Skip til primært indhold

Behandling med teclistamab

De første 3 behandlinger

Du skal starte behandling med teclistamab. Teclistamab er et antistof til behandling af knoglemarvskræft (myelomatose). Du får de første 3 behandlinger på sygehuset. Det vil typisk være mandag, onsdag og fredag.

Om behandlingen

Teclistamab er et antistof, som aktiverer dit immunforsvar, så det kan angribe kræftcellerne.

Du får medicinen som en indsprøjtning i låret eller maven.

Vi starter med en lav dosis og øger den gradvist over de første 3 behandlinger. På den måde får din krop tid til at vænne sig til medicinen. Det mindsker risikoen for tidlige bivirkninger.

Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden behandlingen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.

Aftal, hvem der kan være hos dig efter behandlingen

Du skal have en pårørende, som kan tjekke, hvordan du har det, hver 8. time i hele observationsperioden. Observationsperioden varer fra din første behandling til 48 timer efter din tredje behandling.

Din pårørende skal læse denne information og kende de bivirkninger, som du kan få under behandlingen.

Du må højst have 2 timers kørsel til Odense Universitetshospital. Det er vigtigt, så du hurtigt kan komme til sygehuset, hvis du får bivirkninger.

På sygehuset

Når du er på sygehuset, forsøger vi at holde dig og dine pårørende godt informeret undervejs. Du er altid velkommen til at stille spørgsmål.

Første behandling med teclistamab

På sygehuset

Du får først forebyggende medicin i en blodåre og som tabletter. Medicinen er med til at beskytte dig mod tidlige bivirkninger.

Derefter får du den første indsprøjtning med teclistamab. Du må tage hjem bagefter.

Hjemme

Du får tabletter med hjem, som du skal tage mellem behandlingerne. Tag tabletterne, som vi har aftalt.

Anden behandling med teclistamab

På sygehuset

Du får den anden indsprøjtning med teclistamab. Du må tage hjem bagefter.

Hjemme

Du får tabletter med hjem, som du skal tage mellem behandlingerne. Tag tabletterne, som vi har aftalt.

Tredje behandling med teclistamab

På sygehuset

Du får den tredje indsprøjtning med teclistamab. Du må tage hjem bagefter.

Hjemme

Du skal fortsat være opmærksom på tidlige bivirkninger, indtil der er gået 48 timer efter den tredje behandling.

Mål din temperatur hver 8. time

Du skal måle din temperatur hver 8. time i hele observationsperioden. Kontakt os med det samme, hvis du får feber på 38,0 grader eller derover. Det gælder også, selvom du ellers har det godt.

Bivirkninger

Du kan få bivirkninger af teclistamab. Det er især i starten af behandlingen, at du og dine pårørende skal være opmærksomme på dem.

De hyppigste bivirkninger:

  • Feber (under 38 grader)
  • Kulderystelser
  • Kvalme
  • Hovedpine.

Mindre hyppige bivirkninger:

  • Hurtig hjerterytme
  • Svimmelhed
  • Vejrtrækningsbesvær.

I sjældne tilfælde kan medicinen påvirke dit nervesystem i en periode. Det kan betyde, at du:

  • føler dig forvirret
  • har svært ved at fastholde opmærksomhed
  • har svært ved at skrive eller tale.

Reager på symptomer

Kontakt os med det samme, hvis du får en eller flere af bivirkningerne eller tegn på infektion som kulderystelser, alment dårlig tilstand og varmefornemmelse. Det gælder også, selvom du ellers føler dig godt tilpas.

Du og dine pårørende skal være særligt opmærksomme på bivirkninger fra den første behandling og indtil 48 timer efter den tredje behandling.

Kontakt

Hæmatologisk Afdeling

65 41 11 52 (hele døgnet)

 

Patientforløbsvejleder

65 41 11 72 (hverdage kl. 8.30-14.30)

 

Skriv til os på www.ouh.dk/post-bs


pinfoOUH-1162582943-407 |   04.11.2026

APPFWU01V