere væk end 50 km fra Odense Universitetshospital (OUH)
Hvis du har mere end 50 km til OUH, skal du være opmærksom på, at din familie kan få tilskud til transporten.
Kontakt ergoterapeut
Navn___________________________
Telefon________________________