Skip til primært indhold

Amputation af ben Om indlæggelse og efterbehandling

Denne information er tænkt som en hjælp og støtte til dig og dine pårørende, så I i

fællesskab kan få et bedre indblik i

indlæggelses- og behandlingsforløbet.

 

Vejledningen vil løbende blive fulgt op af samtale med læger, fysio- og ergo-

terapeuter og plejepersonale, og du er

selvfølgelig altid velkommen til at stille spørgsmål.

 

Den nye virkelighed

Hvert år bliver ca. 800 danskere

benamputeret. Langt de fleste sker på grund af kredsløbsforstyrrelser eller

sukkersyge.

Amputationen foretages kun, når det er

absolut nødvendigt. Det vil sige når sår,

betændelse, smerter og evt. koldbrand ikke kan behandles på andre måder.

 

Blodcirkulationen i benet og hudens tilstand er afgørende for, hvor på benet du

amputeres.

 

Det at få amputeret et ben vil medføre

ændringer i dit liv og levevis.

 

Så vidt det er muligt, genskabes

gangfunktionen med protese. Det at bruge en protese, kræver fysiske og psykiske

ressourcer, og vurderingen af hvorvidt det er er realistisk med proteseforsyning,

foretages løbende af personalet i samråd med dig.

 

Copy of

Reaktioner efter amputation.

Alle der bliver amputeret, vil komme i en form for krise. Når man får amputeret et ben, giver nogle patienter udtryk for, at det er, som at miste en del af sig selv. Du kan opleve følelser som angst, vrede, sorg, bitterhed og modløshed under forløbet. Det er vigtigt, at du taler om dine følelser, da det vil gøre det lettere for din familie, og sygehusets personale at forstå og hjælpe dig.

Efterhånden vil du og din familie lære at acceptere og vænne jer til den nye situation.

 

Ernæring

Under indlæggelsen vil personalet have fokus på, hvor meget og hvad du spiser. En række undersøgelser viser, at hvis man spiser tilstræk-keligt, kan risikoen for komplikationer nedsættes, muskelfunktionen forbedres og indlæggelses-tiden reduceres og dermed kan man hurtigere komme i gang med genoptræningen.

 

Raske mennesker anbefales at spise efter de 8 kostråd, hvor man skal spise groft brød, mange grøntsager, frugt, samt at spare på fedtet.

Som syg og nyopereret har kroppen et øget behov for proteiner og kalorier, da den skal komme sig efter operationen. Det kan være svært at spise de ekstra kalorier, hvis appetitten er lille. Du kan få ekstra kalorier ved at spise federe mad, end der normalt anbefales. Du kan spise fede mejeriprodukter som ymer, sødmælks-yoghurt og drikke sødmælk, komme smør på brødet og få fløde til frugtkød og på øllebrød.

Hvis du ikke spiser proteiner nok, vil du blive tilbudt proteinrige drikke. Disse drikke indeholder mange kalorier og proteiner og fås både mælke-baseret og juicebaseret, afhængig af, hvad du kan lide.

 

Hvis du har diabetes eller forhøjet kolesterol, tænker du måske, at ovenstående anbefaling om at spise fede madvarer er modstridende med de kostråd, som du ellers spiser efter.

I forbindelse med operation og sygdom bør du se bort fra de sunde kostråd, da førsteprioriteten er, at du får kalorier og proteiner nok. Når du er kommet dig ovenpå operationen og kan holde vægten, kan du følge de sunde kostråd igen. Det er en god ide at blive vejet en gang om ugen.

Forberedelse til operationen

Lægen og det øvrige personale på afdelingen vil informere dig omkring forløbet, og hvor på benet det er nødvendigt at amputere. Før operationen vil du få taget blodprøver og et hjertecardiogram. Desuden skal du tale med en narkoselæge omkring bedøvelse og faste.

 

Varigheden af indlæggelsen varierer meget, primært afhængig af, hvor godt såret heler.

 

Efter operationen

Når benet er amputeret, kaldes det stykke ben, der er tilbage i fagsprog for en "stump", uanset hvor stor denne benstump er.

Operationssåret er dækket af en tør forbinding i nogle dage. Hvis amputationen sker på underbenet, er der udover forbindingen anlagt en bandage (Zimmerskinne), hvis formål er at beskytte operationssåret og holde knæet udstrakt. Dette vil forebygge at musklerne bag på knæet bliver stramme.

 

Der vil ofte blive indlagt en lille tynd plastikslange til indgift af smertestillende medicin i dagene efter operationen, populært kaldet et "smertekatheter". Den er lagt udenfor operationsfeltet og ligger i op til 5 dage.

Du vil få antibiotika under operationen, som forebyggelse mod betændelse.

Forbindingen skiftes og såret tilses 3-5 dage efter operationen. Hver 2. sting/clips fjernes efter 2 uger, og de resterende efter 3 uger.

Smerter/fantomsmerter

Der vil altid være smerter i varierende grad efter en amputation. Der skelnes mellem sårsmerter og fantomsmerter. Sårsmerterne kan afhjælpes på flere måder: via det lille føromtalte "smertekatheter", forskellige tabletter eller indsprøjtninger. Fantomsmerterne er en hel speciel type smerter, der føles som om de kommer fra den bortamputerede del. Grunden hertil er ukendt. Det er forskelligt hvordan fantomsmerterne føles, og om de er konstante eller kommer af og til og hvor hyppige de er.

Det kan for eksempel føles som om der stikkes en syl i benet, som om der er et spændebånd omkring benet eller måske klør det mellem tæerne. Behandlingen af fantomsmerter kan være lidt vanskelig. Almindelig smertestillende medicin virker ikke altid, men i mange tilfælde

kan nervemedicin i små doser nedsætte dem. Som regel vil både smerter og andet ubehag fortage sig med tiden.

 

Genoptræning

Genoptræningen starter dagen efter

operationen med øvelser i sengen, instrueret af

afdelingens fysioterapeut.

Formålet med træningen er, at bevare bevægeligheden i de tilbageblevne led, at styrke musklerne og at indøve en god balance i kroppen. Målet er, at du hurtigt skal kunne klare dig selv, til trods for det manglende ben. Under optræningen tages der stilling til, om du senere i forløbet kan få glæde af en protese.Så snart det er muligt, må du begynde at komme op at sidde. I løbet af den første uge kan du begynde at stå ved hjælp af et gangstativ, træne balanceøvelser og øve forflytninger. Afdelingens ergoterapeut vil tilpasse en kørestol til dig, som du har til rådighed under indlæggelsen. Efter en amputation kan det være svært selv at klare de ting, du er vant til at kunne. Ergoterapeuten vil derfor tilbyde dig hjælp til at træne almindelige dagligdags funktioner, som at blive vasket og klædt på.

 

I forbindelse med udskrivelsen vurderer vi sammen behovet for ambulant genoptræning, og fysioterapeuten udfærdiger en genoptrænings-plan. Er du klar til at starte protesetræning ved udskrivelsen, foregår træningen ambulant i Rehabiliteringsafdelingen på sygehuset. Ved behov for generel optræning foregår træningen i kommunalt regi. Denne afsluttes med revurdering af mulighed/behov for protese.

 

Silikonemanchet

Ved lægens sårtilsyn på 3-5. dagen efter operation vurderes, om du skal starte med silikonemanchet på stumpen. Manchetten skal mindske hævelsen omkring såret, og på den måde fremme sårhelingen. Derudover har den til formål at forme og forberede stumpen til protese.

Silikonemanchetten skal kunne bæres i mange timer dagligt i forbindelse med en evt. protese, og derfor optrappes brugen af manchetten efter et fastlagt skema.

Det er meningen, at du selv skal lære at tage

den af og på, samt at rengøre den.

Stumppleje

Når du begynder at bruge silikonemanchetten, begynder den daglige pleje og hærdning af stumpen. Det begynder daglig vask med uparfumeret sæbe og om aftenen masseres med uparfumeret creme, for at sikre en god blodcirkulation. Det er særdeles vigtigt at alle hudplejeprodukter er uden parfume, samt at creme kun påføres om aftenen for at undgå hudirritation under manchetten. Silikonemanchetten vil senere være en del af din evt. protese.

Udskrivelsen

Udskrivelsen planlægges i samarbejde med kommunen.

Plejepersonalet tager tidlig kontakt til kommunen, beskriver hvad der anbefales af hjælp og hjælpemidler og evt. boligforandringer og planlægger udskrivelsesdato. Kommunen afgør om de vil have uddybende samtaler med dig og dine pårørende inden udskrivelsen.

 

Efterbehandling

Ambulant kontrol på sygehuset foretages efter 8 uger, hvor det på ny vurderes om du kan komme op at gå på en protese.

 

Proteseforsyning

Under indlæggelsen vurderes løbende, om du vil kunne bruge en protese, og hvornår du evt. er klar til det. Nogle gange tages der først stilling til dette efter udskrivelsen og efter en længere træningsperiode.

 

Der er flere ting der afgør, om du kan tilbydes en protese.

 

Dine kræfter både fysisk og psykisk spiller en stor rolle.

 

Det er en betingelse, at du er indstillet på det store arbejde, det kræver af dig.

For at få glæde af protesen, er det vigtigt at træne hele kroppen, både før du får protesen, og i optræningsperioden.

 

Protese

Det er bandagisten, der tager mål og fremstiller protesen.

 

Silikonemanchetten er en vigtig del af protesen, og du skal derfor være i stand til at bære denne optimalt, det vil sige mange timer om dagen for at kunne bruge protesen bedst muligt.

 

Protesen er bygget op omkring et metalstativ, som erstatter knoglen.

Uden på er der en skumpolstring, som laves efter mål, så den ligner det andet ben.

 

I den første tid bruges protesen uden polstring, for at man kan justere på den, så den kommer til at passe optimalt. Den færdige protese bliver så let og så kosmetisk pæn, som det er praktisk muligt.

 

Træning med protese

Protesetræning vil starte ambulant i sygehusets Rehabiliteringsafdeling og derefter overgå til kommunalt forløb igen.

Alle forløb er meget forskellige, men fra du starter træningen med protese, skal du regne med at der går 3-6 måneder, før træningen afsluttes.

 

Amputationsforeningen

Benamputerede er naturligvis lige så forskellige som andre mennesker. På trods af disse forskelle, giver amputationer alligevel et fælles udgangspunkt, og det kan være til stor hjælp at tale med andre samme situation.

 

Foreningen for Amputerede har konsulenter der enten selv er amputerede, eller er pårørende til en. De tilbyder gratis bistand f.eks. i form af en uformel samtale, og du og dine pårørende er altid velkomne til at kontakte foreningen. Du har mulighed for at lave aftale og evt. få besøg af en repræsentant fra foreningen allerede mens du er indlagt.

 

Har du spørgsmål

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.

Se telefonnummer på forsiden.

 

 

 

 

APPFWU02V