Nyt værktøj skal hjælpe med at opspore knogleskørhed
Forskere vil hjælpe praktiserende læger i norden med at opspore knogleskørhed tidligere med brug af kunstig intelligens.
Omkring 700.000 danskere lever med knogleskørhed. Knogleskørhed giver svage og skrøbelige knogler, som øger risikoen for smertefulde, invaliderende og livstruende knoglebrud.
Knogleskørhed har store konsekvenser for den enkeltes helbred, sociale liv og pårørende, og for samfundet. Jo senere sygdommen opdages, desto dyrere er den at behandle.
-Knogleskørhed opdages ofte først efter det første knoglebrud, hvilket betyder, at opsporing og forebyggelse i mange tilfælde sker for sent, forklarer Katrine Hass Rubin, professor ved Klinisk Institut, SDU og forskningsenheden OPEN på Odense Universitetshospital. -Vi har udviklet et værktøj, som kan hjælpe de praktiserende læger til at opdage patienter i høj risiko tidligere. Det værktøj skal vi nu have afprøvet og implementeret i klinikken.
Katrine og hendes forskerkollegaer har netop modtaget en bevilling på 10 millioner kroner fra NordForsk til at udvikle og implementere beslutningsstøtteværktøjet FREM_ML, som med hjælp fra kunstig intelligens kan være med til at sikre en bedre livskvalitet for patienterne og reducere omkostningerne ved knoglebrud.
Forskerne skal afprøve og teste værktøjet i både primær- og sekundærsektoren i Danmark, Norge og Sverige. Forskningsprojektet forløber fra 2025 og frem til 2029.