Kunstig intelligens skal styrke strålebehandling.
Omkring halvdelen af alle kræftpatienter modtager strålebehandling. Trods teknologiske fremskridt er mange af processerne stadig manuelle og tidskrævende. Det kan føre til uensartede og i nogle tilfælde mindre optimale behandlingsforløb. Med støtte fra Novo Nordisk Foundation Grand AI Challenge vil en tværfaglig forskergruppe med projektet AIM@cancer udvikle kunstig intelligens, der kan støtte beslutninger før, under og efter strålebehandling.
Christian Rønn Hansen, lektor ved Klinisk Institut, SDU og hospitalsfysiker på OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus, er en af forskerne og leder af den nationale database DcmCollab. Databasen samler store mængder billeddata fra danske kræftpatienter og udgør grundlaget for udviklingen af AI-modellerne, der senere kan specialiseres til specifikke opgaver i patientforløbet.
- Formålet er at skabe AI-modeller specifikt til strålebehandling, der kan tilpasse behandlingen løbende og sikre, at hver enkelt patient får den mest hensigtsmæssige indsats – både før, under og efter strålebehandlingen; forklarer Christian Rønn Hansen.
AIM@cancer-projektet starter officielt i januar 2026, og inkluderer ud over Christian Rønn Hansen desuden følgende forskere:
· Aarhus Universitet (v. professor Stine Korreman, projektleder)
· Rigshospitalet (v. professor Ivan Richter Vogelius)
· Københavns Universitet (v. professor Jens Petersen)
· Memorial Sloan Kettering Cancer Center, USA (v. Dr. Harini Veeraraghavan)