Kikkertundersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af dit spiserør, din mavesæk og din tolvfingertarm (gastroskopi). Du bliver bedøvet med propofol, så du sover under undersøgelsen.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig inden undersøgelsen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.
Faste
Du skal faste før din aftale. Det betyder:
- 6 timer før din aftale skal du stoppe med at spise. Drik heller ikke mælkeprodukter, juice med frugtkød eller smoothies.
- 2 timer før din aftale skal du stoppe med at drikke alle væsker.
Medicin mod sukkersyge
Hvis du har sukkersyge, anbefaler vi, at du måler dit blodsukker morgen, middag, aften og til natten (lige inden du går i seng) dagen før undersøgelsen.
Hvis du får kombinationsbehandling med hurtigt- og langsomtvirkende insulin, må du ikke tage medicinen om morgenen på dagen for undersøgelsen. Det samme gælder, hvis du får tabletter mod sukkersyge.
Du kan tage din medicin mod sukkersyge igen efter undersøgelsen. Husk derfor at tage medicinen med til undersøgelsen.
Spray mod lungesygdom
Hvis du bruger spray mod en lungesygdom, skal du tage den med til undersøgelsen.
Sørg for transport hjem
Du må ikke selv køre hjem efter undersøgelsen, fordi du har fået medicin. Du må først føre et motorkøretøj dagen efter undersøgelsen.
Vi anbefaler, at en pårørende henter dig, eller at du tager en taxa hjem (for egen regning). Du kan også tage offentlig transport.
Hvis du har ret til patienttransport, skal du bestille transport hos Kørselskontoret på 70 11 31 11.
Sådan foregår undersøgelsen
Inden undersøgelsen spørger vi til dine symptomer. Vi fortæller dig også, hvordan undersøgelsen og bedøvelsen foregår, og hvad du kan forvente.
Du får lagt en tynd plastikslange i armen. Gennem slangen får du medicin, så du sover. Vi bruger en tynd og bøjelig kikkert. Vi fører kikkerten gennem munden og ned i mavesækken. På den måde kan vi se slimhinden i spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen. Vi kan også tage vævsprøver.
Under undersøgelsen puster vi luft ned i tarmen. Det kan give lidt ubehag bagefter.
Selve undersøgelsen varer cirka 15 minutter.
Du skal regne med, at dit besøg kan vare op til 2 ½ time, fordi der også er samtaler, ventetid og opvågningstid.
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen bliver du kørt til opvågning, hvor du kan hvile. Du er velkommen til at tage en madpakke med. Du kan få kolde drikke i endoskopiafsnittet.
Hvis du har en pårørende med, må han eller hun vente i afdelingens venteværelse, mens du hviler.
Inden du forlader afdelingen, fortæller vi dig om resultatet af undersøgelsen og om det videre forløb.
Ubehag og komplikationer
Du kan få let ømhed i halsen, oppustethed eller let ubehag i maven efter undersøgelsen. Det er almindeligt og forsvinder som regel af sig selv.
Alvorlige komplikationer er meget sjældne. Du skal kontakte din egen læge eller lægevagten, hvis du får et eller flere af disse symptomer:
- Svære eller tiltagende smerter
- Feber
- Blodigt eller sort opkast
- Sort afføring.
|
Kontakt Afdelingen for Medicinske Mavetarmsygdomme 23 84 50 18 Skriv til os på www.ouh.dk/post-mts |
|
pinfoOUH-603263675-440 | 28.09.2026 |