Skip til primært indhold

Kvinder med gastrisk bypass har større risiko for højt og lavt blodsukker under graviditet sammenlignet med andre gravide

Læs resultaterne fra ph.d. studiet BAMBI, som Ph.d. Louise Laage Stentebjerg fra Steno Diabetes Center Odense på OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus og Klinisk Institut, Syddansk Universitet netop har forsvaret.

Louise Laage Stenteberg

Antallet af fedmeoperationer er i stigning, og hvert år får 200-300 danske kvinder i den fertile alder foretaget en såkaldt gastrisk bypass operation.

Men hvilke konsekvenser har disse operationer egentlig for de kvinder, som også ønsker at blive mor en dag? Vil det have en gavnlig effekt for disse, når det kommer til at sikre en god vækst for fosteret, og når det kommer til at sikre et stabil blodsukkerniveau? Det spørgsmål satte Louise sig for at undersøge i forbindelse med hendes ph.d. studie.

23 gravide kvinder, der tidligere havde fået en gastrisk bypass, blev matchet på BMI med 23 gravide kvinder, der ikke havde fået foretaget en gastrisk bypass operation, og inkluderet i BAMBI studiet i perioden april 2019 til november 2021.

Studiet har vist, at mens risikoen for lavt blodsukker var uændret i løbet af graviditeten i forbindelse med måltidstesten, så steg risikoen for lavt blodsukker i løbet af graviditeten for de kvinder, der tidligere var opereret med gastrisk bypass. Samtidig havde de tidligere opererede kvinder dobbelt så meget tid med højt blodsukker graviditeten igennem, sammenlignet med de ikke opererede kvinder. Derudover var der en tendens til, at de opererede kvinder, der havde lavt blodsukker over længere tid, også havde et forlænget interval fra operation til graviditet, et højere vægttab efter operationen og fødte børn med lavere fødselsvægt.

- Studiets resultater tyder på, at optimering af glukoseniveauer hos gravide med gastrisk bypass ved hjælp af screening, information og kostrådgivning kan virke forebyggende mod hæmning af fosterets vækst. Disse resultater bør dog efterprøves i større studier; fortæller Louise Laage Stenteberg og afslutter med at forklare, at der desuden bør igangsættes yderligere studier med henblik på at sikre en bedre og mere korrekt diagnosticering af graviditetsdiabetes hos de kvinder, der tidligere har fået en gastrisk bypass operation.

Du kan læse meget mere om projektet her.

Eller læs mere om forskning på Steno Diabetes Center Odense her; https://sdco.dk/forskning 

APPFWU01V