Hanne Kaae Kristensen
Hanne Kaae Kristensen er professor i rehabilitering og aktivitetsvidenskab ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet samt Odense Universitetshospital få et indblik i Hannes forskning her
Jeg er professor i rehabilitering og aktivitetsvidenskab ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet, og ved Odense Universitetshospital. Før min ansættelse på Odense Universitetshospital har jeg varetaget både kliniske og ledelsesmæssige funktioner på Svendborg og Ringe Sygehuse samt i Faaborg Kommune. Siden 2001 har jeg været tilknyttet Odense Universitetshospital i en række roller, herunder som ledende ergoterapeut, udviklingsterapeut, forskningsleder i Rehabiliteringsafdelingen og senere som lektor i Forskningsenheden for Rehabilitering. Siden 2013 har jeg desuden været ansat som docent i Afdelingen for Anvendt Sundhedsforskning på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense.
Jeg bidrager til udviklingen af internationale forskningsmiljøer og forskningsaktiviteter. I perioden 2017 til 2024 var jeg tilknyttet Sektionen for Ergoterapi ved Karolinska Institutet i Stockholm. Siden 2015 har jeg været medlem af bestyrelsen for Baltic Sea Research Network, og siden 2018 har jeg været medlem af Occupational Science Europe Research Committee (OSERC).
Hvad forsker du i?
Min forskning udspringer af demografiske forandringer, herunder et stigende antal ældre borgere og flere mennesker, der lever med kroniske sygdomme. Jeg arbejder for at styrke evidensbaseret praksis og udvikle praksisnær, forskningsbaseret viden inden for rehabilitering og aktivitetsvidenskab.
Centralt i mit arbejde står:
- Brugerperspektiver og brugerinddragelse.
- Forskningsbaseret kritisk refleksion og klinisk ræsonnering.
- Tværprofessionel og tværsektoriel implementeringsforskning
udvikling af sammenhængende rehabiliteringsforløb på tværs af sektorer.
Aktivitetsvidenskab udgør et centralt videnskabeligt fundament, idet disciplinen undersøger relationerne mellem menneskelig aktivitet, sundhed og trivsel. Jeg arbejder blandt andet med begrebet aktivitetsbalance og deltager i nordiske valideringsstudier, som har til formål at styrke rehabiliteringsindsatser på OUH og i andre kliniske kontekster. Aktivitetsbalance bidrager til en forståelse af, hvordan energiforvaltning af menneskers daglige aktiviteter påvirker deres funktionsevne, livskvalitet og muligheder for at genoptage et meningsfuldt hverdagsliv og kan derfor let integreres i en rehabiliterende tilgang.
Personcentreret rehabilitering udgør samtidig en grundlæggende ramme og beskriver en samarbejdsproces, der skal muliggøre et meningsfuldt liv med bedst mulig aktivitet og deltagelse for mennesker med nedsat funktionsevne, med udgangspunkt i personens egne perspektiver og hele livssituation. Den danske forståelse af rehabilitering bygger på en biopsykosocial forståelsesramme og gennemføres som et målrettet, sammenhængende og vidensbaseret samarbejde mellem personen, pårørende, professionelle og andre relevante aktører. Personcentrering indebærer respekt for og integration af individuelle forskelle, så rehabiliteringsindsatsen tilpasses den enkelte og understøtter en helhedsorienteret forståelse af sygdom, sundhed og hverdagsliv.
Hvilke resultater har du opnået?
Jeg har gennem mange år forsket i tværsektoriel og tværfaglig personcentreret rehabilitering med fokus på, hvordan patienter kan opnå forbedret funktionsevne og øget livskvalitet gennem aktiv deltagelse i deres egne rehabiliteringsforløb.
Et centralt resultat af denne forskning er udviklingen af viden, der kan omsættes direkte til klinisk praksis. Jeg har arbejdet systematisk med at implementere en evidensbaseret praksis på Odense Universitetshospital for at højne den sundhedsfaglige praksis og sikre, at hver enkelt patient tilbydes rehabilitering af høj kvalitet.
Min forskning har blandt andet dokumenteret:
- At fælles målsætning styrker patienters motivation og deltagelse.
- At systematisk inddragelse af patienters egne prioriteringer øger relevansen og effekten af rehabiliteringsindsatser.
- At tæt samarbejde på tværs af faggrupper og sektorer skaber sammenhængende og koordinerede rehabiliteringsforløb.
- At kontinuitet på tværs af sektorer understøtter patienters mulighed for at vende tilbage til et meningsfuldt hverdagsliv.
Denne forskningsindsats har bidraget til udviklingen af praksisnære modeller og implementeringsstrategier, der anvendes i både kommunale, regionale og nationale kontekster.
Ud over at publicere forskningsbaseret, peer‑reviewet litteratur og formidle resultater på nationale og internationale konferencer har jeg også prioriteret at bidrage til en række lærebøger inden for rehabilitering, ergoterapi, evidensbaseret praksis, demens og aktivitetsvidenskab. Formålet har været at styrke kommende sundhedsprofessionelles forskningsbaserede kompetencer og sikre, at ny viden omsættes til praksisnære redskaber og refleksionsformer i deres uddannelse og senere kliniske virke.
Hvad håber du på, din forskning kan føre til i fremtiden?
Jeg håber, at min forskning fortsat kan:
- Styrke den evidensbaserede tilgang i rehabilitering
- Bidrage til udviklingen af sammenhængende patientforløb på tværs af sektorer med inddragelse af teknologiske løsninger
understøtte sundhedsprofessionelles kliniske ræsonnering og beslutningstagning - Fremme patienters aktive deltagelse i deres egne forløb
skabe bedre muligheder for, at mennesker kan leve et hverdagsliv, de oplever som værdifuldt og meningsfuldt
Derudover ønsker jeg at fortsætte arbejdet med at udvikle og validere redskaber og begreber, der kan styrke rehabiliteringspraksis både på OUH og i bredere sundhedsfaglige sammenhænge.
Hvilken betydning har din forskning for patienterne på OUH?
Min forskning har direkte betydning for patienterne på OUH, fordi den bidrager til:
- Implementering af evidensbaseret praksis, der løfter kvaliteten af de rehabiliteringsindsatser, patienterne modtager.
- Udvikling af sammenhængende og koordinerede rehabiliteringsforløb, som skaber bedre overgange mellem hospital, kommune og eget hjem.
- Styrkelse af personcentrerede tilgange, hvor patientens egne mål, værdier og prioriteringer er styrende for indsatsen.
- Forbedret funktionsevne, øget livskvalitet og større mulighed for at genoptage et meningsfuldt hverdagsliv.
Læs mere om Hannes forskning her
SDU CV: https://portal.findresearcher.sdu.dk/da/persons/hkristensen/
UC Viden: https://www.ucviden.dk/da/persons/hanne-kaae-kristensen
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Blå Bog
Hanne Kaae Kristensen
- Ergoterapeut, ph.d.
- Professor i rehabilitering og aktivitetsvidenskab ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet, og ved Odense Universitetshospital.
Forskningsområder
- Rehabilitering og aktivitetsvidenskab.