Behandling af sammenvoksede fingre
Sammenvoksede fingre er en medfødt tilstand. Sammenvoksningen består af hud og underliggende blødt væv. Af og til kan der ses mere kompleks sammenvoksning af fingerknoglerne.
Behandlingen er kirurgisk, og formålet med behandlingen er at opnå en bedre håndfunktion.
Vi tilbyder operation for at adskille de sammenvoksede fingre, når barnet er mellem 1 og 2 år gammelt. Hvis flere fingre er sammenvokset på samme hånd, er det ofte nødvendigt med mere end en operation.
Operation
Operationen foregår i fuld bedøvelse. Under operationen adskilles huden mellem fingrene og det underliggende væv. Ofte er der behov for at hente hud fra håndleddet eller albuens bøjefure for at kunne dække fingrene.
Efter operationen anlægges forbinding omkring hele hånden. Forbindingen er tapet fast til huden.
Når jeres barn er frisk efter operationen, kan I tage hjem.
Forberedelser:
Husk at købe smertestillende medicin i håndkøb (panodil mikstur eller stikpiller).
Jeres barn skal være fastende før operationen. Fastereglerne er beskrevet i brevet med indkaldelse til operation.


Mød ikke forgæves.
Kontakt os hvis jeres barn får:
- sår eller rifter i området, hvor der skal opereres.
- feber, hoste eller forkølelse
da vi så kan være nødsaget til at udsætte
operationen.
Smerter
Jeres barn vil ofte have smerter de første dage efter operationen. Giv håndkøbssmertestillende fast de først dage. Vi lægger sammen med jer en individuel plan for smertebehandling.
Efter operationen
Jeres barn må bruge hånden med bandage på til leg. Bandagen må dog ikke blive våd. Skulle uheldet være ude, skal forbindingen skiftes hurtigst muligt.
Komplikationer
Infektion ses sjældent. Vær dog opmærksom på feber og tiltagende smerter.
Efterforløb
Forbindingen fjernes i forbindelse med kontrol i vores ambulatorium 2-3 uger efter operationen. Huden syes med selvopløselig tråd, dvs. at stingene forsvinder af sig i løbet af de første 3-4 uger efter operationen.
Der kan gå nogen tid efter bandagen er fjernet, før jeres barn bruger hånden frit. Vær opmærksom på at stimulere hånden i forbindelse med leg og ved berøring af hånden.
Der kan senere i jeres barns liv blive behov for mindre korrektioner af arvæv.