OUH og Klinisk Instituts forskningsstrategi 2026-2030
OUH og Klinisk Instituts forskningsstrategi 2026-2030
Odense Universitetshospital (OUH) og Klinisk Institut har lanceret en ny fælles forskningsstrategi for 2026–2030 med titlen ”Fra forskning til forandring”. Strategien tydeliggør ambitionen om at bringe forskning af højeste internationale kvalitet tættere på klinikken – til gavn for patienter, pårørende og sundhedsvæsenet.
Strategien bygger på tre overordnede temaer, som tilsammen skal styrke forskningens relevans, kvalitet og samfundsmæssige impact:
Forskning på tværs – med mennesket i centrum
Forskningen tager udgangspunkt i hele patientforløbet og arbejder på tværs af diagnoser, fagområder og sektorer. Strategien lægger vægt på samarbejde med det nære sundhedsvæsen, på samspillet mellem psykiatri og somatik og på at inddrage patienter og pårørende som aktive medskabere. Det sikrer, at forskningen er relevant og meningsfuld for dem, den skal gavne.
Stærke forskningsmiljøer – som drivkraft for udvikling
Strategien understøtter opbygningen af stærke forskningsmiljøer, der kan omsætte idéer til ny viden og innovative løsninger. Nationale og internationale partnerskaber, life science, kliniske forsøg, avancerede terapier, sundhedsteknologi og strategisk anvendelse af sundhedsdata skaber rammerne for forskning af høj kvalitet, som kan føre til konkrete forbedringer i sundhedsvæsenet.
Forskningens vej – fra idé til impact
Strategien sikrer, at forskningen hele vejen fra idé til implementering kan omsættes til konkret impact. Målrettet forskerstøtte, tydelige karriereveje, stærk forskningsledelse og systematisk formidling skal sikre, at forskningen skaber reel værdi – både i forhold til patientbehandling, nye sundhedsteknologier og samfundsløsninger.
Den samlede forskningsstrategi kan læses her.
Vi ser frem til at arbejde sammen med forskere og klinikere om at omsætte strategiens ambitioner til konkret handling i de kommende år.
På vegne af OUH og Klinisk Institut
Rikke Leth-Larsen
Institutleder, Klinisk Institut, Syddansk Universitet
Bjarne Dahler-Eriksen
Lægelig direktør, OUH