Skip til primært indhold

Ny professor med speciale i MR baseret strålebehandling

Fysiker Faisal Mahmood fra forskningsenheden på Onkologisk Afdeling, OUH og Klinisk Institut, SDU er pr. 1. maj 2024 udnævnt til ny professor i medicinsk fysik.

Biologisk vejledt strålebehandling er vigtig for at skabe den bedste behandling for patienterne ifølge Faisal Mahmood, og det er også det fokus, som han vil have i sit nye professorat; - Geometrisk præcision er fuldstændig afgørende inden for strålebehandling, men udviklingen af biologisk præcision er afgørende for at opnå en bedre individualiseret behandling, fortæller den nye professor. Faisal er overbevist om, at MR teknologien vil spille en afgørende rolle for biologisk præcision i fremtidens strålebehandling.

Faisal Mahmood har en baggrund i nuklearmedicin fra Gentofte Hospital og onkologisk strålebehandling fra Herlev Hospital. Men i 2017 blev han ansat på OUH, hvor han var med til at igangsætte landets første MR accelerator. Siden 2022 har han ligeledes varetaget ledelsen af forskningen i Radiofysisk Laboratorium, som er en enhed under Onkologisk Afdeling på OUH.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte forskningen i MR baseret strålebehandling og håber, at jeg med min forskning kan være med til at sikre mere effektive og sikre patientbehandlinger i fremtiden; fortæller en glad og stolt Faisal Mahmood afslutningsvis.

Et stort tillykke fra OUH til Faisal Mahmood med det nye professorat!

Ønsker du at læse mere om vores nye professor, så kan du læse meget mere i SDU’s pressemeddelelse her.

Du kan også læse mere om Faisal Mahmoods forskning her; https://portal.findresearcher.sdu.dk/da/persons/fmahmood 

APPFWU02V