Højdosisbehandling med BEAM og stamcellestøtte
Du skal igennem et behandlingsforløb med kemoterapi og støtte fra dine egne stamceller. Forløbet varer typisk 2-3 måneder og består af 3 faser.
Du er velkommen til at tage en pårørende med under hele dit forløb. Din pårørende kan støtte dig og hjælpe med at huske den information, du får.
Om behandlingen
Højdosis kemoterapi med BEAM slår kræftceller ihjel, men behandlingen rammer også raske stamceller i knoglemarven. Det er normalt stamcellerne, der danner røde og hvide blodlegemer og blodplader i knoglemarven.
BEAM er en behandling, der består af 4 forskellige kemostoffer
B – BCNU- Carmustine
E – Etoposid
A – Cytorabin(Ara C)
M – Melfalan
Før højdosisbehandlingen høster vi derfor nogle af dine stamceller og fryser dem ned. Efter kemoterapien får du stamcellerne tilbage. De hjælper din knoglemarv til at danne blodceller igen.
Fase 1: Vi gør stamcellerne klar til høst
Du får kemoterapi og derefter vækstfaktor. Det får din knoglemarv til at danne ekstra stamceller og frigive dem til blodet. Hvilken kemoterapi du skal have afhænger af din diagnose. Typisk skal du have 2–4 serier med kemoterapi, inden vi høster dine stamceller.
Når du har fået kemoterapi i forbindelse med stamcellehøsten, får du udleveret sprøjter med vækstfaktor. Det er medicin, der får din knoglemarv til at danne ekstra stamceller og frigiver dem i blodet.
Fase 1 varer typisk 10-14 dage.
Fase 2: Vi høster stamcellerne
Vi høster stamceller fra dit blod og fryser dem ned. Fase 2 varer typisk 1-3 dage. Nogle bliver færdige på 1 dag. Det er ofte nødvendigt at høste i 2 dage og sjældnere i 3-4 dage.
Fase 3: Du får højdosis og stamcellerne tilbage
Du får kemoterapi med BEAM over 5 dage. 48 timer efter du har afsluttet din kemobehandling, får du dine stamceller tilbage. Fase 3 varer typisk 3-4 uger. Du kan enten være indlagt eller få din behandling i hjemmeenheden 3 gange i forløbet og ellers være hjemme. Vi vurderer sammen med dig, hvad der passer bedst.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig, inden behandlingen starter. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.
Gå til tandlæge
Bestil gerne tid til eftersyn og tandrensning, inden behandlingen starter. Det gælder især, hvis det er mere end 3 måneder siden, du sidst har været hos tandlægen. Det mindsker risikoen for infektion i mund og tænder.
Før højdosisbehandlingen bliver du undersøgt af vores tandplejer på afdelingen.
Hav noget med til ventetiden
Du kan med fordel tage fx læsestof, computer, håndarbejde, musik eller anden underholdning med, når du skal til behandling. Du kan også have lidt mad og drikke med, når det passer med din behandling.
Blodprøver
Du kan få taget blodprøver i R-laboratoriet ved indgang 85 i kælderen. R-laboratoriet har åbent mandag-torsdag klokken 7.35-15.00 og fredag klokken 7.35-14.30.
Transport
Ring på 70 11 31 11 (mandag-fredag kl. 8.00-15.00), hvis du skal bestille transport. Du kan tidligst bestille 14 dage før.
Fase 1
I fase 1 får du den kemoterapi, du plejer at få. 6 dage efter denne behandling, skal du starte med at tager vækstfaktor derhjemme.
Vækstfaktor hjemme
6 dage efter behandlingen begynder du at tage vækstfaktor derhjemme. Du skal tage 1 indsprøjtning i låret eller maven hver dag mellem klokken 8.00 og 10.00 i 5 dage frem til stamcellehøsten.
Når du bliver udskrevet, får du kanyler og information med hjem. Hvis du selv vil tage medicinen, lærer vi dig eller en pårørende, hvordan I gør. Ellers kontakter vi en hjemmesygeplejerske, som kan give dig medicinen.
|
vigtigt |
|
På dagen for stamcellehøsten skal du tage vækstfaktoren allerede klokken 6.00. Det tidlige tidspunkt er vigtigt for Blodbankens plan for dagen. |
Bivirkninger ved vækstfaktor
Vækstfaktor kan give ømhed eller smerter i knoglerne, især i bækken, lænd og lår. Det er tegn på, at medicinen virker, og at knoglemarven frigiver stamceller. Hvis du har brug for det, kan du tage almindelig smertestillende medicin med paracetamol, fx Pamol eller Panodil.
Fase 2
I fase 2 høster vi stamceller fra dit blod og fryser dem ned. Du skal have høstet stamceller 10 dage efter sidste behandling. Du skal møde klokken 8.00, hvor vi tager en blodprøve og sender den til Blodbanken. Blodbanken måler, om der er nok stamceller i blodet.
Hvis der er nok stamceller, begynder høsten samme dag. Hvis der endnu ikke er nok, skal du møde igen tidligt næste dag. Det fortsætter, indtil der er nok stamceller. Du kan også få brug for en anden type vækstfaktor.
Planlæg ugen med stamcellehøst
Læg helst ikke andre planer fra mandag til fredag i den uge, hvor du skal have høstet stamceller. Du kan have brug for at komme ind på sygehuset flere dage.
Toiletbesøg inden stamcellehøst
Gå på toilettet, inden stamcellehøsten begynder. Under høsten skal du ligge i sengen og kan ikke forlade stuen. Hvis du har drop i armene, må du ikke bøje armene ret meget.
Centralt venekateter eller drop
På dagen for høsten får du enten drop i begge arme eller et centralt venekateter (dialysekateter). Vi har ved en tidligere samtale vurderet, hvad der passer bedst til dig. Et centralt venekateter er en plastikslange, der går ind i en stor blodåre ved halsen. Vi bruger kun dette kateter til stamcellehøsten og fjerner det igen bagefter.
Hvis du er meget nervøs for at få lagt et centralt venekateter, kan du bede om beroligende medicin. Sig det gerne så tidligt som muligt, så vi kan planlægge det.
Gener ved et centralt venekateter
Nogle mærker næsten ikke, når vi lægger kateteret. Andre synes, at det gør ondt. De fleste oplever lidt ubehag.
Når du har fået anlagt kateteret, kan du have moderate smerter i skulderen eller øverst i ryggen i op til 1 uge. Du kan få smertestillende medicin, hvis du har brug for det.
I meget sjældne tilfælde kan lungen blive punkteret, når kateteret bliver lagt. Det kan ske, hvis lægen kommer i kontakt med lungen, så der opstår en lille rift eller et lille hul. Hvis det sker, kan du få brug for et dræn i lungehulen i nogle dage. Vævet heler derefter igen. Risikoen er meget lille.
Selve stamcellehøsten
Selve stamcellehøsten foregår på Fælles Daghospital. Før høsten møder du i vores modtagelse, hvor en læge undersøger dig. Du kommer tilbage til modtagelsen efter høsten.
Sådan foregår stamcellehøsten
En sygeplejerske fra Blodbanken udfører stamcellehøsten. Du bliver koblet til et apparat gennem dine 2 drop eller dit centrale venekateter. Apparatet bruger en centrifuge til at skille stamcellerne fra blodet. Resten af blodet løber tilbage til dig.
Når høsten er færdig, måler Blodbanken, hvor mange stamceller vi har høstet. Vi får svaret efter nogle timer.
Hvis vi har høstet nok, er høsten færdig. Ellers gentager vi den de næste dage. Når der er nok stamceller, fryser Blodbanken dem ned. Med den særlige metode kan de holde i mange år.
Hvis du har et centralt venekateter til stamcellehøsten, fjerner vi det, når høsten er slut. Det giver som regel ingen gener. Hvis du har drop i armene, fjerner vi dem hver dag og lægger nye om morgenen.
Bivirkninger ved stamcellehøst
Under høsten tilsætter vi citronsyre til blodet, så det ikke størkner. Citronsyre findes også naturligt i kroppen.
Citronsyren kan give let snurren eller prikken i læber og fingre. Generne kan ofte mindskes med kalk. Du kan fx få et glas mælk eller en brusetablet med kalk.
Fase 3
I fase 3 skal du have kemoterapi med BEAM og have dine stamceller tilbage. Du møder igen i vores modtagelse.
Hvis du ikke allerede har et centralt venekateter, får du lagt et. Du skal bruge kateteret til kemoterapibehandling, til stamcellerne og til anden behandling, fx væske og antibiotika. Dette kateter er tyndere end det, der blev brugt ved stamcellehøsten.
Du starter behandling med BEAM samme dag, som du kommer ind. Du får behandlingen i en lille bærbar pumpe, som er koblet til dit kateter. Pumpen giver kemoterapien automatisk i den aftalte mængde og hastighed. Du kan derfor tage hjem med pumpen og fortsætte behandlingen derhjemme.
Behandlingen varer 5 dage. Mens du har pumpen, skal du komme i vores hjemmeenhed hver anden dag, så vi kan kontrollere, at pumpen fungerer, som den skal.
På dag 5 afslutter vi behandlingen og fjerner pumpen.
Du møder til indlæggelse, 3 dage efter behandlingen er afsluttet. Når du bliver indlagt, skal du have dine stamceller tilbage.
Bivirkninger ved BEAM
Mange af bivirkningerne ved BEAM minder om dem, du måske har oplevet ved din første behandling. Nogle kan være mere udtalte.
Kvalme og opkastning
Almen utilpashed og smagsændring forekommer hyppigt i op til et par dage efter behandlingen med BEAM
Nogle patienter har større tendens til kvalme end andre, men de fleste patienter får kvalme/opkastning i større eller mindre grad af denne behandling. Vi giver dig forebyggende medicin mod kvalme i forbindelse med behandlingen, og de fleste fortsætter den kvalmestillende behandling i dagene efter.
Nogle patienter har gavn af seaband armbånd og andre oplever at små hyppige måltider gavner dem. Du kan læse mere om mulige tiltag i vores pjece "Til dig, der skal have Medicinsk Kræftbehandling".
Infektion
Kemoterapien påvirker de raske celler i knoglemarven. Derfor falder antallet af hvide blodlegemer, som beskytter mod infektion.
Du vil opleve at få feber.
På dag 7 begynder du igen med medicin, der stimulerer knoglemarven til at danne stamceller og der i blandt hvide blodlegemer. Det er samme type behandling, som du fik inden stamcellehøsten.
Pas godt på munden
Hold munden ren. Brug en blød tandbørste, og undgå at børste hårdt på tandkødet. En elektrisk tandbørste kan være god i starten, men den kan senere blive for hård mod mund og tandkød.
Hvis din mund bliver meget øm, kan du få skumgummipinde til at holde tænder og mund rene. Hold også munden fugtig. Det kan mindske mundtørhed.
Forebyg infektion
Vask hænder efter toiletbesøg og før måltider. Undgå så vidt muligt tæt kontakt med personer, der hoster, er forkølede eller har feber.
Når dit immunforsvar er lavt, skal du følge de kostrestriktioner, vi giver dig.
Smerter i mund og hals
Slimhinden i munden kan gradvist ændre farve fra rødlig til hvidlig. Munden kan føles hævet, og du kan få mere slim.
Du kan få ømhed og smerter i mund og hals. Det kan også gøre ondt at synke eller være svært at tygge.
Vi vurderer løbende, om du har brug for smertestillende medicin.
Du vil opleve at have svært ved at spise og drikke nok på grund af smerter, derfor får du på dag
2–3 anlagt en tynd sonde gennem næsen, så du kan få den næring, du har brug for. Hvis du ikke kan drikke nok, kan du få væske gennem dit centrale venekateter.
Svamp og andre infektioner i munden
Du kan få infektion med bakterier, svamp eller virus i slimhinderne. Du får forebyggende medicin gennem hele forløbet. Det mindsker risikoen, men kan ikke forhindre alle infektioner.
Svamp i munden ligner faste, hvide belægninger.
Forkølelsessår kan sidde omkring næsen eller munden eller inde i munden. Et begyndende forkølelsessår kan også ligne et rødt område på læben eller en blist i munden. Det kan betyde, at vi skal ændre din medicin.
Diarré
Mange får diarré. Det kan skyldes, at kemoterapien påvirker slimhinden i tarmen. Det kan også skyldes infektion eller antibiotika, som ændrer bakterierne i tarmen. Du kan få brug for antibiotika mod en infektion i tarmen eller medicin, der stopper diarréen.
Påvirkning af urinveje og blære
Behandlingen kan genere slimhinden i urinveje og blære. Vi holder øje med, hvor meget væske du drikker og får gennem drop. Vi vejer dig også for at sikre, at du har den rette væskebalance. Du skal drikke 3 liter væske om dagen, indtil dine blodprøver er stabile.
Blodmangel
Kemoterapien kan give lav blodprocent, fordi knoglemarven danner færre røde blodlegemer.
Lav blodprocent kan give åndenød, hjertebanken, svimmelhed, hovedpine, kuldskærhed, bleghed og susen for ørerne. Hvis din blodprocent bliver for lav, giver vi dig en transfusion.
Blødning
Kemoterapien kan også nedsætte antallet af blodplader. Blodplader hjælper blodet med at størkne. Du kan derfor få blødning fra næse, mund eller skede, blod i urin eller afføring, mange blå mærker eller små røde prikker i huden.
Hvis antallet af blodplader bliver for lavt, kan du få en transfusion med blodplader.
Fertilitet
Hos mænd og yngre kvinder er der risiko for påvirkning af de indre kønsorganer og dermed risiko for, at behandlingen påvirker kønsorganerne varigt. Det betyder, at du kan miste evnen til at få børn.
Hos kvinder vil menstruationerne stoppe, og overgangsalderen kan komme for tidligt. Hormoner kan i nogle tilfælde mindske generne. Tal med din behandlende læge om dine behov og muligheder.
Påvirkning af seksuallivet
Kemoterapiens påvirkning af din krop og trætheden forventes at påvirke både din lyst til og fysiske muligheder for at genoptage dit sædvanlige seksualliv efter behandlingsforløbet.
Det er individuelt, hvor længe dette kan vare. Behandlingen medfører ikke permanent påvirkning af din evne til seksuelt samliv.
Du får stamcellerne tilbage
72 timer efter du har fået BEAM, får du dine stamceller tilbage. Vi tør stamcellerne op på din stue i et særligt kar. Du får stamcellerne i dit centrale venekateter. De finder selv vej til knoglemarven og begynder at dele sig.
Inden du får stamcellerne, får du medicin, som mindsker risikoen for at få gener af behandlingen.
Når du har fået stamcellerne tilbage, kan din ånde, sved og urin lugte af løg eller rødbede. Du kan ikke selv lugte det, men andre kan. Lugten skyldes det konserveringsmiddel, der bruges, når stamcellerne fryses ned. Derfor får du en stue med særlig udluftning i de første dage, eller til lugten er forsvundet.
Dine pårørende må gerne besøge dig. Du må også forlade afdelingen og gå en tur. Af hensyn til de andre indlagte patienter må du ikke gå rundt på selve afdelingen.
Bivirkninger, når du får stamcellerne tilbage
Du kan blive varm og blussende i ansigtet eller få kriller i halsen. Det skyldes konserveringsmidlet DMSO, som beskytter stamcellerne under nedfrysningen. Det er ikke farligt, og generne forsvinder som regel hurtigt.
Stamcellerne kan også give en særlig smag i munden. Det kan hjælpe at sutte på bolsjer, mens du får stamcellerne tilbage.
Efter behandlingens forløbet
Når dine hvide blodlegemer er steget til et acceptabelt niveau, og når din almen tilstand i øvrigt er tilfredsstillende, kan du udskrives.
Efter udskrivelsen vil en af stamcellekoordinatorerne kontakte dig en gang om ugen. Samtalerne vil tage udgangspunkt i de problemstillinger, du oplever efter hjemsendelsen.
Du får en tid til kontrol, når du bliver udskrevet. Derudover får du tilbudt en tid hos en sygeplejerske. Fokus vil være på at støtte dig og dine pårørende i at komme bedst muligt tilbage til hverdagen.
Sygemelding
Vi anbefaler, at du er sygemeldt i mindst 3 måneder efter udskrivelsen.
|
kontakt os straks |
|
Du skal reagere, hvis du får en eller flere af disse symptomer:
Ved akut behov kan du ringe til os på 65 41 11 52 (hele døgnet). |
Efter behandlingen
Når du afslutter forløbet i hjemmeenheden eller bliver udskrevet fra sygehuset, kontakter en stamcellekoordinator dig 1 gang om ugen. I taler om, hvad du oplever efter hjemkomsten.
Du får også en tid i vores ambulatorium. Derudover tilbyder vi dig en tid hos en sygeplejerske. Her har vi fokus på at støtte dig og dine pårørende i at komme bedst muligt tilbage til hverdagen.
Hvis du er patient fra Vejle, Aabenraa eller Esbjerg, bliver du henvist tilbage til os i 100 dage efter behandlingen.
|
Kontakt Hæmatologisk Afdeling 65 41 11 52 Skriv til os på www.ouh.dk/post-bs
Patientforløbsvejleder 65 41 11 72 (hverdage kl. 8.30-14.30)
Hjemmeenheden 23 47 05 67 (alle dage kl. 8.00-15.00)
Transportbestilling 70 11 31 11 (hverdage kl. 8.00-15.00) |
|
pinfoOUH-1162582943-157 160561 | 24.09.2026 |