Valg af fødested for dig, der bor på Ærø
Du vælger selv, hvor du vil føde. Her kan du og din partner læse om mulighederne på Ærø, Svendborg Sygehus og Odense Universitetshospital. I Danmark har du ret til hjælp fra en jordemoder, uanset om du vælger at føde hjemme, på en klinik eller på en fødeafdeling.
Dine muligheder
Du kan vælge at føde på Ærø, Svendborg Sygehus eller Odense Universitetshospital.
Fødsel på Ærø
På Ærø kan du føde hjemme hos dig selv eller på fødestuen på Ærø Sygehus. Begge muligheder tæller som en hjemmefødsel, fordi en jordemoder varetager fødslen alene.
På Ærø Sygehus kan du ikke få kejsersnit, hjælp til at føde med sugekop eller medicin til at lindre smerterne.
For at en hjemmefødsel kan foregå sikkert, skal vi grundigt vurdere, om du og barnet har det godt, både før, under og efter fødslen.
Vi anbefaler kun, at du føder på Ærø, hvis alle disse forhold er opfyldt:
- Du er sund og rask uden medicinske sygdomme.
- Graviditeten forløber normalt, og barnet vokser som forventet.
- Du venter 1 barn, som ligger med hovedet nedad ved termin.
- Fødslen går i gang af sig selv fra uge 37+0 til og med uge 41+6.
- Fødslen skrider fremad efter planen.
- Du og barnet har det godt.
- Fostervandet er klart.
Jordemødre er uddannet til selvstændigt at tage sig af dig under en normal graviditet, fødsel og tiden efter fødslen.
Hvis der opstår komplikationer på Ærø
Hvis der opstår komplikationer, taler jordemoderen med den vagthavende læge i Svendborg eller Odense. Sammen med dig, din partner og lægen lægger jordemoderen en plan for det videre forløb.
Du kan få brug for at komme til et andet sygehus med helikopter. Jordemoderen kan følge med i helikopteren. Vi kan ikke garantere, at der er plads til din partner.
Fødsel på Svendborg Sygehus
Du kan også vælge at føde på Svendborg Sygehus. Her er der jordemødre, fødselslæger og narkoselæger på vagt.
Fødsel på Odense Universitetshospital
Du kan også vælge at føde på Odense Universitetshospital. Her er fødeafdelingen en specialafdeling med jordemødre, fødselslæger og narkoselæger på vagt. Der er desuden en børneafdeling med en børnelæge på vagt.
Når du har truffet et valg
Det er dit og din partners eget valg, hvor fødslen skal foregå. I kan til enhver tid ændre jeres beslutning.
|
Kontakt Gynækologisk Obstetrisk Afdeling 65 41 11 05 Skriv til os på www.ouh.dk/post-ksf |
|
pinfoOUH-1692381289-498 106440 | 05.11.2026 |