Skip til primært indhold

Christian B. Laursen

Christian B. Laursen er forskningsleder og professor i lungemedicin ved Forskningsenheden for Lungemedicin (ODIN), Klinisk Institut, SDU og ledende overlæge ved Lungemedicinsk Afd. J, OUH. Få et indblik i hans forskning i lungemedicin her.

Hvad forsker du i?

Jeg forsker i, hvordan vi kan udvikle ny og mere præcis diagnostik af lungesygdomme. Det handler både om at udvikle nye avancerede og specialiserede diagnostiske metoder, men også nye mere simple metoder der kan anvendes f.eks. i patientens eget hjem. Udover selve de diagnostiske metoder, så har jeg også forsket i at sikre, at sundhedspersonale bliver godt uddannet i at bruge dem. I øjeblikket er et af mine fokusområder forskning i at integrere kunstig intelligens og andre nye teknologier i udredningen, så vi kan finde sygdommene tidligere og give patienterne et bedre og mere effektivt forløb.

Hvilke resultater har du opnået?

Min forskning har medvirket til, at lungeultralydsskanning nu er bredt implementeret i lungemedicin og andre relevante specialer i både Danmark og internationalt. Jeg har desuden været med til at udvikle et struktureret træningsprogram i lungeultralyd, der nu er implementeret internationalt af European Respiratory Society (ERS) og ved samarbejdende internationale centre i bl.a. Oxford, Bristol og Amsterdam.

Hvad håber du din forskning kan føre til i fremtiden?

Først og fremmest at de diagnostiske metoder, man bruger til lungesygdomme, bliver bedre og mere sikre for den enkelte patient. Men derudover samtidigt at understøtte, at de enkelte diagnostiske metoder anvendes mere rationelt i det enkelte patientforløb, så den enkelte patient får den rigtige undersøgelse på rigtig tid og sted. Det vil både kunne sikre bedre patientforløb for den enkelte patient, men også medvirke til at mindske risici ved brug af unødig diagnostik, samt at vi som sundhedsvæsen bruger både økonomiske og menneskelige ressourcer bedst muligt.

Hvilken betydning har din forskning for patienterne på OUH?

Resultaterne af min tidligere forskning betyder helt konkret, at patienter på OUH med symptomer fra lungerne i vid udstrækning vil kunne opleve, at lungeultralydsskanning anvendes som led i lægens vurdering af de mulige årsager til generne fra lungerne. Derudover har forskningen også medvirket til at sikre, at patienter på OUH og i Region Syddanmark kan tilbydes avanceret lungekræftudredning på højeste internationale niveau.

Læs mere om Christians forskning her

SDU: https://portal.findresearcher.sdu.dk/da/persons/christian-b-laursen 

ODIN hjemmeside: www.sdu.dk/en/forskning/respiratory_medicine 

LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/christian-b-laursen-705020a3/

Kontakt

Christian.B.Laursen@rsyd.dk 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Blå bog

Christian B. Laursen

  • Klinisk professor, ledende overlæge, forskningsleder, ph.d.
  • Forskningsenheden for Lungemedicin (ODIN), Klinisk Institut, SDU
  • Lungemedicinsk Afdeling J, OUH
  • Center for Avanceret Lungekræftudredning (CALU), OUH, SDU

Forskningsområder

  • Diagnostiske metoder
  • Lungeultralydsskanning
  • Lungekræft
  • Lungehindesygdomme
  • Lunge- og lungehindeinfektioner
  • Uddannelse og kompetencebedømmelse

 

APPFWU02V