Jesper Rømhild Davidsen
Jesper Rømhild Davidsen er ledende overlæge på Lungemedicinsk Afdeling J og Professor i interstitielle og sjældne lungesygdomme ved Syddansk Universitet. Få et indblik i hans forskning i her.
Hvad forsker du i?
Min forskning fokuserer primært på at undersøge kliniske metoder til forbedret diagnostik og sygdomsmonitorering hos patienter med sjældne og interstitielle lungesygdomme, herunder svampeinfektioner i lungerne samt tilstande relateret til lungetransplantation. Disse sygdomme og tilstande er ofte komplekse og kan være forbundet med latens i diagnostik, som kan have alvorlige konsekvenser for patientens samlede prognose. Forskningen udføres i tæt samarbejde med Reumatologisk Afd. C, Radiologisk Afd. og Afdeling for Klinisk Patologi på OUH foruden øvrige nationale og internationale samarbejdspartnere.
Hvilke resultater har du opnået?
Etableret Pulmo-Reuma Frontlinje Center (PURE) i tæt samarbejde med Reumatologisk Afdeling C. PURE fungerer som både er en højt specialiseret klinik og en selvstændig forskningsenhed målrettet patienter med interstitielle lungesygdomme relateret til autoimmune reumatologiske tilstande. PURE har medført et væsentligt kvalitetsløft i behandlingen af en sjælden og kompleks patientgruppe og har hidtil dannet grundlag for fire ph.d.-projekter samt flere øvrige forskningsaktiviteter.
- Gennem arbejdet i PURE har vi dokumenteret, at lungeultralyd kan identificere interstitiel lungesygdom hos patienter med leddegigt og respiratoriske symptomer med høj diagnostisk nøjagtighed. Fundene understøtter internationale studier og peger på lungeultralyd som et muligt screeningsværktøj for denne patientgruppe.
- Vi har implementeret transbronkial cryobiopsi til histologisk diagnostik af interstitielle lungesygdomme og vist, at lungeultralyd umiddelbart efter bronkoskopi effektivt kan identificere pneumothorax. Dette muliggør hurtigere diagnostik og rettidig intervention ved komplikationer.
- I samarbejde med Rigshospitalet har vi vist, at fund ved lungeultralyd kan bidrage til differentiering mellem typer af kronisk afstødning efter lungetransplantation. Metoden har vist potentiale til at reducere udredningstid og målrette videre undersøgelser.
- Gennem deltagelse i et internationalt netværk for svampesygdomme i lungerne har vi bidraget til definitionen af kriterier for behandlingsrespons på antifungal terapi, hvilket har styrket grundlaget for standardisering af fremtidige kliniske studier.
Hvad håber du, din forskning kan føre til i fremtiden?
Mit overordnede forskningsmål er at bidrage til forbedret diagnostik og monitorering af sygdom og sygdomsforværring inden for de beskrevne sygdomsgrupper.
Hvilken betydning har din forskning for patienterne på OUH?
Min forskning sigter mod at introducere og validere nye diagnostiske metoder, som kan integreres i klinisk praksis og kliniske retningslinjer. På sigt kan dette bidrage til tidligere sygdomsdetektion, mere målrettet behandling og forbedret prognose. Det forventes desuden at kunne understøtte et mere sammenhængende og patientcentreret sygdomsforløb, hvilket vil kunne øge både overlevelse og livskvalitet for patienter berørt af disse komplekse sygdomme.
Læs mere om Jespers forskning her
SDU: https://portal.findresearcher.sdu.dk/da/persons/jrdavidsen
LinkedIN: https://www.linkedin.com/in/jesper-r%C3%B8mhild-davidsen-4075859/