Skip til primært indhold

Anton Pottegård

Anton er professor på Sygehusapotek Fyn og professor i brug af lægemidler ved Syddansk Universitet. Få et indblik i hans forskning her.

Hvad forsker du i?

Jeg forsker i brugen af lægemidler med særligt fokus på, hvordan de anvendes i den virkelige verden baseret på data fra de danske landsdækkende sundhedsregistre. I de senere år er jeg blevet særligt optaget af, hvordan denne viden kan bruges til at ruste sundhedsvæsenet bedre til fremtidens udfordringer.

Hvilke resultater har du opnået?

  • Vi har vist, at et almindeligt blodtryksmiddel (hydrochlorthiazid) kan øge risikoen for hudkræft, hvilket har ført til ændringer i anbefalinger fra myndighederne.
  • Vi har i samarbejde med myndighederne været med til at opdage sjældne, men alvorlige bivirkninger ved AstraZeneca-vaccinen mod COVID-19.
  • Vi har vist, at nogle lægemidler bliver brugt mere og anderledes, end man måske burde – fx opioider og gabapentinoider.
  • Vi har udviklet metoder til at bruge sundhedsregistre til at opdage ukendte gavnlige effekter og bivirkninger af medicin i den virkelige verden.

Hvad håber du på, din forskning kan føre til i fremtiden?

​Jeg håber, at min forskning kan være med til at gøre sundhedsvæsnet mere datadrevet, så beslutninger i højere grad træffes på baggrund af viden om, hvor behovene reelt er i befolkningen, og hvor ressourcerne gør mest gavn. Målet er at bruge de unikke danske sundhedsdata til bedre prioritering og ledelse, så vi kan skabe et sundhedsvæsen, der er rustet til fremtidens udfordringer.

Det arbejder jeg blandt andet på via programmet FREMSUND (www.FREMSUND.dk).

Hvilken betydning har din forskning for patienterne på OUH?

Min forskning har betydning for patienterne på OUH ved at skabe viden om, hvornår medicin ikke længere gavner – og faktisk kan gøre mere skade end gavn, især hos ældre og skrøbelige patienter. Jeg arbejder med afmedicinering, hvor vi gennem forskning bl.a. har vist behovet for bedre vejledning og systematik, så unødvendig medicin i højere grad kan identificeres og fjernes.

Læs mere om Antons forskning her: 

LinkedIn:https://dk.linkedin.com/in/pottegard/da

Instagram:https://www.instagram.com/antonpottegaard/

Hjemmeside: https://antonpottegaard.dk/

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Blå Bog

  • Anton Pottegård, professor
  • Sygehusapotek Fyn
  • Forskningsområder: Lægemidler, databaseret sundhedsledelse

 

 

 

APPFWU02V