Skip til primært indhold

Rygmarvsvæskeundersøgelse

Lumbalpunktur

En rygmarvsvæskeundersøgelse er en undersøgelse, hvor der via en nål udtages lidt af den væske, der omgiver hjernen og rygmarven. En lumbalpunktur kan udføres af flere grunde:

  • For at hjælpe med at stille en præcis diagnose
  • For at afgøre, hvilken behandling der er den rette for dig
  • Som led i opfølgning og kontrol under og efter din behandling
  • For at give medicin eller kemoterapi direkte i rygmarvskanalen enten forebyggende eller som en del af din behandling

Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden undersøgelsen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.

Medicin

Hvis du er i blodfortyndende behandling, skal du kontakte Modtagelsen X3 på tlf. 6541 1152, hvis du ikke allerede er informeret om at holde pause med din blodfortyndende medicin. Hvis du tager tabl. Hjertemagnyl eller tabl. Clopidogrel/Cloriocard behøver du ikke holde pause med dem forud for undersøgelsen og derfor behøver du heller ikke at kontakte os.

Tøj

Ved undersøgelsen vaskes din lænd med jod. Det kan misfarve dit tøj, så tag gerne en gammel bluse på.

Sådan foregår undersøgelsen

Undersøgelsen foregår oftest på en stue i Hæmatologisk Modtagelse X3 og varer ca. 20 min.

For at skabe bedst plads mellem ryghvirvlerne til nålen, skal du sidde foroverbøjet eller ligge på siden med krum ryg. Din rygsøjle undersøges grundigt og der mærkes af, hvor der skal stikkes. Den omgivende hud vaskes af med desinfektionsmiddel og der gives en lokalbedøvende indsprøjtning i vævet inden undersøgelsen.

Herefter fører lægen en tynd nål ind mellem t lændehvirvler og ind i hulrummet med rygmarvsvæske. Enkelte patienter oplever et smertejag ned i det ene ben, hvilket er helt ufarligt. Rygmarvsvæsken drypper nu langsomt ud gennem nålen og opsamles i et lille glas for efterfølgende at blive sendt til undersøgelse.

I de tilfælde, hvor det er relevant, gives kemoterapi ind gennem nålen. Nålen fjernes og der sættes et plaster over indstiksstedet. I forbindelse med undersøgelsen vil du også få taget blodprøver.

Efter undersøgelsen

Vi anbefaler, at du holder dig i ro resten af dagen og at du drikker 2-3 liter væske i det pågældende døgn, gerne koffeinholdige væsker (f.eks. kaffe eller cola). Hvis du har fået installeret kemoterapi, skal du ligge fladt i sengen den efterfølgende time. Dagen efter kan plastret fjernes.

Eventuelle gener ved undersøgelsen

Der kan være ømhed omkring indstiksstedet.

Komplikationer og risici

Hovedpine kan opstå og den lindres bedst med at drikke godt med væske, lægge sig fladt ned og evt. tage smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. tabl. Panodil 500 mg, 2 stk. x 4 dagligt).

Hvis hovedpinen ikke forsvinder inden for tre dage, bedes du kontakte:

Hæmatologisk afdeling X på 6541 1152, da en læge så skal vurdere om, der er behov for yderligere tiltag. Ved behandling med kemoterapi vil en læge have oplyst dig om eventuelle bivirkninger.

Sådan får du svar

De første svar på undersøgelsen kommer allerede samme dag, men der går 1-3 uger, før alle svar haves. En læge i Hæmatologisk afdeling X giver dig svar.

Kontakt

Hæmatologisk Afdeling

65 41 11 52

Skriv til os på www.ouh.dk/post-bs

 

Patientforløbsvejleder

65 41 11 72 (hverdage kl. 8.30-14.30)

 

Hjemmeenheden

23 47 05 67 (alle dage kl. 8.00-15.00)

 

Transportbestilling

70 11 31 11 (hverdage kl. 8.00-15.00)


pinfoOUH-1162582943-281 169074   |   07.09.2026

APPFWU01V