Ny professor vil have fokus på patienternes helbredstilstand og livskvalitet efter hjertesygdom
Sygeplejerske, ph.d., Britt Borregaard er netop udnævnt til professor i hjertesygdomme med særligt fokus på forskning i patientens helbredstilstand efter hjertesygdom.
Som ny professor i hjertesygdomme ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet (SDU) og ved Hjertemedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital (OUH) skal Britts forskning fortsat centrere sig om patient-rapporterede oplysninger ved behandling og de langsigtede kliniske og organisatoriske resultater af patientbehandlingen. Dette indebærer genindlæggelser, dødelighed, tilbagevenden til arbejdsmarkedet og patientens egen opfattelse af sit helbred efter behandlingen.
- Udgangspunktet for forskningen er primært patienter, som har iskæmisk hjertesygdom, oftest pga. åreforkalkning i hjertet og patienter, der har overlevet et hjertestop uden for hospitalet. Jeg har dog også fokus på, hvordan vi som sundhedsprofessionelle kan understøtte pårørende til hjertepatienter bedst muligt; forklarer Britt Borregaard om sit forskningsfelt.
I sit nye professorat vil Britt Borregaard samtidig oprette forskningsgruppen CORO; Cardiac Health Outcomes Research Group, Odense, og derudover vil hun fortsat have fokus på at få formidlet forskning til patienterne og den brede offentlighed.
Britt har gennem hele hendes forskerkarriere arbejdet både som forsker og som klinikker, og hun fremhæver nødvendigheden af at udføre forskning i tværfaglige grupper på tværs af kompetencer og samarbejde i internationale forskningsnetværk. Britt Borregaard har desuden varetaget poster i flere komitéer under det Europæiske Kardiologiske Selskab (ESC), ligesom hun har et stærkt internationalt forskningssamarbejde i særligt Canada, Norge, Storbritannien og Australien.
På vegne af OUH vil vi gerne ønske vores nye professor Britt Borregaard stort tillykke og held og lykke med professoratet!