Skip til primært indhold

Nyt forskningsprojekt ønsker at afdække forbindelser mellem hjerte-, nyre- og urinvejssygdomme

Hvordan hænger hjerte, nyrer og urinvejene sammen – og hvordan påvirker sygdomme i ét organ sundheden i de andre? Det er fokus for et spændende nyt projekt, hvor forskere fra forskningsenheden på Urinvejskirurgisk Afdeling L, OUH og Klinisk Institut ønsker at undersøge det komplekse samspil mellem hjerte-kar-problemer, nyresygdomme og urinvejsinfektioner.

- Vi vil analysere nationale sundhedsregistre for at kortlægge, hvordan sygdomme udvikler sig over tid, og rekruttere patienter med hjerte-kar-sygdom, kronisk nyresygdom, nyrekræft og gentagne urinvejsinfektioner – samt raske kontrolpersoner; fortæller professor Lars Lund. Han har modtaget en bevilling fra Novo Nordisk Fonden på 4,5 mio. kr. til projektet.

Han fortæller, at forskerne vil med avancerede analyser af blod- og urinprøver dykke ned i tusindvis af molekylære signaler for at:

  • Forstå sygdommenes sammenhæng
  • Forbedre diagnosticering og behandling
  • Udvikle nye strategier til at forebygge sygdomsforværring og øge livskvaliteten for patienten.

-Alvorlige og udbredte sygdomme som disse har ikke kun stor betydning for den enkelte – men også for samfundet; fortsætter post.doc Martin Lund fra samme afdeling, som vil spille en central rolle i forskningsprojektet. Han fortsætter -Tidligere og bedre behandling kan føre til både øget livskvalitet for patienten og samfundsøkonomiske besparelser. Vi glæder os derfor til at se, hvordan projektet kan bidrage til ny viden og forhåbentligt gøre en forskel for fremtidens behandling.

Forskningsprojektet er startet op pr. 1. januar 2026, og man er i fuld gang med at rekruttere patienter med hjerte-kar-sygdom, kronisk nyresygdom, nyrekræft, gentagne urinvejsinfektioner samt raske kontrolpersoner til projektet.

APPFWU01V