Skip til primært indhold

Nysgerrighed – den oversete kernekompetence i patientkommunikation

Nysgerrighed bliver i stigende grad fremhævet som en nøgle i personcentreret kommunikation – men hvordan viser den sig i mødet mellem patient og sundhedsprofessionel, og hvad står i vejen for den?

Billede af Jette Ammentorp og en sygeplejerske, der holder en sengeliggende patient i hånden.

I et nyt kvalitativt studie, “Curious on curiosity – a qualitative study on curiosity in healthcare communication”, har forskere fra bl.a. Center for Forskning i Patientkommunikation på Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, SDU, undersøgt, hvordan nysgerrighed opleves og udspiller sig i sundhedsvæsenet.

Studiet bygger på erfaringer fra en World Café-workshop med patienter og pårørende, en teaterworkshop med klinikere, patienter og forskere samt en international ekspertworkshop med kommunikationsspecialister.

En af forskerne bag studiet, professor og centerleder Jette Ammentorp, forklarer, at nysgerrighed både er en professionel kvalitet (holdning og mindset) og en kommunikativ færdighed, som klinikere kan trænes i. Den kommer bl.a. til udtryk gennem:

  • opmærksom og nærværende lytning 
  • anerkendelse og åbenhed 
  • responsivitet og undersøgende, åbne spørgsmål

Resultaterne fra studiet viser, at nysgerrighed kan øge tillid, styrke relationen, give dybere dialog og bedre forståelse for patientens perspektiv. Ligesom det kan øge patientens oplevelse af at blive inddraget i beslutninger i forbindelse med dennes sygdom. Men studiet viser også, at tidspres, høj arbejdsmængde, følelsesmæssigt pres, forforståelser og begyndende udbrændthed hos klinikerne kan være en barriere for nysgerrigheden i mødet med patienten.

– Nysgerrighed er en vigtig, men underudviklet komponent i personcentreret kommunikation. Hvis vi arbejder mere eksplicit med den i kommunikationsundervisning og -træning, kan vi styrke patientengagement, fælles beslutningstagning og kvaliteten af kliniske samtaler. Men det kræver også organisatorisk fokus på tid, arbejdsvilkår og trivsel; afslutter Jette Ammentorp.

Er du mere interesseret, kan du læse mere i selve publikationen (på engelsk) på linket her.

Konference: Kunsten at kommunikere

Hvis du som sundhedsprofessionel vil styrke din patientkommunikation, afholdes konferencen Kunsten at kommunikere den 11.–12. juni 2026. Her er netop fokus på kommunikation, nysgerrighed og personcentrerede møder med patienter. Der gives 20% rabat for OUH ansatte

Tilmeldingsfrist: 1 juni 2026
Målgruppe: Sundhedspersonale


Læs mere og tilmeld dig på linket til konferencen, som du finder her.

APPFWU02V