Tilbud om efterfødselssamtale
En efterfødselssamtale er et tilbud til dig eller jer, der har brug for at tale graviditet, fødsel eller barsel igennem med en jordemoder. Samtalen tager udgangspunkt i det, du eller I har oplevet.
Indhold
Måske har du eller I allerede talt om forløbet og jeres oplevelse med fødejordemoderen, inden I tog hjem fra fødegangen. Det kan også være, at du eller I har talt med en anden fagperson ved et hjemmebesøg eller på barselsgangen. For nogle er det nok, mens andre kan have brug for en mere uddybende samtale.
Hvornår kan samtalen være relevant
Det kan være en god idé med en efterfødselssamtale, hvis noget fra graviditeten, fødslen eller barslen stadig fylder.
Når du eller I tænker tilbage på forløbet, kan det fx være, hvis der er noget, som du eller I:
- ikke forstod eller ikke husker fra forløbet
- bliver kede af, vrede eller skuffede over eller oplevelser, som gjorde jer bange
- har haft eller stadig har en følelse af ikke at blive hørt.
Hvis du eller I kan genkende en eller flere af de ting, og stadig er påvirkede af det, anbefaler vi, at du eller I kontakter os.
Hvad samtalen går ud på
Ved samtalen taler du eller I med en jordemoder om det, der fylder. Samtalen tager udgangspunkt i din eller jeres oplevelse, spørgsmål, tanker og behov.
Praktiske oplysninger
Kontakt os for at booke en tid til samtalen.
Hvis du har født i Odense, skal du ringe til os på 65 41 23 31 (hverdage kl. 8.00-14.00).
Hvis du har født i Svendborg, skal du ringe til os på 20 56 63 15 (alle dage kl. 9.00-18.00).
Efterfødselssamtalen foregår i jordemoderkonsultationen. Vi bestræber os på, at samtalen er med en jordemoder, du eller I har set i løbet af graviditeten, men det afhænger også af, hvornår der er ledige tider. Derfor kan du eller I få en tid hos en anden jordemoder. Tilbuddet om efterfødselssamtale har ingen tidsbegrænsning.
|
Kontakt Gynækologisk Obstetrisk Afdeling 65 41 11 05 Skriv til os på www.ouh.dk/post-ksf |
|
pinfoOUH-1692381289-896 | 01.10.2026 |