Skip til primært indhold

Ny behandling giver håb for rygpatienter

Ny forskning viser, at Kognitiv Funktionel Terapi (CFT) kan virke for rygpatienter, der ellers ikke kan hjælpes.

CFT fysioterapeut træner med patient på Smertecenter Syd

På Odense Universitetshospitals Smertecenter Syd tilbyder man som den eneste hospitalsafdeling i Danmark Kognitiv Funktionel Terapi (CFT) til patienter med kronisk komplekse rygsmerter. Nu viser et nyt stort forskningsprojekt, at behandlingen både er effektiv og billig for patienter med kroniske rygsmerter.

- Mange af patienterne i forskningsprojektet havde faktisk opgivet at få hjælp til deres smerter, men mere end 80 procent oplevede en markant bedring, fortæller Jan Hartvigsen, professor og forskningsleder for Center for Sundhed i Muskler og Led, Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet (SDU).

Han er en af forskerne bag projektet, hvis resultater netop er publiceret i et af verdens højest rangerende medicinske tidsskrifter The Lancet. Læs mere om forskningsprojektet på SDU’s hjemmeside.

Kroniske patienter tester behandlingen på OUH

På Smertecenter Syd på OUH er forskere fra OUH og SDU allerede i gang med at undersøge effekten af CFT-behandlingen yderligere: 

Professor Henrik Bjarke Vægter fra Smertecenter Syd har netop afsluttet et lodtrækningsforsøg, hvor 130 patienter med kronisk komplekse rygsmerter har testet, om CFT behandlingen er mere effektiv og kost-effektiv i forhold til den aktuelt anbefalede smertebehandling, der tilbydes i et specialiseret smertecenter.

- De patienter der deltager i vores studie, er blandt dem der er hårdest ramt af deres smertetilstand og hvor eksisterende behandlinger har meget begrænset effekt. Patienterne har væsentlige begrænsninger i funktionsniveau og er på kanten af arbejdsmarkedet, fortæller Henrik Bjarke Vægter, og fortsætter:

- De er ofte ramt af psykologiske og sociale udfordringer, svære søvnproblemer og har tidligere afprøvet en lange række behandlinger i sundhedsvæsenet uden effekt. Forventningen er at CFT fremover vil være et vigtigt element i behandlingen af kronisk komplekse rygsmerter

Fakta om Kognitiv Funktionel Terapi (CFT):

Det kræver speciel uddannelse at udføre CFT, og behandlingen bliver på Smertecenter Syd udført af specielt uddannede fysioterapeuter.

Konkret består behandlingen af op til syv sessioner, hvor en fysioterapeut gennem samtaler hjælper patienten til at forstå, hvad smerter er generelt og i deres liv – populært sagt at få smerterne til at give mening. Dernæst udsættes patienterne for nogle individualiserede øvelser, der hjælper dem til at bevæge sig mere naturligt uden smerter og få tillid til, at deres ryg kan bruges i arbejde og i fritiden. Måske kan de ikke alt, de gerne vil kunne, men de fleste kan komme rigtig langt. Endelig fokuseres der på positive ændringer i livsstil fx fysisk aktivitet, sociale relationer og mentalt helbred.

Patienterne kan efter at have fået behandlingen have en meget bedre hverdag, hvor de genoptager mange af de aktiviteter, de ikke kunne inden behandlingen. Det kan både relatere til arbejde og fritid. Samtidig har de færre smerter og mere tiltro til at kunne klare aktiviteter i hverdagen på trods af smerter.

APPFWU01V