Ny viceinstitutleder med fokus på forskning og innovation på Klinisk Institut
Samarbejdet om forskning og innovation bliver styrket på tværs af Klinisk Institut og OUH pr. 1. september, hvor Klinisk Institut har udnævnt Malene Grubbe Hildebrandt som ny viceinstitutleder.
-Jeg ser meget frem til at tiltræde rollen som viceinstitutleder ved Klinisk Institut. Jeg vil arbejde målrettet for at styrke instituttets strategiske udvikling og de rammer, der fremmer tværfagligt og internationalt samarbejde; siger Malene Grubbe Hildebrandt.
-Det er en central opgave at fremme forskning, der skaber klinisk evidens og bidrager til en højere kvalitet i patientbehandlingen. Innovative tilgange er afgørende for udviklingen af løsninger på fremtidens sundhedsmæssige udfordringer. Klinisk Institut har allerede et højt fagligt niveau inden for både forskning og innovation, og jeg glæder mig til et tæt samarbejde med kolleger og ledelse om at styrke disse områder og partnerskaber yderligere; afslutter den nye viceinstitutleder med.
Malene Grubbe er udover viceinstitutleder også klinisk professor og forskningsleder ved forskningsenheden på Nuklearmedicinsk Afdeling på OUH.
Stort tillykke til Malene Grubbe Hildebrandt med den nye titel!