Ny bevilling til forskning i aggressive kræftformer i hjernen
Forskningsenheden på Neurokirurgisk Afdeling på OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus og Klinisk Institut, Syddansk Universitet, har netop modtaget 3 mio. kr. fra Kræftens Bekæmpelse til et nyt forskningsprojekt, som vil undersøge nye metoder til at forudsige, hvor den mest aggressive kræftform i hjernen genvækster efter behandling.
Hvert år får ca. 1100 personer i Danmark konstateret hjernetumor, og for de mest aggressive former – højgrads gliomer – er behandlingen fortsat en stor udfordring. Højgrads gliomer er en samlet betegnelse for aggressive, ondartede hjernetumorer, der udgår fra hjernens støtteceller. De vokser hurtigt og infiltrerer det omgivende hjernevæv. Behandlingen er oftest en kombination af operation, strålebehandling og kemoterapi, men sygdommen er alvorlig og kræver specialiseret neuroonkologisk behandling og ofte af flere omgange.
-I projektet “Exploring the bio-mechanical code of high-grade glioma resistance” undersøger vi, om hjernens væv og tumorens “blødhed” eller “hårdhed” kan være med til at forklare, hvorfor nogle hjernetumorer bliver mere modstandsdygtige over for behandling – og hvordan det påvirker kroppens eget immunforsvar; forklarer professor og forskningsleder Frantz Rom Poulsen om projektet.
Han fortæller, at forskernes hypotese er, at ændringer i vævets mekanik påvirker immunsystemet:
- At blødere hjernecancervæv kan være sværere for immunsystemet at genkende og dræbe
- At de mekaniske forhold kan påvirke T-cellerne, så de bliver mindre effektive.
Forskerne vil i forskningsprojektet bl.a.
- bruge avancerede MR-scanninger til at undersøge, hvor hjernen omkring tumoren er usædvanligt “blød” eller forandret
- bruge disse scanninger til meget præcist at udvælge de steder i hjernen, hvor der skal tages vævsprøver
- analysere vævsprøverne i laboratoriet for at se, hvilke proteiner og fedtstoffer der findes i vævet, og hvordan de fordeler sig – med hjælp fra kunstig intelligens til at finde mønstre
- finde de biologiske mekanismer, der både gør vævet unormalt blødt, gør det lettere for kræftcellerne at sprede sig og hjælper tumoren med at undgå kroppens immunforsvar.
Frantz Rom Poulsen forklarer afslutningsvis; -Vi håber, at vi ved at kombinere biomekanik, molekylær profilering og avanceret dataanalyse kan identificere nye resistensmekanismer og dermed være med til at bane vejen for mere præcise og personaliserede behandlinger, så vi kan sikre bedre behandling for patienter med højgradige gliomer i fremtiden.
Forskningsprojektet inkluderer både nationale og internationale samarbejdspartnere og forventes at forløbe fra 2027 til 2030.
Tak til Kræftens Bekæmpelse for bevillingen - og held og lykke til Frantz og hans forskerkollegaer med projektet. 🎉