Keglesnit i livmoderhalsen i lokalbedøvelse
Du er blevet anbefalet et keglesnit i livmoderhalsen. Dette kan skyldes HPV-virus, celleforandringer, diagnostik eller som behandling af generende kontaktblødning.
Det er vigtigt, at du føler dig tryg og velinformeret om indgrebet, gennem samtale med læge/ sygeplejerske samt denne skriftlige information. Skulle dette ikke være tilfældet, er du velkommen til at kontakte vores sekretær på 65 41 19 84, som vil sørge for, at du bliver ringet op.
Dato og tid for indgrebet
Du modtager dato for indgrebet via Digital Post. Her står også, om det foregår i Odense eller Svendborg samt hvor på sygehuset du skal møde. Dagen før indgrebet ringer vi til dig vedrørende mødetidspunkt.
Forberedelse før indgrebet
Der er ingen forberedelse, og du må gerne spise og drikke. Tag gerne behageligt og løstsiddende tøj på. Menstruation er ingen hindring i forhold til indgrebet.
Indgrebet
Keglesnittet foretages i lokalbedøvelse. Indgrebet foregår gennem skeden, mens du ligger på gynækologisk leje. Lægen lægger lokalbedøvelse omkring livmoderhalsen. Det første stik vil du kunne mærke, men herefter er smertesansen bedøvet. Du vil dog hele tiden kunne mærke, at der bliver rørt ved dig.
Når bedøvelsen virker, udskæres et lille kegleformet vævsstykke fra livmoderhalsen med en elektrisk slynge. Dette tager ca. 10 sekunder. Herefter stoppes eventuel blødning med varme på sårfladen.
Hele indgrebet tager cirka 15 minutter.
Vævet bliver sendt til mikroskopisk undersøgelse, hvor det også vurderes om eventuelle celleforandringerne er fjernet helt.
Efter indgrebet
Du må tage hjem umiddelbart efter indgrebet, hvis du har det godt.
Normale følger
Efter indgrebet kan der være nogle følger.
Smerter
Det er almindeligt at have lette menstruationslignende smerter, når virkningen af lokalbedøvelsen aftager. Du må gerne tage smertestillende håndkøbsmedicin (paracetamol og ibuprofen). Følg anvisningen på pakken.
Blødning
Det er normalt at have en smule blødning/farvet udflåd i 2-3 uger efter indgrebet. 1-2 uger efter indgrebet oplever mange frisk blødning, da skorpen på operationssåret løsner sig. Så længe du bløder/ har farvet udflåd, bør du undlade karbad, svømmehal, havbad, tampon og samleje. Dette er for at undgå infektion.
Komplikationer
Indenfor de første par uger efter indgrebet kan der opstå kraftig blødning eller infektion. Hvis du inden for det første døgn oplever blødning kraftigere end menstruation, stærke smerter eller feber over 38, må du kontakte Gynækologisk Obstetrisk Afdeling.
Er indgrebet foretaget i Svendborg, skal du ringe på 63 20 20 00 og spørge efter gynækologisk vagthavende.
Er indgrebet foretaget i Odense, skal du ringe på 65 41 19 19.
Opstår det senere, skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Sygemelding
Efter indgrebet bør du tage den med ro et par dage. Har du tungt arbejde, anbefaler vi 3 dages sygemelding.
Fremtiden
Omkring 4 uger efter indgrebet er livmoderhalsen helet op og dækket af ny slimhinde. Indgrebet har ikke indflydelse på det seksuelle samliv eller dine muligheder for at blive gravid.
Svar på prøverne og kontrol
Når svaret på undersøgelsen af vævet foreligger, får du brev. Brevsvaret vil oplyse om graden af celleforandringer og om kontrol efter behandling. Der går typisk 4-6 uger.
Huskeliste
- Hold pause med naturmedicin 14 dage inden operationen.
- Hold evt. pause med blodfortyndende medicin inden indgrebet (skal være aftalt med lægen).
|
Kontakt Gynækologisk Obstetrisk Afdeling 6 5 41 11 06 Skriv til os på www.ouh.dk/post-ksf |
|
pinfoOUH-1692381289-513 105859 | 08.10.2026 |