Behandling med nivolumab
Du skal have behandling med Nivolumab. Nivolumab styrker immunsystemets evne til at genkende og angribe kræftceller.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig ingen behandlingen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.
Blodprøve
Du skal inden din aftale have taget en blodprøve på sygehuset eller hos egen læge. På www.mineaftaler.rsyd.dk eller i appen MineAftaler kan du bestille tid til blodprøven på sygehuset.
Vi skal se resultaterne af blodprøverne, før du kan få behandlingen.
Sådan virker behandlingen
Nivolumab er et antistof, der binder sig til overfladen af bestemte immunceller, som kaldes T-celler. På den måde styrker stoffet immunforsvarets evne til at genkende og angribe kræftceller.
Sådan foregår behandlingen
Du får Nivolumab gennem et drop. Det tager 1 time at få behandlingen. Du får behandlingen hver 14. dag, så længe den virker. Behandlingen varer dog sjældent længere end 2 år.
Du bliver ikke indlagt, men kan tage hjem samme dag.
Vi måler dit blodtryk, din puls og din temperatur før og efter behandlingen.
Lægen undersøger dig, før vi bestiller medicinen. Derfor er der typisk 1-2 timers ventetid, fra lægen har vurderet dig, til behandlingen er klar.
Bivirkninger
Behandlingen kan give bivirkninger. Her kan du læse om dem, og hvad du skal reagere på.
Træthed
Behandlingen kan gøre dig træt. Trætheden kan blive så udtalt, at du til tider føler dig mat og uden energi. Fortæl os, hvis trætheden påvirker dig meget i din hverdag.
Kvalme og nedsat appetit
Du kan blive utilpas og miste appetitten i nogle dage efter behandlingen. Du kan også få kvalme og kaste op.
Hudproblemer
Du kan få udslæt, kløe, rødme og tør hud. Fortæl os, hvis hudproblemerne generer dig meget. Vi kan hjælpe med at lindre generne.
Diarré
Du kan få vandig, løs eller blød afføring flere gange i løbet af døgnet. Du kan også få mavesmerter, slim eller blod i afføringen. Det kan begynde nogle uger efter, at du er startet på behandlingen. Drik meget væske for at undgå dehydrering.
Hoste og åndenød
Hvis du får åndenød eller hoste, kan det være tegn på en betændelsesreaktion i lungerne.
Hvis du tisser mindre end normalt
Hvis du tisser mindre end normalt, kan det være tegn på, at dine nyrer er påvirkede, eller at du har en betændelsesreaktion i nyrerne.
Gul hud eller gule øjne
Hvis din hud eller dine øjne bliver gule, kan det være tegn på, at din lever er påvirket. Det samme gælder, hvis du får smerter i højre side af maven eller bliver træt.
Ændret syn
I sjældne tilfælde kan Nivolumab give en immunreaktion i øjet. Det kan give nedsat syn og blindhed, hvis du ikke får behandling.
Du kan også i sjældne tilfælde få dobbeltsyn som følge af muskelsvaghed.
|
vigtigt |
|
Ring til os på 65 41 11 52 med det samme, hvis du får en eller flere af de bivirkninger, der er beskrevet ovenfor. Ring også, hvis dit afføringsmønster ændrer sig, og du får afføring oftere i løbet af 1 døgn, eller hvis du får over 38,5 grader feber, eller hvis du har over 38 graders feber og føler dig generelt utilpas. |
|
Kontakt Hæmatologisk Afdeling 65 41 11 52 Skriv til os på www.ouh.dk/post-bs
Patientforløbsvejleder 65 41 11 72 (hverdage kl. 8.30-14.30)
Hjemmeenheden 23 47 05 67 (alle dage kl. 8.00-15.00)
Transportbestilling 70 11 31 11 (hverdage kl. 8.00-15.00) |
|
pinfoOUH-1162582943-254 176396 | 31.08.2026 |