Skip til primært indhold

Medicinsk behandling af graviditet uden for livmoderen

Mange graviditeter uden for livmoderen går til grunde af sig selv, mens enkelte fortsætter med at vokse. En graviditet uden for livmoderen forekommer hos ca. 2 % af graviditeter opnået ved insemination og hos ca. 6 % af graviditeter opnået ved IVF (reagensglasbefrugtning).

Når en graviditet sætter sig fast uden for livmoderen, kan det blandt andet skyldes beskadigelse af æggelederne, fx efter en tidligere underlivsinfektion. Graviditeten sidder oftest i en æggeleder, men kan også sidde andre steder, fx i livmoderhalsen. En graviditet uden for livmoderen kan ikke udvikle sig til et levedygtigt foster.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles ud fra en samlet vurdering af:

  • Ultralydsskanning
  • Måling af graviditetshormonet hCG i blodet
  • Dato for sidste menstruation og/eller tidspunktet, hvor graviditeten blev konstateret
  • Dine symptomer.

Ved ultralydsskanningen kan vi konstatere, at graviditeten ikke sidder inde i livmoderen. I nogle tilfælde kan man se en graviditetssæk uden for livmoderen, men det er ikke altid muligt.

Det er afgørende for valg af behandling, at vi er sikre på, at graviditeten ikke udvikler sig normalt. Behandlingen tilrettelægges ud fra fastsatte retningslinjer og din samlede situation. I dit tilfælde vurderer vi, at behandling er nødvendig for at afslutte graviditeten.

Medicinsk behandling med Methotrexat

Hvis graviditetshormonet hCG viser en stigende tendens, kan graviditeten i nogle tilfælde behandles med Methotrexat. Methotrexat er et lægemiddel, der hæmmer celledeling og dermed forhindrer graviditetsvævet i at vokse videre. Behandlingen gives som en indsprøjtning udregnet fra din vægt. Det kan spænde eller svie lidt, når medicinen sprøjtes ind. Efter indsprøjtningen skal du blive i afdelingen i cirka 30 minutter. Her observerer vi, at du tåler medicinen. Dette er en sikkerhedsrutine.

Bivirkninger og hvad du kan forvente

Bivirkninger efter en enkelt behandling med Methotrexat er som regel begrænsede. Du kan opleve:

  • Let kvalme
  • Underlivssmerter
  • Vaginal blødning
  • Sjældent diarré
  • Sjældent let irritation af slimhinden i munden.

Smerter

Du kan opleve underlivssmerter, særligt det første døgn efter behandlingen. Smerterne aftager oftest igen, men kan komme og gå i de følgende uger, mens graviditetsvævet nedbrydes og optages af kroppen.

Blødning

Det er almindeligt at bløde fra skeden efter behandlingen. Blødningen opstår, fordi slimhinden i livmoderen afstødes, når graviditetshormonet falder.

Blødningen kan minde om en menstruation og kan variere i styrke. Nogle bløder i få dage, mens andre kan have blødning eller pletblødning i op til 1-2 uger efter behandlingen.

Efter behandling med Methotrexat

Du skal undgå alkohol og folinsyre (fx Gra-vitamin®) i én uge efter behandlingen med Methotrexat. Du må ikke blive gravid de første 3 måneder efter behandlingen, da Methotrexat påvirker celledelingen.

Når du kommer hjem

Du kan opleve smerter og blødning som beskrevet ovenfor. Kontakt Gynækologisk Afdeling på 65 41 23 36, hvis du får kraftige eller tiltagende smerter, kraftig blødning, svimmelhed, udtalt utilpashed eller besvimelsesfornemmelse.

Opfølgning

Efter behandlingen skal du følges med blodprøver, hvor vi måler graviditetshormonet hCG. Blodprøverne tages:

  • dag 4 efter behandlingen
  • dag 7 efter behandlingen
  • herefter én gang om ugen efter aftale.

Efter de første to blodprøver lægger vi en plan for den videre kontrol. Kontrolforløbet kan strække sig over flere uger.

Det er muligt, at hCG-værdien stiger lidt umiddelbart efter behandlingen med Methotrexat. Herefter forventes værdien at falde, efterhånden som graviditetsvævet går til grunde. Kontrolforløbet afsluttes, når blodprøverne viser, at hCG er faldet til 0 eller <0,3. Der kan gå op til 6 uger inden du får din menstruation igen.

Kontakt

Gynækologisk Obstetrisk Afdeling

65 41 11 06

Skriv til os på www.ouh.dk/post-ksf


pinfoOUH-1692381289-352 163174   |   23.10.2026

APPFWU02V