Skip til primært indhold

ICE

Information om kemoterapi

Du skal nu i gang med kemoterapi med stofferne ICE (Ifosfamid, Carboplatin og Etoposid)

 

I Afdeling X bestræber vi os på, at du og dine pårørende skal føle jer inddraget i behandlingen. Vi ved, at mange patienter gerne vil vide mere om, hvad de selv kan gøre undervejs i behandlingen. Flere steder i pjecen vil du møde dette symbol . Her finder du anvisninger på, hvad du selv kan være opmærksom på, eller forslag til hvad du selv kan gøre for at forberede dig på behandlingen.

Symbolet gør dig opmærksom på de bivirkninger, du kan opleve.

 

Hvis du og dine pårørende læser dette forud for behandlingen, får I et godt overblik over forløbet.

 

Venlig hilsen

Personalet på Hæmatologisk Afdeling X

ICE er en kemokur, der består af tre forskellige stoffer: Ifosfamid, Carboplatin og

Etoposid. Stofferne angriber kræftcellerne, så cellerne ikke deler sig. Når vi kombinerer

flere typer af stoffer, bliver behandlingen mere effektiv, fordi de angriber

kræftcellerne på forskellige måder.

Vi kan også nedbringe bivirkninger på kroppens indre organer, fordi dosisen af hvert enkelt stof er mindre, når de kombineres.

 

I ovenstående skema får du et overblik over, hvilke dage og hvor lang tid du får Ifosfamid, Carboplatin og Etoposid. I skemaet fremgår også medicinen Mesna. Medicinen skal forbygge, at dine slimhinder i urinveje og blære generes.

 

ICE blandes i poser sammen med væske, og du får det i drop. Antallet af behandlinger afhænger af dit sygdomsforløb.

 

Nogle patienter udskrives, når kemokuren slutter, og nogle vil være indlagt i lidt længere tid. Din læge og sygeplejerske vil fortælle om dit konkrete behandlingsforløb.

 

Du får lagt et kateter (CVK) inden behandlingen

Inden behandlingen får du lagt et kateter, kaldet Centralt Venekateter (CVK), som giver adgang til blodbanen. Kateteret er en blød, tynd plastslange med to ben, som vi vil lægge i en blodåre ved kravebenet og derfra videre til den store vene over hjertet. Under behandlingen får du væske i kateteret for at beskytte dine nyrer og din blære.

 

Vi vil dagligt tage blodprøver for at se, hvordan du tåler behandlingen. I starten af kemokuren får du også udleveret Allopurinol-tabletter. Tabletterne skal forhindre stofferne i at genere nyrer og urinvejene. Du skal tage dem om morgenen. Efter kemoterapien er det vigtigt, at du drikker en masse

væske. Du skal drikke 2-3 liter om dagen.

ICE

DAG 1

DAG 2

DAG 3

Ifosfamid + Mesna

 

24 timer

 

Carboplatin

 

1 time

 

Etoposid

1 time

1 time

1 time

Mesna

 

 

12 timer

bivirkninger

Hårtab

Under behandlingen vil du opleve at tabe håret på hovedet og evt. andre steder på kroppen. Hårtabet begynder ofte ca. 3-4 uger under behandlingsforløbet. Nogle patienter oplever dog, at de stadigvæk har en smule hår tilbage. Det kan også ske, at håret vokser frem igen under forløbet. Mange patienter vælger at få klippet håret kortere eller helt af for at undgå hår på f.eks. tøj eller i sengen.

 

Kontakt os, hvis du ønsker at klippe håret af, eller hvis du ønsker at få en paryk eller anden hovedbeklædning. Vi tilbyder rekvisition til paryk. Hvis du ønsker en anden hovedbeklædning, kan vi også tilbyde rekvisition til dette.

 

Svie og smerter i blæren

Ifosfamid kan påvirke slimhinderne i blæren. Det kan mærkes som svie, smerter eller blødning.

 

Kontakt personalet, hvis du oplever problemer med vandladning, eller hvis du oplever svie, smerter og blødning.

Drik rigeligt med vand, gerne 2-3 liter.

 

Infektion

Du kan risikere at få infektioner, da behandlingen nedsætter antallet af hvide blodlegemer (leukocytter). De hvide blodlegemer udgør dit immunforsvar, og derfor kan du være mere modtagelig for infektionerne under behandlingen. Du vil få vækstfaktor for at forebygge infektioner. Vækstfaktor kan give ømhed,

smerter i knoglerne eller musklerne, hovedpine eller gøre dig træt.

 

Kontakt os, hvis du har en temperatur over 38,5 eller føler dig almen utilpas, svimmel eller har kulderystelser.

Vask hænder efter hvert toiletbesøg og før måltider

Drik rigeligt med vand for at undgå blærebetændelse

Undgå kontakt med personer, som hoster, er forkølet eller har feber.

 

Blødning

Under behandlingen kan du opleve at bløde mere end normalt i perioder, da antallet af blodplader kan falde. Blodplader får blodet til at størkne, og derfor har man lettere ved at bløde, hvis antallet er lavt.

 

Kontakt os, hvis du f.eks. bløder fra næse, mund eller skede. Hvis du har blød i afføring, urin eller har mange blå mærker eller røde prikker.

 

Du kan undgå blødning fra tandkød ved at bruge en blød tandbørste og eventuelt en elektrisk barbermaskine i stedet for barberblad.

Du bør undgå at tage gigtpiller og smertestillende medicin, fordi pillerne kan påvirke din slimhinde i maven.

Kraftig fysisk anstrengelse. Hvis du anstrenger dig fysisk, kan du risikere at få muskelblødninger.

 

Blodmangel

Kemoterapien kan nedsætte antallet af røde blodlegemer. De røde blodlegemer fører ilten rundt i kroppen, og derfor kan du opleve blodmangel, hvis antallet er lavt.

 

Kontakt os, hvis du oplever svimmelhed, øresusen, hjertebanken, hovedpine eller oplever at være mere forpustet end normalt.

 

bivirkninger

Kvalme

Du kan opleve at få kvalme. I forbindelse med kemoterapien vil vi give forebyggende medicin.

 

Kontakt personalet, hvis du oplever kvalme. Så kan vi ændre din behandling mod kvalme eller supplere med tabletter.

 

Diarre

Under behandlingen kan du opleve at få diarré. Mange patienter oplever at få diarre i nogle dage, og så går det over igen.

 

Kontakt os, hvis du oplever længerevarende diarre. Du kan så få væske direkte i blodet eller få stoppende medicin (fx Imodium og Dropizol).

 

Spis og drik rigeligt, gerne 2-3 liter dagligt.

Spis bananer, dåsefrugt, supper og sportsdrikke for at holde saftbalancen. Du kan også spise revet æble, havresuppe, hvidt brød, kartoffelmos og ris.

 

Påvirkning af nervesystemet

Behandlingen kan påvirke nervesystemet. Du vil mærke det som føleforstyrrelser i hænder og fødder eller opleve det som prikken, snurren eller stikken. Du kan f.eks. også få problemer med at strikke, knappe knapper, sy eller gå op og ned af trapper. Det kan være, at du på grund af sygdommen eller tidligere behandlinger i forvejen har føleforstyrrelser. Dine gener kan så forværres.

Nogle gange kan påvirkningen af nerverne også give dig smerter (nervesmerter). Du vil føle, at det jager, lyner eller støder i din krop.

 

Fortæl os, hvis du oplever nervepåvirkning eller smerter. Du må ikke se tiden an, selvom du kun har lette gener. Påvirkningen af dit nervesystem kan nemlig forværres, hvis du fortsat får behandling i samme dosis, og der kan være en risiko for varigpåvirkning af nervesystemet.

 

Tag varme bade

Giv dig selv, eller få pårørende til at give dig blid massage

Beskyt dine fødder og hænder. Du kan for eksempel undgå at gå med bare fødder og bruge handsker i koldt vejr.

Brug komfortabelt fodtøj med skridsikker sål

Plej huden på hænder og fødder med creme

 

Forvirring

Ifosfamid kan gøre dig forvirret og desorienteret eller gøre dig rastløs.

 

Kontakt personalet, hvis du oplever at være mere forvirret/desorienteret, end du plejer at være.

 

Sterilitet

Under behandlingen kan du risikere at blive steril. Det ses ofte hos yngre mænd, og derfor anbefaler vi, at mænd sæddeponerer forud for behandlingen.

 

Kontakt personalet, hvis du ønsker at snakke om mulighederne.

 

Sådan kontakter du os

 

Hæmatologisk afdeling X

Telefon: 65 41 11 52.

Telefontid: Hele døgnet.

 

Kontakt altid afdelingen med det samme, hvis du oplever:

  • Temperaturstigning over 38,5 C og generel utilpashed
  • Andre tegn på infektion
  • Blødning.

 

Sikker digital post:

www.ouh.dk/odex

 

Du kan skrive til os via Den Digitale Postkasse, hvis du har brug for:

  • Ændring af tid i ambulatoriet
  • Kontakt til hjemmeenheden
  • Kontakt til patientforløbsvejleder.

 

Afdeling X kan desværre ikke tilbyde mailkonsultation og svar på prøver og lignende via mail. Vi anbefaler i stedet sundhed.dk.

 

Patientforløbsvejleder

Telefon: 65 41 11 72.

Telefontid: Mandag - fredag: 8.30-14.00.

 

Transportbestilling

Tlf.: 70 11 31 11.

Mandag-fredag: kl. 8.00-15.00.

Du kan tidligst bestille 14 dage før.

APPFWU01V